OverklasseN

Overklassen i Bolivia er primært af europæisk oprindelse. De tidligere mineejere, oftest omtalt som ’tin-baronerne’ og deres familier, Patiño, Hochschild y Aramayo, var længe blandt de rigeste i Bolivia. De var ikke bare enormt rige, men havde også en væsentlig indflydelse på politik og samfundsliv.

Den tidligere økonomiske elite har mindre indflydelse i dag, selvom overklassen stadig er til at få øje på. I La Paz i bydelen Zona Sur er enorme villaer hegnet inde bag store mure, overvåget af private vagter. Vejene er pænt vedligeholdte, og overklassens villaer prydes af velholdte græsplæner og store biler.

Zona Sur er først og fremmest befolket af rige virksomhedsejere, direktører fra mediebureauer og udenlandske diplomater. De bruger byens kulturtilbud og dyre restauranter og sender deres børn på private skoler og universiteter. Udover Zona Sur, bor overklassen i velstående bydele i andre af Bolivias større byer, fx. Cochabamba og Santa Cruz.

DET BOLIVIANSKE TEXAS

Også ejerne af de store jordbrug i lavlandet hører med til overklassen. Specielt i Santa Cruz departementet er kvægbrugene enorme med sojamarker og sukkerplantager, der dækker turindvis af hektarer. Nogle familier er helt utroligt rige og beskæftiger hver hundredvis af landarbejdere.

Ifølge en analyse af den katolske kirke ejer en lille gruppe familier 90 procent af Bolivias dyrkbare jorder, mens resten er fordelt mellem cirka 3 millioner småbønder, størstedelen tilhørende den oprindelige befolkning.

Også udlændinge har lov til at købe jord, og specielt jordejere fra Brasilien og Argentina har købt, så en million hektarer landbrugsjord i dag er på udenlandske hænder. Derfor indførte den tidligere MAS-regering under Luis Arce i 2023 et loft på 2.000 hektarer for udenlandske opkøb.

Det rigeste departement
Mange i Santa Cruz-området er utilfredse med indblanding fra centralregeringen, og i perioder har der været stærke kræfter, der argumenterede for en løsrivelse fra resten af landet, som overklassen i Santa Cruz betragter som ’tilbagestående’. Da halvdelen af Bolivias landbrugseksport (soja, ris, oksekød) kommer fra Santa Cruz vil området kunne klare sig bedre uden det fattige Amazonas og højlandet, mener de.

En løsrivelse ligger dog ikke lige for. Selvom den hvide overklasse er økonomisk indflydelsesrig, er den en minoritet i antal. I Santa Cruz er der flest såkaldte ”Collas”, dvs. folk fra de to store grupper af oprindelige folk: aymara og quechua, der er rejst hertil fra højlandet for at arbejde.