JOHN

JEG KOM TILBAGE MED EN TOM KUFFERT 

En række mislykkede projekter
Min mor døde da jeg var femten år gammel og jeg kunne ikke fortsætte med at gå i skole. Der var ingen der støttede mig med skolepenge, så jeg blev nødt til at tjene mine egne penge. Jeg fik forskellige småjobs og lærte at køre bil. Jeg blev også gift og fik to børn, en pige og en dreng. Efter et stykke tid sparede jeg op og købte en brugt bil til at køre taxi i, men jeg tjente stadig ikke penge nok til at forsørge min familie. Til slut solgte jeg bilen for at bruge pengene til at komme til Europa. Det var i 2006. Jeg gav alle mine penge til en connection man (mellemmand), men han snød mig og gav mig ikke noget visum. Det var ligesom jeg havde klatret op på toppen af et bjerg og styrtede ned. Jeg var så skuffet. I 2008 havde jeg sparet lidt penge op igen. Denne gang besluttede jeg mig for at tage til Libyen i stedet for Europa. Jeg fik arbejde som murer i Tripoli, men så kom krigen i 2011. Min familie frygtede for mit liv, så jeg besluttede mig for at tage tilbage. Jeg havde penge i banken i Libyen, men alle bankerne lukkede på grund af krigen, så jeg blev nødt til at lade mine penge blive hvor de var. Det eneste jeg havde med tilbage til Ghana var min kuffert, og den var tom.

Jeg havde sendt penge til min familie i Ghana mens jeg var i Libyen, så jeg havde lidt penge, da jeg kom tilbage. Jeg er jo taxachauffør så jeg lånte penge i banken og købte en brugt bil, så jeg kunne starte med at arbejde igen. Men bilen var et gammelt vrag, så jeg endte med at sælge den igen. I stedet begyndte jeg at sælge trækul fra min landsby i Accra og kørte frem og tilbage i en gammel lastbil. Den brød også sammen, og så var alle mine penge væk. Så jeg besluttede mig for at tage til Libyen igen for at få mine penge tilbage og finde arbejde.

Først gidsel, så i fængsel
Denne gang tog jeg af sted sammen med tre venner. Vi lod som om, vi ville starte en forretning og lånte hver 1500 New Ghana Cedis (cirka 4500 kroner) i banken. Du kan ikke låne penge til at rejse for, så jeg blev nødt til at finde på en historie til banken. Vi forlod vores landsby d. 18. december 2012, på en tirsdag. Vi fortalte ikke nogen vi tog af sted – det var kun min kone og to børn, der vidste det. Det var en hård rejse. Vi blev kidnappet af en bevæbnet gruppe mellem Niger og Libyen, og de holdt os som gidsler i tre uger. Jeg var meget bange for at dø. Hvis der ikke er nogen, der kan betale løsepenge, mishandler de dig og efterlader dig til at dø i ørkenen. Vi slap først fri efter at nogle venner købte os fri.

Vi troede vores problemer var forbi nu, men vi tog fejl. På vej mod byen Gatron i den sydlige del af Libyen blev vi arresteret af det libyske politi. De satte os i fængsel sammen med en masse andre afrikanere. Det var forfærdeligt; vi blev behandlet værre end dyr – vi blev slået og fik ikke mad nok. Efter nogle uger udviste de os. De kørte os til Agadez i Niger i nogle store lastbiler sammen med 500 andre afrikanere – fra Gambia, Nigeria, Burkina Faso, Zambia, Congo Kinshasa, og Ghana. Det tog fem dage at køre til Agadez og så læssede de os af, og vi måtte klare os selv i byen. Vi måtte tigge på gaden for at tjene penge til busbilletten tilbage til Ghana. Vi havde bare været væk i lidt over to måneder, da vi kom tilbage. Min familie var glad for at se mig, men min kone var også bekymret, for hvordan skal vi nogensinde kunne betale de penge tilbage, jeg har lånt?

Jeg forstår ikke verdenen længere
Nu bliver jeg mest derhjemme i vores lejede værelse. Jeg går ikke ud; jeg gør ikke noget som helst. Min kone sælger bananer men hun tjener ikke særlig meget. Så jeg spiser kun aftensmad, når hun alligevel laver mad til børnene. Jeg forstår ikke verdenen længere. I Ghana skal mænd passe på deres koner og ikke omvendt. Men jeg kom tomhændet hjem og jeg er arbejdsløs, så jeg kan ikke gøre noget for min familie. Jeg tænker altid på, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kan få nogle penge. Vi bor til leje, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis huslejen stiger. Jeg har ikke kunnet sove, siden jeg kom tilbage. Min kone bliver så bekymret, så jeg lukker øjnene for at hun ikke skal lægge mærke til, at jeg ikke sover. Jeg beder til, at jeg kan tjene nogle penge men det er meget svært at få arbejde i Ghana, hvis du ikke har gået i skole. Derfor vil jeg gerne rejse igen, så jeg kan tjene penge og forsørge min familie.

John tog til Libyen for tredje gang i maj 2013 og har fundet arbejde i Tripoli.

 

John er født i Ghana i 1980. Han voksede op i en familie med ti børn. Hans mor døde da han var teenager. John har ikke gået særlig meget i skole og har haft svært ved at forsørge sin familie. Som 26-årig tog han til Libyen første gang (2006) og igen i 2012, men det er ikke lykkedes ham at vende tilbage med penge på lommen. I 2013 var han tilbage i Ghana.

Hans historie fortæller om manglende fremtidsmuligheder, når man ikke kan læse eller skrive, og hvordan migration kan gå galt.