Kenyas historie
Kolonitiden var præget af undertrykkelse og modstand frem til uafhængigheden i 1963. De første år efter selvstædigheden var optimistiske, men der gik ikke mange år, før det igen var farligt at være i opposition. Præsident Daniel Arap Moi holdt landet i et fast greb fra 1978 frem til valget i 2002.
Det politiske liv efter demokratiets indførelse i Kenya har langt fra været problemfrit. Alligevel kom den voldsomme voldsbølge efter valget i slutningen af 2007 bag på mange iagttagere. Men de øverste ansvarlige for volden er ikke blevet retsforfulgt.
Fraværet af “god regeringsførelse” og en omfattende korruption har gjort det svært for kenyanerne at have tillid til deres politikere. De statsejede skove har således været brugt af politikerne som en måde at skaffe sig velstand og politisk støtte på. Men den nye forfatning fra 2010 skabte håb om, at korruptionen bliver mindre, og at magthaverne ikke fremover vil bruge vold for at holde sig ved magten.
FØR SELVSTÆNDIGHEDEN
Østafrika er menneskehedens vugge
Nogle af de ældste fund af fortidsmennesker – flere millioner år gamle – er gjort i det nuværende Kenya, blandt andet ved Turkanasøen. Kenya har været knudepunkt for en række folkevandringer fra Nildalen i nord og fra Afrikas indre. I det første årtusind e.v.t. blev stenalderkulturen langsomt afløst af en jernalderkultur med avanceret landbrug i terrasser og huse af sten. Det skete, da bantufolk fra vest fortrængte de jæger- og samlerfolk, som hidtil havde levet i området.
Kystområdet fra Somalia i nord til Mozambique i syd blev gradvist koloniseret af arabere allerede i 700-tallet. I mødet mellem arabere og de afrikanske bantufolk udviklede swahilikulturen sig. De arabiske købmænd handlede allerede i middelalderen med Persien, Indien og Kina. Inde i landet hentede de elfenben og slaver, som de byttede for klæder, metaller, keramik og salt. Sproget swahili bredte sig langs handelsruterne sammen med arabernes islamiske religion.
Swahilisamfundenes handelsimperium blev splittet af portugiserne, der i 1500-tallet oprettede en række handelsstationer langs søvejen til Indien. Portugiserne bragte nye afgrøder med sig fra Amerika, for eksempel majs, kassava (maniokrod) og tobak. Der fandtes ingen store konge- eller høvdingeriger i det indre Kenya. Befolkningen dér levede primært af landbrug og kvægdrift samt af den livlige handel mellem de forskellige folkeslag. Nye grupper kom til – blandt andet luo-folket, som i slutningen af 1500-tallet indvandrede fra det nuværende Uganda.
Sultanatet Oman ved Den Persiske Golf havde ambitioner om at opbygge sit eget imperium og fordrev portugiserne i slutningen af 1600-tallet. Konflikter med omanerne og indbyrdes kampe mellem byerne langs kysten prægede en stor del af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. I midten af 1800-tallet ændrede handelsruterne sig. Karavanerne trak handelen bort fra kysten og ind i landet. Efterhånden kom britiske missionærer og handelsfolk til at dominere området og fortrænge omanerne.
Britisk protektorat og kronkoloni
Da de europæiske stormagter delte det afrikanske kontinent mellem sig ved Berlinkonferencen i 1884-1885, fik Storbritannien det område, som senere kom til at hedde Kenya. Det blev et britisk protektorat i 1895. Samme år begyndte man at anlægge jernbanen til Uganda. Meget af arbejdskraften til sporlægningen blev hentet i Indien.
Briterne gav visse udvalgte afrikanske ledere særlige begunstigelser for at sikre sig deres støtte, og forskellige grupper blev spillet ud mod hinanden. Fra 1902 og fremefter blev hvide nybyggere opmuntret til at slå sig ned i det frodige højland, og den oprindelige befolkning blev fordrevet. Blandt senere nybyggere var den danske forfatter Karen Blixen, der i 1914 slog sig ned i Ngong Hills, hvor hun i knap 20 år med svigtende held forsøgte at drive en kaffeplantage.
Men nybyggerne havde svært ved at finde arbejdskraft. Derfor indførte myndighederne skatter for at tvinge afrikanerne til at arbejde på de hvides gårde, så de kunne tjene penge til at betale skatten. Under Første Verdenskrig blev nybyggernes undertrykkelse af den oprindelige befolkning stærkere, og utilfredsheden voksede i befolkningen. I begyndelsen af 1920’erne opstod der en række politiske organisationer blandt den brede befolkning. I 1920 var Kenya blevet en britisk kronkoloni. Blandt de hvide nybyggere voksede ønsket om en løsrivelse fra Storbritannien og selvstyre inden for det britiske statssamfund Commenwealth, ligesom Australien og Canada.
Modstand og oprør
I 1944 blev Kenyas Afrikanske Union, KUA, dannet med Jomo Kenyatta som leder. Medlemmerne var en veluddannet elite fra flere forskellige folkegrupper, men domineret af kikuyuer. KAU’s krav om at de sorte skulle have ret til jord i højlandet, var særligt kontroversielt. Da det ikke lykkedes at vinde gehør for kravet om ejendomsret til jorden med fredelige midler, voksede modsætningerne inden for KAU.
Utilfredsheden tog til og førte til mau-mau-oprøret i 1952 med væbnede angreb på hvide nybyggere. I oktober samme år indførte briterne undtagelsestilstand og gik til modangreb. KAU’s ledere – blandt andet Kenyatta – blev fængslet, og 90.000 sorte blev spærret inde i lejre. Politiske organisationer blev forbudt. I stedet overtog fagforeningsledere som Tom Mboya og Oginga Odinga – begge luoer – ledelsen af den fortsatte modstandskamp. I 1956 havde kolonimagten helt overtaget kontrollen med Kenya. Konflikten kostede 13.000 afrikanere – flest kikuyuer – livet, mens de hvides tab var langt mindre: 95 dræbte, heraf 32 civile.
Undtagelsestilstanden blev ophævet i 1960, og samme år blev KAU omdannet til Kenyas Afrikanske Nationale Union, KANU. Partiet fik især støtte fra kikuyuer og luoer og krævede jordreformer og selvstændighed for Kenya. Det rivaliserende Kenyas Afrikanske Demokratiske Union, KADU, arbejdede for en løsning i form af en forbundsstat, der skulle sikre også de mindste befolkningsgrupper politisk indflydelse.
Selvstændighed
KANU vandt de første almindelige valg i 1961, men nægtede at danne regering, så længe Kenyatta sad i fængsel. Han blev løsladt senere på året. Efter næste valg i 1963 blev Kenyatta premierminister samtidig med, at Kenya fik indre selvstyre. Fuld selvstændighed fik landet den 12. december 1963. Året efter udråbtes en republik med Kenyatta som præsident. Hans budskab var national forsoning. Kenyatta gennemførte en jordreform, så den frodige jord i højlandet, der hidtil havde været på hvide hænder, blev overdraget til sorte afrikanere.
EFTER SELVSTÆNDIGHEDEN
Efter selvstændigheden og frem til 1970’erne oplevede Kenya en høj økonomisk vækst. Inden for KANU voksede spændingen imidlertid mellem partiets to fraktioner, en konservativ under ledelse af Tom Mboya og en mere radikal under Oginga Odingas ledelse. Odinga blev afsat som vicepræsident i 1966 og dannede i stedet Kenyas Folkeunion, KPU. Odinga mente, at et fåtal blev stadig rigere på flertallets bekostning. Kenyatta forbød KPU i 1969 og fængslede Odinga. Samtidig fik løsgængere forbud mod at stille op til parlamentsvalget, så uofficielle KPU-medlemmer var afskåret fra at kandidere.
Det blev mere og mere farligt at kritisere Kenyatta og hans politik. En række fremtrædende systemkritikere blev fængslet i årene 1975-1978. Da Kenyatta døde i 1978, overtog vicepræsident Daniel arap Moi magten. Indledningsvis betød Mois styre større åbenhed, men fra begyndelsen af 1980’erne viste Moi mindre og mindre tolerance over for sine kritikere. Etpartistyret blev indskrevet i forfatningen. Samtidig røg landet ud i en lavkonjunktur.
Menneskerettigheder under pres
I 1982 forsøgte flyvevåbnet et mislykket kup. Kupmagerne blev henrettet, og endnu flere blev fængslet. Moi anklagede luo-folket for at stå bag kupforsøget, men også en række kikuyuer blev udrenset. Regimets krænkelser af menneskerettighederne vakte stigende international kritik. I et forsøg på at formilde gemytterne løslod regimet alle landets politiske fanger i juli 1989.
Da flere oppositionsledere blev anholdt i juli 1990, kom det til demonstrationer i Nairobi. Over 20 mennesker blev dræbt, da sikkerhedsstyrkerne åbnede ild mod folkemasserne. Kritikken af præsident Moi voksede, og urolighederne bredte sig til andre byer. Nu begyndte også landets bidragsydere at presse på for en demokratisk udvikling og besluttede at indefryse store dele af hjælpen til Kenya. I 1991 gik præsident Moi med til at indføre flerpartisystem. Store dele af oppositionen slog sig sammen i juli 1991 i Forum for Demokratiets Genindførelse, FORD, men uenighederne førte allerede året efter til partiets splittelse i to. I 1992 blev Kenya rystet af voldsomme etniske konflikter, der kostede 2000 mennesker livet, og som regimet blev anklaget for at have ansporet til.
Valget i december 1992 blev vundet af Moi, i høj grad fordi oppositionen var så splittet, og KANU fik absolut flertal i parlamentet. Efter valget strammede præsident Moi atter sit greb om magten. Flere parlamentsmedlemmer blev fængslet, og krænkelserne af menneskerettighederne fortsatte. Forud for valget i 1997 samledes oppositionspartier, menneskerettighedsorganisationer, frivillige organisationer og religiøse grupper i protestorganisationer, der ofte blev slået brutalt ned. Lige inden valget kom regeringen med indrømmelser til oppositionen, hvilket på sin vis gav Moi det politiske initiativ. Han vandt præsidentvalget med en bred margen. Ingen af oppositionens kandidater havde nogen særlig vælgeropbakning uden for deres hjemprovinser, og valgresultatet afspejlede Kenyas etniske splittelse. Ved parlamentsvalget fik KANU 107 af de 210 mandater. Nye etniske uroligheder i begyndelsen af 1998 efterlod over 100 dødsofre, og tusindvis af mennesker blev drevet på flugt. Regering og opposition anklagede hinanden for at have opildnet til urolighederne.
KANU mister opbakning
I august 1998 blev USA’s ambassade i Nairobi jævnet med jorden i et terrorangreb. Over 250 mennesker – flest kenyanere – blev dræbt, og 5000 andre blev kvæstet. Samtidig fandt et lignende angreb sted mod den amerikanske ambassade i Dar es Salaam. Muslimske terrorister med forbindelse til saudiarabiske Osama bin Laden og dennes terrornetværk, al-Qaeda, blev mistænkt for at stå bag. Senere blev fire personer idømt livsvarigt fængsel i New York for indblanding i attentaterne. Den omfattende korruption i landet skabte fortsat spændinger i forholdet til bistandsyderne. Den Internationale Valutafond og Verdensbanken stillede store krav for at genoptage deres støtte til Kenya, men regeringens forsøg på at komme korruptionen til livs var kun halvhjertede.
Først i maj 2002 vedtog parlamentet de love, der var nødvendige for at genoprette antikorruptionsmyndigheden. Samtidig blev det besluttet, at offentligt ansatte, der var under mistanke for korruption, omgående skulle suspenderes. Det tilfredsstillede dog ikke bistandsyderne, og økonomien haltede videre. Forud for valget i 2002 opstod der modsætninger inden for KANU, der for en stor del skyldtes utilfredshed med Mois valg af kronprins. Moi havde valgt Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas første præsident, men temmelig uprøvet i politik.
Da Kenyatta formelt blev KANU’s præsidentkandidat i oktober, forlod et stort antal parlamentsmedlemmer og ministre partiet, deriblandt luo-lederen Raila Odinga, søn af tidligere vicepræsident Oginga Odinga. Udbryderne dannede Det Liberaldemokratiske Parti, LPD, der siden indgik alliance med et dusin andre partier i Den Nationale Regnbuekoalition, NARC, og stillede sig bag Mwai Kibaki ved præsidentvalget.
Der blev afholdt præsident- og parlamentsvalg i december 2002, og også denne gang var valgkampen præget af politisk vold, om end i mindre omfang end tidligere. Begge de førende præsidentkandidater var kikuyuer, og begge lovede gennemgribende forandringer af kenyansk politik. Kibaki vandt præsidentvalget med 62 procent af stemmerne over for Kenyattas 31. NASRC vandt også overlegent ved parlamentsvalget, hvor alliancen fik over 56 procent af stemmerne mod KANU’s 29 procent.
Flere iagttagere mente, at det etniske tilhørsforhold havde spillet en langt mindre rolle ved dette valg end tidligere, og at mange vælgere havde indset, at konkurrencen mellem folkegrupperne kun havde gavnet Moi. Valgresultatet blev dog første og fremmest betragtet som et udtryk for den store utilfredshed med Mois og KANU’s styre og ikke nødvendigvis som en stor tillidserklæring til NARC.
KENYA EFTER 2002
Valget i 2002 gjorde op med 24 års KANU-styre, men euforien over at være sluppet af med Daniel arap Mois undertrykkende styre lagde sig hurtigt. Også den ny regering under præsident Mwai Kibaki blev kritiseret for korruption og for ikke at bremse volden efter valget i 2007.
Valget i december 2002 blev vundet af den nationale regnbuekoalition med præsident Mwai Kibaki i spidsen og bragte 24 års KANU-styre til ophør. Den nye regering udtrykte vilje til reformer og forandring, og med perspektiverne for en positiv politisk, økonomisk og social udvikling i Kenya var vejen banet for et tættere samarbejde med det internationale samfund – herunder Danmark.
I sin første regering forsøgte Kibaki at finde en balance mellem de forskellige etniske grupper og regeringsalliancens to store blokke, hans eget Kenyas Nationale Allianceparti, NAK og Raila Odingas Liberaldemokratiske Parti LDP. Det viste sig dog hurtigt, at der var modsætninger mellem de to blokke – specielt hvad angik forfatningsændringer, hvor Kibaki og NAK ønskede, at magten primært skulle ligge hos præsidenten, men LDP ville have større magt til parlamentet.
Ved en folkeafstemning den 21. november 2005 afviste et flertal på 57 procent af vælgerne regeringens udkast til en ny forfatning. Det var et stort nederlag for præsident Kibaki, der kort efter omdannede sin regering og slap af med personer, der havde stemt mod forfatnings-forslaget.
Koalitionsregeringen var skrøbelig. Den var totalt domineret af Kibakis kikuyu-stamme, og den blev skæmmet af korruptionsskandaler, der igen fik det internationale samfund til at være tilbageholdende med lån og bistand. En ny forfatning blev først vedtaget i 2010.
Valget i 2007 startede en voldsbølge
Valget d. 27. december 2007 blev begyndelsen på den værste politiske krise i 25 år. Valgresultatet viste et meget tæt løb mellem den siddende præsident Mwai Kibaki fra PNU og Raila Odinga fra ODM med Kalonzo Musyoka fra ODM-K på en tredjeplads. Selve valghandlingen d. 27. december 2007 foregik relativt roligt med en rekordstor valgdeltagelse, men den efterfølgende stemmeoptælling blev præget af kaos og manipulation, og internationale valgobservatører rapporterede om svindel med stemmer og optælling. Efter flere døgn offentliggjorde Kenyas valgkommission et valgresultat, der gav et snævert flertal til Mwai Kibaki ved præsidentvalget. Derimod fik ODM flertal i parlamentet.
Den kenyanske befolkning reagerede på det, de så som valgsvindel, og voldsomme oprør brød ud i flere byer og landområder. Hundredvis af mennesker blev dræbt, i noget der lignede etniske kampe mellem især kikuyuer, der støttede Kibaki, og lou’er og luhya’er, der især støttede Odinga. Politiet blev beskyldt for at være ansvarlig for mange overtrædelser af menneskerettighederne, og der var rapporter om tortur og drab. Alligevel valgte myndighederne ikke at undersøge politiets rolle i volden.
En lang række internationale mæglere, herunder tidligere FN generalsekretær Kofi Annan, forsøgte at mægle for at få sat gang i en politisk proces, der skulle danne bro mellem de stridende parter. Volden efter valget stilnede først af, efter at FN og Den Afrikanske Union havde mæglet. I februar 2008 underskrev Mwai Kibaki (Party of National Unity) og Raila Odinga (Orange Democratic Movement) en aftale, der havde til formål at skabe bæredygtig fred, stabilitet og retfærdighed. Kibaki beholdt præsidentembedet, mens Odinga blev premierminister.
Men mere end 1200 mennesker var ifølge myndighederne blevet dræbt. Over 350.000 mistede deres hjem. Omkring 12.000 krydsede grænsen til Uganda som flygtninge, og tusinder blev alvorligt såret. Volden i 2007 trækker stadig spor i Kenya, hvor mange ved hvert demokratisk valg frygter, at blodsudgydelserne skal gentage sig.
Kenyas konflikter er ikke etniske
Den internationale mediedækning er af Kenya-kendere blevet kritiseret for at forenkle landets konflikter til et spørgsmål om etnicitet. Men volden skal sættes ind i en sammenhæng, og hverdagens problemer udspringer af de økonomiske spændinger, der kommer af, at halvdelen af kenyanerne lever for under en dollar om dagen. Og som andre steder i verden er det også de fattige, der bliver ramt af volden.
I 2010 fik Kenya en ny forfatning, og i 2013 blev Uhuru Kenyatta, søn af Jomo Kenyatta, valg til Kenyas 4. præsident. Valgene i 2013 og i 2017, hvor Kenyatta blev valgt for anden gang, har været præget af anklager om manipulation af stemmesystemerne. Valget i 2017 blev i første omgang annulleret af højesteret, som erklærede, at en ny afstemning skulle finde sted, da Raila Odinga, Kenyattas modkandidat, klagede over optællingen af stemmerne. Valget endte dog med at blive anerkendt, og Kenyatta blev indsat som præsident den 28. november 2017.
De to gamle rivaler har siden sluttet fred, og i marts 2018 mødtes udgav de dokumentet Building Bridges to a New Kenyan Nation, hvori de både anerkender de underliggende problemer, som fører til uro og splittelse i befolkningen, og fremlægger en fælles plan for at skabe fundamentet for en bedre fremtid.
Politiske vold ses stadig, og ifølge Kenyas Menneskerettighedskommission blev 92 mennesker dræbt i forbindelse med valghandlingerne i 2017. Kommissionen rapporterede endvidere om 86 tilfælde af seksuel eller kønsbaseret vold og fandt det “yderst bekymrede” at man i Kenya skal opleve seksuel vold “som et våben til underkastelse” i forbindelse med politiske valg.