Mussa

FRA DIAMANTHANDEL TIL BOLIGUDLEJER

Det hurtige fald fra en lovende karriere
I Elfenbenskysten levede jeg af at handle med diamanter. Jeg købte diamanterne direkte fra minearbejderne i Séguéla og solgte dem i Abidjan. Jeg havde flere gode kontakter. En af dem var en israelsk opkøber, der kom til Abidjan med jævne mellemrum. Han gav mig endda penge, for at jeg kunne tage ud til Séguéla og købe flere diamanter til ham. Det gik godt for mig! Jeg tjente godt, men røverbanden tog alt. Alt! Jeg nåede ellers at flygte, da de kom ind i vores gård. Jeg lod diamanterne ligge i håbet om, at de så ville lade mig gå fri. Tidligere havde min bror, som læste ved universitetet, prøvet at forhandle med en bande, der overfaldt folk fra den nordlige del af landet – de slog ham ihjel. Jeg ville ikke nyde den samme skæbne men blev fanget ude på gaden foran vores hus. Gud ske tak og lov tog banden bare de penge jeg havde på mig og begge mine mobiltelefoner!

Venskab og fremmedhad
Efter jeg havde mistet alt, var det svært at forlade landet. Jeg hørte om en mand, der var ved at rejse hjem til Mali med hele sin familie og derfor havde papirer fra ambassaden, der ville mindske graden af korruption og problemer ved de mange vejspærringer på vejen ud af Abidjan. Han accepterede at tage mig med, hvis bare jeg lod som om, at jeg var en af hans sønner.

Men livet i Mali var svært. Jeg så andre fra Elfenbenskysten, der levede af dårligt betalte jobs og tjente 50-100 CFA franc (0.50-1 kr) per dag. En ung fyr fra Mali sagde, ”der er intet arbejde her. Det er svært, og jeg ved, at du ikke er vant til livet her i Mali. Jeg kunne godt tænke mig at rejse til Algeriet, vil du med? Jeg har hørt, at det er nemmere at tjene penge der. En del er rejst fra Mali til Algeriet for at arbejde, og de sender penge hjem til deres familier.” Jeg havde slet ikke nok penge til at betale for rejsen, men hans onkel hjalp os med billetten.

Ved grænseovergangen El-Khalil løb jeg ind i problemer. Politiet tog mit pas og krævede, at jeg betalte 50.000 CFA franc (555 kr). Jeg spurgte, hvorfor jeg og tre andre rejsende fra Elfenbenskysten blev afkrævet så meget, når de rejsende fra Mali og Guinea kun blev bedt om 1.000 CFA franc (11 kr). Først ville de ikke svare, men da jeg blev ved med at insistere, sagde de, at det var fordi Elfenbenskysten havde introduceret en opholdstilladelse for migranter fra Mali, der havde skabt en masse problemer. Jeg forsøgte at forklare dem, at vi alle var lige, at alle de rejsende fra Elfenbenskysten ved denne grænseovergang var flygtet fra problemer hjemme i Elfenbenskysten. Intet hjalp. Så bad jeg om at se deres overordnede, men han sagde bare: ”Betal! Enten betaler du, eller også bliver du i Mali!”. Jeg forklarede, at jeg ingen penge havde. Alle de andre passagerer i bussen ventede på os. Til sidst gav en af passagererne politiet 2.000 CFA francs (22 kr), så vi kunne komme videre. Men på trods af pengene, beholdt politiet mit pas!

Det var for farligt at blive i Algeriet uden papirer. Jeg overvejede at prøve alligevel, men andre migranter fortalte mig, at hvis du bliver stoppet af det algeriske politi, udviser de dig direkte til grænsen til Mali i ørkenen vest for Tamanrasset. Det var for risikabelt. Jeg skrabede penge nok sammen til at rejse nordpå til Oujda på grænsen mellem Algeriet og Marokko.

At komme på fode igen
Hjemme i Elfenbenskysten tænkte jeg aldrig på at rejse til Europa, men da jeg flygtede fra Abidjan, havde jeg ikke tid til at tænke over, hvad der ville være bedst for mig. Jeg kunne være rejst til Angola eller Liberia, hvor der ville være rige muligheder for at fortsætte i diamanthandelen. Men ved du hvad, de migranter i Elfenbenskysten, der klarer sig bedst, er araberne og nordafrikanerne: De kommer for at investere. Jeg kunne se, at de var velbeslåede og tænkte derfor, at økonomien var god i deres lande.

Eftersom jeg har mistet alt, er det svært at lancere sig i diamanthandelen på ny. Jeg har mistet telefonnumrene på alle mine kontakter, og jeg har ikke midlerne til at købe diamanter. Jeg kan kun starte på ny, hvis jeg har en sponsor. Uden penge kan du ikke tage ud til minerne og købe direkte fra minearbejderne! Jeg flyttede fra Oujda til Rabat i håbet om at finde en måde at komme på fode igen. I Oujda var det helt umuligt at finde arbejde, så jeg klarede mig ved at tigge men fik også lidt hjælp fra Læger uden Grænser, og min far sendte en lille sum penge. Det var hans hjælp, der gjorde det muligt at flytte til Rabat, betale min husleje og få mad på bordet i starten.

I Rabat kan man klare sig
Jeg begynder at kunne klare mig nu. Her i Rabat er jeg kommet på boligmarkedet som udlejer. Jeg lejer en lejlighed i Takadoum (en migrantghetto), som jeg så lejer ud til bofællesskaber for migranter fra Central og Vestafrika. Normalt koster lejligheden 1.500 dirhams (godt 1.000 kr) per måned, men jeg forhandlede mig frem til kun at betale 600 dirhams (godt 400 kr) den første måned. Det tog en tid at overtale ejeren, men til sidst gav hun sig og lod mig prøve. Det tog ikke mange dage, førend folk flyttede ind. Lige nu har jeg 12 lejere, der hver betaler 150 dirhams (100 kr) per måned. Så snart jeg har penge nok, vil jeg prøve at leje en lejlighed mere.

Hvis jeg kan få en god forretning i gang her, så bliver jeg, men hvis jeg får muligheden for at rejse til et sted, hvor jeg kan klare mig bedre, så fortsætter min rejse. Jeg kom ikke til Marokko, fordi jeg elskede landet. Hvis ikke der havde været problemer i Elfenbenskysten, så var jeg blevet der, for efter min mening er der meget mere potentiale i Elfenbenskysten end i Marokko.

Mussa blev født i Cote d’Ivoire (Elfenbens-kysten) i 1981. I begyndelsen af 2011 flygtede han fra urolighederne efter valget, og ni måneder senere søgte han asyl i Marokko. Han var oprindeligt fra den nordlige del af Elfenbenskysten, men boede i Abidjan, landets største by. Han havde etableret sig som diamanthandler, men han røg ud af sit erhverv, da en ungdomsbande med rødder i den tidligere præsidents (Gbagbo) følge frarøvede ham alt.

Mussas historie viser den fortrydelse mange migranter oplever, når de skal starte forfra, men også den handlekraft og gå-på-mod der opstår selv under meget vanskelige vilkår.