MULTIKULTURALISME
Bolivia er et af de lande i verden, der har den største procent af oprindelige folk. Der er registreret 36 forskellige oprindelige folk i landet, hvoraf de største er quechua og aymara, som hovedsagelig bor i højlandet.
Knap halvdelen af befolkningen identificerer sig ifølge en national folketælling i 2017 som oprindelige folk, og med Evo Morales som præsident var der mange, der oplevede mere værdighed og flere rettigheder. Inden da havde de siden den spanske kolonisering praktisk talt været sat uden for politisk indflydelse og var blevet groft udnyttet af den magthavende klasse.
Revolutionen i 1952 gjorde op med den åbenlyse eksklusion af de oprindelige folk, og de fik adgang til jord, men det løste ikke ulighedsproblemet, og diskriminationen i uddannelsessystemet og i andre sammenhænge fortsatte. Selv i dag er de oprindelige folk dårligt repræsenteret på TV og andre massemedier.
Plurinationalisme og ny grundlov
Den første artikel i Bolivias grundlov fra 2009 stadfæster Bolivia som en enhedsstat, men landet fik ved samme lejlighed sit nye navn ”Den plurinationale republik, Bolivia”, der består af autonome departementer og ’mange nationer’. Forfatningen er i høj grad et projekt påbegyndt af de oprindelige folks sociale organisationer – et projekt for de oprindelige folk – og det er essentielt, at forfatningen nu anerkender, at Bolivia består af etnisk set forskellige grupper og at de forskellige lokalsamfund har fået tildelt en hvis grad af selvforvaltning.
”Det gode liv” (”Vivir bien”) i et multikulturelt samfund – en balancegang
En stor del af Bolivias befolkning, især de unge, tilhører i dag en blanding af flere kulturer, og identificerer sig som ’mestiz’. Identitetsblandingen mellem hvid-, mestiz- og oprindelige folk ses på mange planer. De fleste bolivianere er eksempelvis katolikker, men fastholder samtidig træk fra Andesbjergenes oprindelige spiritualitet, dyrkelsen af Pachamama (Moder Jord) m.v. Også ”hvide” bolivianere ofrer chicha (indiansk majsøl) og røgelse til Pachamama. Eksempelvis betragter den tidligere præsident Evo Morales sig som tilhørende de oprindelige folk, men hans navn er spansk, og han har en baggrund i en fagforeningskultur, som er vestlig i sit udspring. Unge i El Alto kan være både inspireret af amerikansk populærkultur (fx Hip Hop), oprindelige folks traditioner og kalde sig katolikker på samme tid.
Det grundlæggende fundament for Evo Morales’ politik kan indfanges i konceptet ’Vivir Bien’ (at leve godt / det gode liv), og det går forsimplet sagt ud på, at der skal være harmoni imellem menneskene og mellem mennesket og naturen. Det handler om organisering af både økonomi, jordrettigheder og uddannelse efter en fællesskabsorienteret og kommunitaristisk tankegang.
Den store udfordring i dagens Bolivia er imidlertid at få plads til både samhørighed og forskellighed – at sikre national samhørighed samtidig med at de forskellige kulturer – ’nationer’ – anerkendes. Det er også en balancegang mellem det traditionelle og det moderne i en tid med økonomisk vækst og migration. At skabe harmoni og tilfredshed i et så multikulturelt samfund som det bolivianske har ikke vist sig at være let for den tidligere MAS-regering.
Diskrimination og kulturclash
MAS regeringen vedtog i 2010 lov 045 mod racisme og alle former for diskrimination, og flere oprindelige folk fik poster i parlamentet og den offentlige administration. Flere har efterhånden også fået del i landets økonomiske vækst, og det er ikke længere skamfuldt at kalde sig ’indigena’ (oprindelig) i medier og i offentlige forsamlinger. Men der er stadig stor ulighed mellem ’de hvide’, det rige mindretal og ’indianerne’, der er de fattigste – længst væk fra indflydelse og velstand. Diskrimination og racisme findes overalt i Bolivia.
Det opleves for eksempek i La Paz, hvor der nu er en svævebane der forbinder det fattige og overvejende ’indianske’ El Alto og den rige ”amerikaniserede” Zona Sur. Svævebanen, el Teleferico, har gjort det let (og billigt) for borgerne i El Alto at komme til La Paz’ største shoppingcenter, MegaCenter, der hidtil primært har været de riges domæne. Interkulturel integration var et af Evo Morales’ formål med opførelsen af svævebanen, men El Altos borgere er ikke just blevet modtaget positivt i det rige Zona Sur. I stedet er de blevet udsat for chikane og beskrevet som ’beskidte’ og uciviliserede indianere, der invaderer det ’moderne La Paz’.
Denne form for racisme forsøgte Evo Morales ellers at gøre op med bl.a. via racismeloven, samt ved at gøre det lovpligtigt at alle offentlige bygninger og butikker har et skilt hængende med ordene ”vi er alle lige for loven” (“todos somos iguales ante la Ley”). Men efter de første 500 klager om overtrædelse af den gældende lov mod racisme, var ingen blevet dømt for racisme, og der er udbredt kritik af den manglende konsekvens.