Kwame
UDVIST FRA SPANIEN OG SVERIGE
Jeg droppede ud af gymnasiet og tog af sted
Jeg forlod Ghana lige før jeg var færdig med gymnasiet, jeg ville bare af sted og tjene penge. Jeg havde set, hvordan folk i min hjemby var taget til udlandet og kom tilbage med penge. De havde alle mulige ting, og alle beundrede dem. Jeg ønskede bare at kunne gøre det samme. Så jeg droppede ud af gymnasiet og rejste ud i stedet for. Det var ligesom at være forelsket: at rejse var det eneste jeg kunne tænke på og det eneste der betød noget for mig. Jeg tog til Libyen i 1991. Jeg rejste gennem ørkenen, fandt arbejde og blev der i fire et halvt år. Så tog jeg til Marokko og derfra en båd til Spanien. Jeg betalte 1.300 dollars for at komme om bord. Vi var 16 mennesker i en meget lille båd, så vi skulle gøre alting to og to for at undgå at båden kæntrede. Så du sætter dig ned i par, og du rejser dig op i par. Syv både tog af sted samtidig, men kun tre af dem nåede frem til Spanien. Resten druknede. Det kunne lige så godt have været mig.
I Spanien blev vi tilbageholdt i en lejr i tre uger, og så kunne vi tage videre. Jeg havde ikke arbejdstilladelse, men du kan godt finde arbejde alligevel, selvom mange arbejdsgivere snyder dig, når du ikke har papirer. Hvis du nu har arbejdet et stykke tid og skulle have tjent 1,000 Euros – så betaler de dig måske kun 700 Euros, måske bare 600. Og hvis du siger noget, melder de dig til politiet, som arresterer dig. Så efter et par år besluttede jeg mig til at tage til Holland, men politiet opdagede mig og sendte mig tilbage til Spanien. Og i Spanien udviste de mig til Marokko, som udviste mig til Ghana. Det var i 1998.
Fra Ghana til Sverige og tilbage igen
Det var meget svært at komme tilbage til Ghana. Jeg havde sendt penge tilbage til mine forældre, mens jeg var i Libyen for at de skulle købe en grund til mig men de havde bare brugt pengene på sig selv. Jeg var meget skuffet og meget vred. Jeg havde 4.000 dollars med tilbage til Ghana og besluttede mig for at sætte den ene halvdel i banken og bruge den anden halvdel på at rejse igen. Jeg tog til Libyen samme år og derfra videre til Tunesien og Italien. Jeg arbejdede to år i Italien, og så fik jeg mulighed for at tage til Sverige med en fragtbåd. Jeg kom til en svensk havneby og tog videre til en by på landet, hvor jeg mødte en landmand som tilbød mig arbejde. Jeg boede på hans gård og han betalte mig 1.300 dollars om måneden – men jeg skulle betale nogle af pengene tilbage for husleje og mad.
En dag ringede en af mine gamle venner fra Spanien. Han fortalte mig, at han var i Stockholm og fortalte at lønningerne i hovedstaden var bedre end på landet. Så jeg tog toget til Stockholm, men i samme øjeblik jeg satte mig ind i toget, kom politiet og spurgte om mine papirer. Jeg havde ikke noget visum, og de sagde til mig, at de ville arrestere mig. ’Hvorfor?’, spurgte jeg, ‘jeg er da ikke en tyv! Jeg er bare på vej til Stockholm, jeg er her for at arbejde!’ Men de satte mig i fængsel i tre dage alligevel. Jeg havde et pas fra Niger, så de udviste mig til Niger med fly. Så tog jeg videre tilbage til Ghana med bus.
Det er ikke så nemt at være i Europa
Det er meget svært at vende tomhændet tilbage til Ghana. Folk sladrer om dig og ser ned på dig, hvis du ikke bygger et hus eller starter din egen lille forretning, når du kommer hjem fra Europa. Men jeg havde heldigvis sparet nogle penge op undervejs og kunne købe en grund og bygge et lille hus. Jeg giftede mig også kort tid efter jeg kom hjem. Jeg har lært en masse af mine rejser. I Libyen lærte jeg at mure og male; i Spanien lagde jeg fliser og gjorde blikkenslagerarbejde; jeg plukkede æbler i Italien; og i Sverige arbejdede jeg med kvæg på gården. Så jeg kan gøre alle mulige ting og har fået meget erfaring. Nu kommer folk til mig for at få gode råd. Men når de spørger mig om at tage til Europa, så fortæller jeg dem, at det ikke er så nemt at være i Europa. Jeg har masser af ghanesiske venner i Tyskland, Spanien, Tunesien og Italien. De snakker altid om, hvor godt de har det, men de fortæller dig aldrig, hvad det egentlig er de laver. De fortæller ikke om folk, der ikke har et sted at sove og derfor ender med at bo på gaden. Det er meget svært at få et sted at bo, hvis man ikke har papirerne i orden.
Gud har velsignet mig og i dag har jeg ikke nogen problemer. Min store drøm er at sende mine børn til Europa for at studere. Jeg håber jeg altid har penge nok til at hjælpe og støtte dem, så de ikke skal igennem de ting jeg har prøvet. Mit største ønske er at de får et godt og trygt liv.
Hans historie fortæller både om farerne ved at rejse og arbejde uden papirer, men også hvordan migration kan være en måde at tjene penge på og komme videre i livet.