DE OPRINDELIGE FOLKS VEJ MOD AFKOLONISERING

Af Carlos Mamani Condori

Kolonitiden og de oprindelige folks uafhængighedskrige
I året 1536 indledte Manku Inka Yupanqui den første befrielseskrig mod de spanske besættere i Qullasuyu (det nuværende Bolivia). Men nogle år senere blev folket forrådt af Paullu, inka Wayna Qhapaqs søn og inka Atahualpas bror. Derved banede de vejen for spanierne til Qullasuyo. Qullasuyu kom således under det spanske kolonistyre, der systematisk nægtede at anerkende de oprindelige folks identitet og rettigheder.

Lige siden har de oprindelige folk forsøgt at befri sig for de lænker, kolonimagten pålagde dem. Et af de vigtigste forsøg på opnåelse af uafhængighed var den krig, der indledtes i 1780 under ledelse af Túpac Amaru i Cuzco. Andre frihedskampe blev anført af brødrene Katari i Chayanta og Tupa Katari i La Paz. Spanierne havde imidlertid de bedste våben, så undertrykkelsen fortsatte.

Republikken: Kreolernes uafhængighed
Dannelsen af republikken Bolivia (1825), der fandt sted i kølvandet på krige og geopolitiske forandringer i Europa, førte på ingen måde til afkolonisering. Det var de samme eliter fra kolonitiden, der grundlagde republikken. De anvendte de samme bureaukratiske og juridiske apparater som anvendtes i kolonitiden. Forholdene fra kolonitiden blev derfor videreført, og i visse tilfælde forværredes undertrykkelsen. I Argentina blev der således ført krig mod Mapuche-indianerne, mens der i Bolivia førtes krig mod Guaraní-indianerne. Den såkaldte uafhængighed omfattede kun kreolerne. Efterkommerne af de indvandrede spaniere erstattede landets oprindelige navn, Qullasuyu, med navnet Bolivia (efter lederen af uafhængighedskrigen mod Spanien, Simon Bolivar – red.).

De oprindelige folks oprør under republikken
Jorden blev årsag til konflikter. Den nye stat forsøgte at ”løse” problemet med de oprindelige folk dels ved at forflytte dem, dels ved at tilintetgøre dem. Man iværksatte forskellige strategier til undertrykkelse af de oprindelige folks ret til jord.
Den lov, der fik mest vidtrækkende konsekvenser for de oprindelige folk, var loven ’Ley de Exvinculación’ (Uopsigelighedsloven) fra 1874. Efter nederlaget i Stillehavskrigen 1881 blev vidtstrakte og tætbefolkede områder via et dekret overdraget til kreolere. Ejerne af disse territorier fik absolut kontrol både over områderne og over de mennesker, der boede her.

I 1883 satte Pablo Zárate Willca sig i spidsen for et oprør mod tyveriet af de oprindelige folks jord, ligesom han organiserede flere kontingenter af oprørere i 1899-1900, hvorved han bidrog til at gøre en ende på Det Konservative Partis magt. Hans alliance med Det Liberale Parti medførte bl.a. at byen Sucre ophørte med at være hovedstad i republikken. Trods alliancen blev Pablo Zárate Willca forrådt. Efter at være blevet fængslet i Oruro, forsvandt han på mystisk vis.

Da Det Liberale Parti imidlertid blot fortsatte de konservatives uretmæssige beslaglæggelse af jord, så de oprindelige folks fællesskaber – ’ayllus’ og ’markas’ – sig nødsaget til at forsvare sig ved hjælp af gamle dokumenter om ejerforholdene til jorden fra kolonitiden og love udstedt af det spanske kongedømme. De greb til genoprettelse af et hverv fra kolonitiden – el Cacique – og disse Caciques fik til opgave at opstøve de gamle dokumenter i arkiverne i La Plata (det nuværende Sucre), Lima og Buenos Aires.

Den betydeligste blandt disse Caciques var Santos Marca Tola, som var efterkommer efter Caciques under det spanske koloniherredømme. Han greb til tidligere tiders retspraksis, der var anerkendt af det spanske kongehus. Med de koloniale love i hånden begyndte han at stille krav om en generel revision af ejerforholdene til jorden i hele republikken, med det formål at opnå en rekonstruktion af de jorde, som havde tilhørt de oprindelige folk, og som var blevet opdelt og tildelt andre ejere efter landets løsrivelse fra Spanien.

I samme periode (1910 – 1930) påbegyndte Eduardo Nina Quispe, der stammede fra halvøen Taraqu ved Titikaka-søen, arbejdet med at oprette skoler for indianerne og med studier af historien. I tiden umiddelbart inden Chaco-krigen (1932 – 1936) mod Paraguay udarbejdede han et forslag til en omskabelse af republikken Bolivia, der atter skulle bære navnet Qullasuyu, og hvor alle – hvide, oprindelige folk og mestitser – skulle være ligestillede brødre, og hvor der skulle tales spansk, de dominerende oprindelige sprog aymara og quechua samt andre etniske sprog. Både Santos Marca Tola og Eduardo Nina Quispe koordinerede deres aktiviteter med andre ledere i den østlige del i Amazon-området og i Chaco.

Følgerne af Chaco-krigen for de oprindelige foks bevægelser
Indtil den såkaldte Chaco-krig havde kreolerne gjort sig store bestræbelser for at undgå, at de oprindelige fok fik nogen viden om våben eller militære kundskaber. At give dem adgang til militæret ville have betydet en indrømmelse af en vis lighed med de ledende kræfter i landet. Imidlertid betød omfanget af de militære operationer, og det deraf følgende behov for rekruttering af soldater, at landets ledelse så sig nødsaget til inddrage soldater fra de oprindelige folk i hærene. I felten opdagede de oprindelige folk, at viracocha’erne (guderne), som de sædvanligvis kaldte kreolerne, ikke adskilte sig synderligt fra dem selv, og at de oven i købet ofte var meget dårlige til at kæmpe på slagmarken.

Efter krigen dannede de oprindelige fok Legionen af Tidligere Soldater, der aktionerede til fordel for lighed i landet. De forsøgte at få oprettet skoler og at få afskaffet tvangsarbejdet (pongueaje) på de hvides jorde. Som følge heraf støttede Gualberto Villarroel i 1942 afholdelsen af Den Første Kongres for Oprindelige Folk, der førte til afskaffelse af tvangsarbejdet (pongueaje) og et dekret, ifølge hvilket godsejerne blev pålagt at opføre skoler for de oprindelige folks børn.

De oprindelige folk og MNR
Således styrket nåede man frem til hændelserne d. 9. april 1952, da et statskup, forberedt af Movimiento Nacionalista Revolucionario (MNR), (Den Revolutionære Nationale Bevægelse), udviklede sig til en revolution, idet landets hær led nederlag til de oprindelige folk, der havde tilegnet sig viden om brug af våben og militærstrategi under Chaco-krigen. De sejrende militser udgjordes af arbejdere fra fabrikkerne og minerne, og af bønder der havde organiseret sig i fagforeninger på de store godser.

De væbnede militser tvang den nye regering til at udstede en lov om jordreform, La Ley de Reforma Agraria, der bragte de hvides ret til jorden i Andes-regionen til ophør. Endvidere fik de gennemført stemmeret til alle, hvilket gav både de oprindelige folk og kvinderne status som ligeværdige borgere.

For at bevare republikens spanske karakter påbegyndte MNR en assimileringspolitik overfor de oprindelige folk. Derfor fjernede man betegnelsen ’indianer’ og erstattede den med ordet ’bonde’, for at indikere at disse ’indianere’ var en samfundsklasse. Indførelsen af undervisning for alle børn og brugen af spansk blev en alvorlig trussel for de oprindelige folks kultur.

I slutningen af 1960’erne begyndte flere af de nyuddannede ’indianere’ at interessere sig for den del af historien, der berettede om folk, der havde kæmpet de oprindelige folks kamp i kolonitiden. Forfattere som Fausto Reynaga anførte, at de oprindelige folk var efterkommere af en meget gammel og helt særegen kultur, og at løsningen på de fortsatte problemer med racediskrimination i landet, fattigdom og udelukkelse var en revolution anført af de oprindelige folk.

Under indflydelse af den slags tanker opstod der politiske organisationer, der påpegede nødvendigheden af at gå egne veje. Organisationer som Movimiento Indio Túpac Katari (MITKA), Movimiento Revolucionario Túpac Katar (MRTK) og Movimiento Campesino de Bases (MCB) kæmpede for at berøve kreolerne magten. Den sociale og organisatoriske basis udgjordes af Confederación Sindical Única de Trabajadores Campesinos de Bolivia (CSUTCB).
Alle disse organisationer konfronterede de autoritære regimer, der styrede Bolivia fra 1971, og som indskrænkede borgernes fundamentale frihedsrettigheder, alt imens de tilranede sig landets ressourcer.

Den nyere historie
Marchen for Værdighed, Jord og Territorier på over 750 km fra Trinidad (i provinsen Beni) til La Paz var meget symbolsk. Med Central de Pueblos Indígenas del Beni (CPIB) i spidsen indledtes marchen d. 15. august 1990 og sluttede i La Paz den 17. september samme år. Den medførte udstedelse af tre dokumenter, ifølge hvilke man anerkender de oprindelige folks rettigheder til deres jord. Marchen medførte endvidere, at såvel samfund som stat i Bolivia blev opmærksomme på tilstedeværelsen af oprindelige folk i junglen – og på deres krav. Allerede i 1988, under CSUTCBs ekstraordinære kongres der blev afholdt i Potosí, havde man, inspireret af fra de marxistisk orienterede bondeorganisationer, foreslået at danne Foreningen af Nationaliteter (Asamblea de Nacionalidades). Foreningen skulle etablere sig i 500-året for den spanske erobring (1992).

Den 12. oktober 1992 blev der afholdt utallige store demonstrationer i Bolivias større byer på foranledning af CSUTCB. I La Paz samledes mere end 60.000 ’indianere’ i gader og på pladser i byen, viftende med de oprindelige folks flag, Wiphalaen. 1990’erne var således karakteriseret af de oprindelige foks genkomst som en social og politisk aktør med krav og anmodninger, der tog udgangspunkt i de oprindelige folks identitet, i deres anklager mod kolonialismen og ønsket om genindførelse af deres rettigheder.

I 1993 inddrages en person med rødder i de oprindelige folk for første gang i landets historie i det præsidentielle arbejde. MNR introducerer Victor Hugo Cárdenas som vicepræsident. I den nyere historie har hans rolle som vicepræsident været af kolossal betydning, idet han viste, at de oprindelige folk er i besiddelse af såvel politisk som intellektuel kapacitet. Anerkendelse af de oprindelige folks rettigheder blev indskrevet i den bolivianske forfatning. Ikke desto mindre forsøgte den efterfølgende regering under ledelse af Gonzalo Sánchez de Losada at underminere den prestige, som Cárdenas havde opnået.

Fra år 2000 er den neoliberale politik, som skiftende regeringer ukritisk har forsøgt at gennemføre, blevet mødt af massive demonstrationer og opfordringer til modstand fra det civile samfunds side. Modstanden er på Altiplano (Andes-højlandet), blevet anført af Felipe Quispe og i Cochabamba af Oscar Olivera, der ledede ’krigen om vandet’. Krigen mod koka, ledet af USA, udløste en konflikt i Chapare, der hurtigt udviklede sig fra en lokal til en national kamp, hvorunder Evo Morales, der er blevet anset for en af de mest karismatiske bondeledere, har spillet en vigtig rolle. Under valgene i 2002 demonstrerede de oprindelige folks ledere og deres politiske organisationer for alvor deres evne til at samle befolkningen. Movimiento al Socialismo (Bevægelsen for socialisme) (MAS) opnåede 20, 94 procent af stemmerne, hvorved de kom ind på en anden plads, mens MIP opnåede 6, 09 procent af stemmerne.

Forsøget på yderligere at forstærke de neoliberale tiltag ved hjælp af en forfatningsreform der skulle imødekomme globaliseringen resulterede i en permanent konflikt mellem Gonzalo Sánchez de Losadas regering og de oprindelige folks bondeorganisationer. Det kom til omfattende protester i februar 2003 og til oprøret, Krigen om gassen, i oktober 2003, der sluttede med at præsidenten måtte flygte. Efter en kort overgangsfase endte den politiske krise i december 2005 med Evo Morales Aymas overvældende valgsejr, og han blev indsat i overensstemmelse med gældende forfatning som præsident i Bolivia i 2006.

Som den første præsident med rødder i de oprindelige folk, har hans erklærede mål været at imødekomme de folkelige krav fra konflikten i oktober 2003: Nationalisering af olie og gas samt indkaldelse til en forfatningsgivende forsamling, der skal føre til afkolonisering og etablering af et nyt ’fundament’ for Bolivia.

Indianske folk og organisationer
Som det fremgår af befolkningsregistret fra 2001, er der i Bolivia en betydelig etnisk og kulturel diversitet. Ifølge samme registrering er 5.064.992 bolivianere (dvs. 62% af landets samlede befolkning) opført som tilhørende oprindelige folkeslag, der lever dels på landet, dels i byerne. Det er en afgørende oplysning til forståelse af de oprindelige folks kamp for selvbestemmelse og for en radikal forandring af selve grundlaget for landet. De oprindelige folk har et rigt og meget varieret organisatorisk liv: der er organisationer af kulturel karakter, fagforeninger og politiske organisationer.

De organisationer, der har fagforeningsagtig karakter, består overvejende af bønder. De er samlet i Pacto de Unidad (Enhedspagten), som blev skabt af bl.a. CSUTCB, der gennem de seneste 10 år har skubbet på for at gå den politiske vej.

Der er følgende organisationer, oplistet efter indflydelse og vigtighed:

• Confederación Sindical de Trabajadores Campesinos de Bolivia (CSUTCB)
blev grundlagt i 1979 som modstykke til bondeorganisationerne, der var kontrolleret af staten og de autoritære regimer. Formålet var at udforme en selvstændig ideologi og politik blandt de indianske bønder.

• Confederación Indígena del Oriente Boliviano(CIDOB)
blev grundlagt i 1982. Under en langvarig organisationsproces har denne organisation samlet alle de indianske folk i Amazonområdet i Bolivia, i Østbolivia og El Chaco området. Til forskel fra CSUTCB rummer denne organisation oprindelige folkeslag som Guaraní, Mosetenes, Takanas og Ayoreo.

• El Consejo Nacional de Ayllus y Markas del Qullasuyu (CONAMAQ)
blev grundlagt i 1977. Et afgørende forslag fra denne organisation går ud på en genrejsning af Qullasuyu og de øvrige oprindelige folk. Den medtager oprindelige folk som Pakajaqi, Sura, Charka, Karanka.

• La Confederación de Colonizadores de Bolivia
blev grundlagt i 1970. Denne organisation består af bønder, der arbejder i lavlandet og som har fået betegnelsen “kolonisatorer” af Instituto Nacional de Colonización, der anerkendte bøndernes ret til deres jordlodder.

• La Federación Nacional de Mujeres Campesinas, Bartolina Sisa
blev grundlagt 10. januar 1980 under CSUTCB, som organisationen stadig har tætte bånd til. Hensigten med denne organisation har været at mobilisere kvinderne til kamp for de oprindelige folks og bøndernes rettigheder.

Den første indianske præsident
Juan Evo Morales Ayma, der er født i det indianske samfund Isallavi de Orinoqa i departementet Oruro, blev præsident efter at have arbejdet som fagforeningsleder i kokabøndernes organisationer i Chapare, Cochabamba. Det var hans forsvar af sine medlemmer mod udryddelses- og undertrykkelsespolitikken, der i 1997 førte ham til Nationalkongressen som deputeret. Hans lederskab blev styrket af den udelukkelsespolitik, som skiftende regeringer udsatte ham for, og den åbenlyse kampagne imod ham, som den amerikanske ambassade i Bolivia førte. Denne politiske situation medførte, at han som leder af det vigtigste oppositionsparti i 2002 kom præsidentembedet et skridt nærmere. Nu er han landets præsident og valgtes med 54% af stemmerne. Denne valgsejr er blevet betegnet som en revolution inden for demokratiet.

Som præsident satte han sig i spidsen for en afkolonisering af landet og for en nydannelse af Bolivia. Han nedsatte en forfatningsgivende forsamling, der skulle rette op på de sociale og politiske skævheder, der udsprang af de klasseprivilegier, der blev indstiftet af den spanske erobrer Francisco Pizarros efterkommere.