Omskæring i vesten

Hvor omskæring i visse lande og lokalsamfund kan være en forudsætning for, at en pige eller kvinde føler sig som en accepteret og integreret del af et samfund, kan omgivelsernes negative holdning i vestlige lande have den modsatte effekt. Det kan være svært for specielt unge flygtningepiger, der gerne vil integreres i deres nye omgivelser, men som ofte bliver mindet om, at deres kroppe ”mangler noget”.

Som den norske socialantropolog Aud Talle formulerer det, bør vi – og ikke mindst medierne – nuancere vores debat om kvindelig omskæring:
”Når ikke nuancerne kommer frem, bliver ’de andre’ overgribere og primitive barbarer i vores øjne. Vi ser ikke, at det er mødre og fædre, der går med til at omskære deres døtre i mange tilfælde med store betænkeligheder. Socialt set har de ikke meget valg, men de ser også, at det indebærer fortvivlelse og smerte hos pigerne,” siger Aud Talle, der efterlyser kompleksitet og forståelse i debatten. ”Forståelse fordrer dialog. Hvis man vil gøre noget ved omskæringen, tror jeg, man kommer længere med dialog og forståelse end fordømmelse.” (se Skal vi forstå?)

I et land som Danmark er det specielt sundheds- og socialarbejdere, der kommer i berøring med kvindelig omskæring. Kvindelig omskæring er ikke noget, de fleste ønsker at tale om, men netop i forbindelse med graviditet og fødsel, kan det ikke undgås. En epokegørende undersøgelse gengivet i (se WHOs) nyhedsbrev Progress (2006) har for første gang vist, at kvinder, der er blevet omskåret, løber en betydelig større risiko for komplikationer i forbindelse med børnefødsler sammenlignet med kvinder, der ikke er omskåret. Undersøgelsen omfatter 28.393 fødende kvinder i Burkina Faso, Ghana, Kenya, Nigeria, Senegal og Sudan.