Udviser 

For nogle migranter ender rejsen gennem Afrika mod Europa eller andre steder med udvisning, hvor migranterne smides ud af opholds- eller transitlandet. Udvisning ses ofte som den værst tænkelige udgang på en migration. Livet efter udvisning til hjemlandet er ofte præget af usikkerhed, fattigdom og social stigmatisering. Mange udviste vender tomhændede hjem; nogle er syge, eller lider af psykiske problemer på grund af traumatiserende oplevelser under vejs, i detentionslejr, eller i forbindelse med udvisningen. Selvom udvisninger nogle gange kaldes hjemsendelser, er den udviste ikke nødvendigvis velkommen i hjemlandet – hvis han eller hun i det hele taget udvises dertil. Tværtimod kan konflikt, voldelige omgivelser, fattigdom, gæld, skam, arbejdsløshed og høje forventninger fra familie og lokalsamfund gøre det særdeles vanskeligt for udviste at genetablere deres liv. Ofte resulterer udvisning derfor i en ny migration Udvisning stopper altså ikke nødvendigvis migration.

Hvad er udvisning?
Der benyttes en lang række betegnelser for udvisning: Hjemsendelse, tilbagesendelse, repatriering, tvungen udrejse, eller deportation. Disse betegnelser har forskellige historier og giver forskellige associationer om udvisningens frivillighed eller tvang. Resultatet er dog det samme: et individ uden statsborgerskab i det pågældende land sendes tvangsmæssigt ud af opholdslandet, som oftest kombineret med indrejseforbud i en årrække.

Retten til at udvisning udgør en del af staters suverænitet – det vil sige staters ret til at bestemme hvilke personer, der må opholde sig på deres territorium – en ret som i princippet er begrænset af internationale aftaler, så som menneskerettigheds- og flygtningekonventionen. Dette gælder blandt andet princippet om non-refoulement – d.v.s. at det ifølge international lov ikke er tilladt at udvise en person til et land, hvor hans eller hendes liv eller frihed er truet. Det er dog langt fra alle lande, der overholder eller har underskrevet disse konventioner. ’Ikke-regelmenterede’ udvisninger, hvor migranter dumpes i ingenmandsland i ørkenen eller i en større by langt fra deres hjemland, er derfor almindelige. Ligeledes er der eksempler på at migranter hindres i at komme ind i anden stats farvande eller territorium. I sådanne tilfælde respekteres retten til at søge – og derved få afprøvet retten til – asyl heller ikke.

Hvem udvises?
Man kan skelne mellem udvisning som følge af kriminalitet og udvisning som følge af en migrants irregulære status. Det sidste er den almindeligste grund til udvisning og kan ramme en bred gruppe af mennesker: afviste asylansøgere; flygtninge, hvis opholdstilladelse eller asyl ikke er blevet forlænget (for eksempel i forbindelse med humanitær opholdstilladelse); og migranter uden gyldige papirer, som manglende eller udløbet pas, visum, eller arbejdstilladelse. Migranter med irregulær status har ofte mulighed for frivillig – eller såkaldt ‘assisteret udrejse’ for at undgå udvisning, men frygt for fremtiden i oprindelseslandet afholder mange fra at benytte sig af denne mulighed.

I et internationalt perspektiv er antallet af udvisninger steget de senere år. Udvisninger er en central del af migrationspolitikkerne i Europa og mange andre steder i verden; ligeledes er grænsen for hvilke typer kriminalitet, der medfører udvisning, blevet sænket i mange lande. Dette kan skyldes den generelle sammenkobling af spørgsmål om migration, sikkerhed, og terrorisme, der har domineret siden 11. september 2001, hvor migranter ses som en mulig sikkerhedsrisiko. Stigningen af udviste afspejler også stramninger i indvandringspolitikker i en række lande, hvor det er blevet sværere at få asyl, opholdstilladelse og statsborgerskab. Dermed sker en potentiel udvidelse af gruppen af udviselige migranter med irregulær status – hvad der på engelsk er kaldt deportability.

I 2016 vedtog Europaparlamentet et nyt hjemsendelsesdirektiv. Direktivet sigter mod en standardisering af medlemslandenes regler for fængsling og udvisning af irregulære migranter, der opholder sig i EU. Det foreskriver, at migranter uden gyldig opholdstilladelse enten skal udvises eller have opholdstilladelse for at undgå at migranter havner i et ’legalt limbo’, men gør det også muligt for EU-landene at fængsle migranter i op til 18 måneder, hvis de ikke har tilladelse til at opholde sig i EU. Direktivet er derfor blevet kritiseret af organisationer som FN og Amnesty International. Hvor direktivet endnu ikke er indskrevet i alle de europæiske lovgivninger, peger dets udformning mod en fortsat stigende grad af udvisninger fra Europa.

Hvordan foregår udvisning?
Udvisning finder i mange tilfælde sted efter kortere eller længere ophold (op til flere år) i en detentionslejr, et fængsel, eller et udrejsecenter som for eksempel Sandholmlejren i Danmark. Forholdene i detentionslejre og fængsler er ofte kummerlige og umenneskelige og er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper. Andre udvisninger foregår umiddelbart efter at migranten er pågrebet, for eksempel i en politirazzia.

Udvisninger fra EU foretages ofte i grupper, hvor et enkelt eller en række medlemslande i fællesskab hyrer et fly til at transportere en større gruppe udviste til oprindelses- eller nabolandet, og hvor der kun er udviste personer og politi eller militær som passagerer. I andre tilfælde sendes de udviste med almindelige passagerfly ledsaget af politi. I modtagerlandet bliver den udviste overgivet til de lokale myndigheder i lufthavnen, hvor de afhøres og registreres. Derpå bliver de fleste overladt til deres egen overlevelse.

I andre tilfælde, særligt i de nordafrikanske lande, foretages udvisninger ikke med fly men med bus eller lastbiler. I enkelte tilfælde er udviste migranter blevet transporteret i containere. Udviste køres til en større by, om for eksempel Agadez i Niger, eller læsses af i ørkenen i ingenmandsland uden hjælp til at komme videre. Det er så op til den enkelte migrant at transportere sig selv videre – og i det hele taget overleve i ørkenen. Sådanne udvisninger indebærer en meget stor risiko for den udviste, og kan let føre til flere dødsfald. Det er dog ikke kun nordafrikanske lande, der har en hårdhændet udvisningspraksis, der er også sket en række dødsfald i forbindelse med udvisninger fra Europa, når den udviste har sat sig til modhverve.

Udvisninger er ikke et nyt fænomen i hverken europæisk eller afrikansk historie. I 1960erne fandt flere masseudvisninger sted i Vestafrika. Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten) udviste omkring 16.000 migranter fra Benin, ghanesiske fiskere blev udvist fra Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten, og i 1969 udviste Ghana over 500.000 irregulære migranter fra især Nigeria, Niger og Øvre Volta (nu Burkina Faso). I 1983 svarede Nigeria så igen ved at udvise over anslået 1,5 millioner migranter, heraf cirka 700.000 ghanesere.

I de senere år er vestafrikanske migranter dog især blevet udvist fra Nordafrika og Europa. Der findes ikke statistik over det samlede antal udviste fra Europa, men Europas grænseagentur, Frontex, angiver, at der i 2012 var 206.000 udlændinge der stod til udrejse – og enten rejste frivilligt eller blev udvist.