Kwesi

HVIS BARE JEG VAR BLEVET I GHANA

Du dør, hvis du snubler
Det var min bedste ven, der inspirerede mig til at tage til Libyen. Han havde tjent penge i Libyen og bor nu i Tyskland. Folk her i byen snakkede om, hvordan man kan arbejde i et eller to år i Libyen og tjene masser af penge. Jeg var meget nervøs, for jeg kan ikke lide at rejse, men jeg havde ingen penge så jeg tog af sted alligevel.

Jeg forlod Ghana i 2005. Først tog jeg en bus til Burkina Faso og så til byen Agadez i Niger. Derfra tog vi videre sammen med omkring 25 andre; vi sad på toppen af en Toyota pickup truck, helt tæt stuvet sammen. Det er meget ukomfortabelt. Du skal selv tage alt det vand med, du har brug for, og have alt dit tøj på, for ørkenen bliver meget kold om natten. Vi kørte gennem ørkenen i Niger og Algeriet i fem dage. Så stoppede chaufføren og sagde til os, at vi skulle gå den sidste del af turen til fods. Vi skulle følge en guide og klatre over et meget øde og stejlt bjerg i løbet af fire-fem timer. Du bliver nødt til at være meget stærk og udholdende for at gøre det, for hvis du snubler, så dør du, og der er ingen der bliver for at hjælpe eller vente på dig.

Vi nåede først frem til Libyen over midnat næste dag efter at have gået hele dagen. Jeg følte mig meget svag og udmattet efter turen. Mine fødder var helt opsvulmede og flere af mine tånegle var faldet af. Efter et stykke tid gik jeg i gang med at søge arbejde. Jeg mødte en ghanesisk mand, der arbejdede som murer, så jeg lærte at mure. Det var meget hårdt arbejde, og vi arbejdede mange timer om dagen. En dag ringede jeg til en af mine fætre, der bor i USA. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville tage til Spanien via Marokko. Han sendte mig 2.300 dollars, og så tog jeg til Algeriet og videre mod Marokko, men jeg blev arresteret ved grænsen. De marokkanske myndigheder sendte os tilbage til Algeriet, hvor politiet udviste os til grænsen ved Mali. Det er midt i ørkenen, men de efterlod os der, i ingenmandsland, uden nogen hjælp overhovedet. De pegede bare i den retning, vi skulle gå, og så kørte de væk. Det lykkedes mig at komme til hovedstaden Bamako, og derfra kunne jeg tage tilbage til Ghana.

Europa nej tak
Da jeg kom tilbage til Ghana havde jeg ingen penge og var arbejdsløs. Så i 2008 besluttede jeg mig for at tage til Libyen igen. Takket være min uddannelse i IT fik jeg denne gang et godt job og besluttede mig for at blive. Min løn var god, og jeg fik det hele betalt, kost, logi, telefon og internet, alt. Så denne gang, ville jeg ikke tage til Europa. Jeg sparede op, og firmaet åbnede en bankkonto for mig til min løn. Jeg hørte også folk snakkede om den økonomiske krise i Europa, så jeg tænkte, ’hvad skal jeg der?’ Jeg sendte nogle penge tilbage til min familie i Ghana og resten af min løn satte jeg ind på min libyske bankkonto for at spare op til at kunne starte min egen virksomhed i Ghana. Alt gik godt – indtil krigen startede.

Krigen kom uventet. De af os der var langt fra en større by eller en lufthavn kunne ikke flygte. Vi risikerede at blive slået ihjel på vejen. Og jeg kunne heller ikke få mine penge fra banken. Så jeg besluttede at blive. Jeg skjulte mig i et hus med tre libyske familier. Det var midt i krigszonen, og der var fyldt med militær og oprørsgrupper. En dag kom nogle frivillige fra Røde Kors til huset, og de blev chokerede over at se mig der. De fortalte mig, at det var alt for farligt at blive, og jeg skulle skynde mig væk. Jeg endte med at flyve tilbage til Ghana fra Cairo. Jeg havde bare 600 dollars på mig, som jeg brugte til at betale flybilletten. Jeg havde 12.000 dollars i banken men den brændte ned. Så jeg mistede alt hvad jeg havde sparet op og alle mine ting.

At rejse er et eventyr
Det er svært at komme tilbage når du har mistet alt. Dine forældre og venner forventede måske, at du skulle hjælpe dem eller betale skolepenge for dine niecer og nevøer eller yngre søskende. Når du ikke kan gøre noget som helst, ser de på dig med andre øjne; du tæller ikke på samme måde længere. Nogle gange fortryder jeg, at jeg tog afsted. Jeg underviste i IT, før jeg tog til Libyen, og nogle af mine studerende har gode jobs nu. Jeg tænker tit, at jeg også kunne være blevet til noget, hvis jeg var blevet i Ghana. Men at rejse er som et eventyr. Der kan være hårde tider, men du bliver klogere på livet. Selvom jeg har mistet så meget, er jeg en stærkere person nu og jeg har prøvet mange ting. Du bliver bare nødt til at tage tingene som de kommer, uanset om det er godt eller skidt. Sådan ser jeg på det. Efterskrift: Kwesi fandt arbejde som underviser i IT i efteråret 2013.