Constance

JEG TOG AF STED FOR AT GIVE OS EN FREMTID! 

Jeg kan godt lide at vise mine venner forskellige billeder fra vores bryllupsdag og af vores venner og familie i Senegal. Se hvor sødt mine to drenge smiler! De var lige begyndt i skole, da billedet blev taget. Det er næsten to år siden, jeg har set dem sidst, altså udover når vi hver uge taler sammen på Skype. De bor hos min mor i Dakar. Mine drenge er grunden til jeg forlod Senegal, så jeg kunne tjene nok til at kunne give dem en fremtid.

Jeg blev gift med min første mand, da jeg var 16 år og blev gravid med det samme. På det tidspunkt gik jeg i gymnasiet, men min mand syntes hellere jeg skulle blive hjemme og hjælpe til i huset, så jeg droppede ud. Der var ingen kærlighed mellem os, og jeg skulle klare al rengøring, børnepasning og madlavning i min svigermors hus, hvor vi boede. Da jeg blev 19 år havde jeg fået nok og blev skilt, på det tidspunkt havde jeg fået min anden søn. Jeg flyttede tilbage til min mor og begyndte at lede efter et job, der kunne forsørge os. Det var virkelig svært at finde et ordentligt arbejde, og efter et par år begyndte vi at tale om muligheden for at jeg migrerede. I den periode var jeg meget deprimeret, jeg kunne ikke se en fremtid i Senegal, med to børn og intet arbejde. Jeg tabte mig rigtig meget og var for det meste nedtrykt og modløs. For at få en fremtid for os alle tre blev jeg nødt til at rejse, men det var en utrolig svær beslutning at forlade mine to drenge.

En ny fremtid i Brasilien
I 2007 besluttede jeg mig for at prøve lykken i Brasilien. Jeg overvejede først Europa, men det var alt for svært og dyrt at få et visum, men visum til Brasilien var meget billigere. Jeg vidste ikke noget om landet andet end at en af mine veninder boede i San Paulo. Hun fortalte mig, at der var gode muligheder for at finde arbejde og tjene nogle nemme penge. Da jeg ankom, viste det sig, hun var flyttet til Spanien, så jeg ringede til hende, og hun hjalp mig med at finde et sted at bo og få et job hos en congolesisk frisør. Jeg elskede at bo i San Paulo, alt var nyt og spændende. Det var faktisk første gang i mit liv, jeg var alene.

Men med tiden viste det sig, at det ikke var så nemt at tjene penge ved at flette folks hår i frisørsalonen. To nigerianske mænd som jeg mødte, tilbød mig at bo hos dem. Det var et godt tilbud, da jeg på den måde kunne spare penge. Men kort tid efter jeg var flyttet ind, sagde de, jeg skulle arbejde for dem. Jeg skulle rejse med stoffer til Rio. Det var et meget fristende tilbud, for de ville betale 1000 USD (5500kr) for hver tur. Det eneste jeg skulle gøre var at tage bussen med den lille pose stoffer. Jeg var virkelig i tvivl, og tilbuddet kørte rundt i mit hoved. I sidste ende var det min mor og mine venner i Senegal, der fik mig til at indse, at jeg ikke skulle gøre det. Min mor sagde at jeg var skør, fordi jeg i det hele taget overvejede tilbuddet, ”tænk hvis du ryger i fængsel, vi kan jo ikke besøge dig, og du kan dø der uden nogen vil vide det, tænk dig nu om!” Hun fik alle mine venner til at ringe. De sagde, “du skal ud af det hus nu!”. Men jeg var virkelig bange for, hvad mændene ville finde på. Til sidst var det en af mine senegalesiske venner, der hjalp mig væk. Han fortalt dem, han var min bror, og at vi var på vej på en rejse sammen. De nigerianske mænd sagde, at jeg var et utaknemmeligt skarn, men de lod os gå. Jeg var utrolig lettet.

Efter alt det besluttede jeg mig til at tage til Argentina. Livet i Brasilien var okay, men det var også farligt, og der var altid skyderier og helikoptere i luften over området, hvor jeg boede. Ingen stolede på hinanden, og efter hvad der var sket stolede jeg ikke på min egen dømmekraft.

Ansvaret for to familier
Det går rigtig godt med vores business her i Argentina, undtagen når politiet eller kommunen smider os gadehandlere væk. Normalt kan det løses ved at give ”en særlig gave” til den lokale politibetjent. Min mand Mustafa er lige taget syv måneder til Mexico for at sælge ved et omrejsende marked, han tjener rigtig gode penge dér. Her den anden aften, da vi skypede, sagde han, at jeg ikke behøvede at arbejde, nu hvor vinteren kommer. Det var skønt at han sagde det, men jeg kan godt lide at tjene mine egne penge. Mit liv handler om at sende penge, tjene penge og så at sende penge igen. Jeg har et dobbeltansvar: for min familie her, men også i Senegal. Især for mine drenge. Den ældste er lige blevet 18 år. Takket være mig og de penge jeg har sendt tilbage, har han kunnet gå i en god privatskole i Dakar. Til oktober tager jeg tilbage og besøger dem og resten af min familie, jeg glæder mig helt vildt. Min datter Miriam siger, hun hellere vil blive og lege med sine venner her, men jeg er sikker på hun nok skal komme til at elske at være i Senegal.