Jerome 

PLUDSELIG SIDDER MAN FAST I MAROKKO 

Asylansøgningsprocessen
Lige så snart jeg nåede til Rabat, søgte jeg asyl på FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Den dag spurgte de om, hvordan jeg var kommet ud af Elfenbenskysten, hvilken rute jeg havde rejst, og så gav de mig nogle brochurer og en tid to måneder senere, hvor jeg skulle komme til et interview. Efter det interview får du et stykke papir, der viser, at du er asylansøger. Du bliver også indkaldt til endnu et interview to måneder senere. Efter det andet interview tager de stilling til, om du er berettiget til at få asyl. Den beslutning kan tage mere end et år, men i det mindste har du et dokument, der viser, at du er registreret hos FN. I princippet beskytter det dokument dig imod at blive udvist til Oujda på grænsen til Algeriet. Alligevel er nogle af vores landsmænd blevet deporteret, men i det mindste sørgede Flygtningehøj-kommissariatet så for at transportere dem tilbage til Rabat. Ellers skulle de have rejst som blinde passagerer på godstoget, for det er umuligt at købe en togbillet i Oujda, hvis man ikke har en opholdstilladelse eller et pas med gyldigt stempel.

Flygtninge i Marokko
FN løser ikke vores daglige problemer. De fleste af os tænkte, at vi ville få et lille beløb til at betale for bolig og mad, udgifter i forbindelse med sygdom osv., men det gør vi ikke her i Marokko. Vi får ingen økonomisk hjælp overhovedet, ikke engang en arbejdstilladelse så vi kan arbejde indenfor lovens rammer. Her er nogle NGO-er, der arbejder med irregulære migranter, men de hjælper ikke asylansøgere og flygtninge, så vi har der her dokument, der ikke er meget bevendt. Det er rigtigt svært!

For nyligt blev tre venner og jeg overfaldet på gaden af en gruppe på ti unge marokkanere. Jeg var den eneste af os, der havde søgt asyl, så jeg klagede til Flygtningehøjkommissariatet. Selvom de betalte vores lægeudgifter – jeg havde snitsår på benene, og en af de andre havde i ansigtet – gør de ikke meget andet end at sige, at vi skal prøve at undgå overfaldsmændene. Men det er næsten umuligt, for de bor i det samme nabolag som os! Fordi alle vores penge og vores mobiltelefoner var blevet stjålet, havde vi intet tilbage til at betale husleje med, så vores udlejer smed os på porten. Først da hjalp FN os med en mindre sum penge, som gjorde det muligt for os at betale depositum for et andet værelse.

Grænsekontrol i Middelhavet
Jeg har prøvet a krydse over til Europa to gange, siden jeg kom til Marokko. Nogle af mine venner, som allerede er i Spanien, satte mig i forbindelse med en mand, der organiserer rejser over Middelhavet i en stor Zodiac gummibåd. Jeg hjalp ham med at finde flere passagerer, så vi kunne komme afsted. Jeg troede, at han havde betalt politiet for at holde sig borte, så vi kunne sætte båden i vandet og sejle imod Spanien – at det ville være lige så let som at sige ’hej’ til din nabo. Sådan var det overhovedet ikke. Vi kæmpede for det! Vi pumpede båden op i ly af klitterne, bar den hele vejen over stranden til vandkanten og da vi prøvede at starte påhængsmotoren, virkede den ikke! I det øjeblik kom politiet. Vi prøvede desperat at få motoren i gang, mens vi skubbede os længere ud. Intet held! Politiet råbte, at vi skulle komme tilbage ind på stranden, og da ingen lystrede, vadede betjentene ud for at få fat på os. Det var buldrende mørkt, og i kaosset slap flere af os forbi betjentene og flygtede ind i klitterne, hvor de ikke ville finde os så let. Det var totalt udmattende og ekstremt farligt! Vi prøvede en gang mere – samme resultat. Jeg ville end ikke foreslå min værste fjende at krydse over til Spanien på den måde!

Det er fordi det er så svært at få et visum, at mange tager chancen og prøver at komme til Spanien med i en gummibåd til trods for faren. Der er også en del, der ikke har et gyldigt pas, så de kan ikke rejse med fly. Gummibåden bliver så den eneste mulighed. Her spørger ingen efter billet eller pas. Hvis bare du har 1.500 euros (11.150 kr), mod og en redningsvest, så kan du komme til Spanien. Men havet er havet, og dit liv er i Guds hænder. Du risikerer at drukne, og du risikerer at blive samlet op af den spanske kystvagt og sendt tilbage til Marokko!

At klare sig i en svær tid
Jeg har tænkt på at rejse tilbage til Elfenbenskysten på trods af at det er meget risikabelt, fordi jeg var en af frontløberne i studenterbevægelsen. Lige nu venter jeg på Flygtningehøjkommissariatets beslutning, men hvis jeg ser, at livet i Marokko bliver endnu sværere, så må jeg løbe risikoen. Min datter har behov for at gå i skole. Jeg kan ikke bare sidde her og blive ældre og ikke engang være berettiget til en bankkonto i det her land! Hvis bare jeg kunne tro på at Ouattara (den nuværende præsident i Elfenbenskysten) har givet amnesti til politisk aktive. Og hvis bare han kan skabe jobs til os, de unge.

Jeg prøver også at få en opholdstilladelse her i Marokko. Jeg har fået tilbudt det her job som vagtmand, men kun hvis jeg kan fremvise en opholdstilladelse. Sidste uge rejste jeg til Fes for at blive indskrevet som studerende hos en marokkansk kvinde, der har en lille forretning med at udstede studenterregistreringsbeviser for 500 dirham (knap 350 kr) og huslejekontrakter for 450 dirham (300 kr). Da jeg kom tilbage til Rabat, var jeg på ambassaden for at få et dokument, der identificerer hvem jeg er, og med de dokumenter har jeg søgt om en opholdstilladelse. Normalt betaler du 3.000 dirham (godt 2.000 kr) for sådan en opholdstilladelse på det sorte marked.