ARBEJDERE
Bolivias minearbejdere fører stadig an i den militante arbejderbevægelses kampe for bedre levevilkår. Kort efter Rodrigo Paz blev indsat som ny præsident i 2025 indførte regeringen økonomiske reformer med henblik på at mindske landets udlandsgæld – blandt andet ved at fjerne subsidier på brændstof, hvilket fik benzin- og dieselpriser til at stige eksplosivt og gøre det for dyrt at benytte de kollektive taxaer – den mest almindelige transportform.
Minearbejderne gik forrest i demonstrationer i hovedstaden La Paz. De har tradition for at bruge dynamit ved demonstrationerne og i voldsomme sammenstød benytter politiet tåregas og gummikugler.
Se optagelser fra demonstration og sammenstød med politiet december 2025
Selvom de faglige organisationer står stærkt i Bolivia, har de ikke kunnet fremtrylle flere arbejdspladser. I 2022 arbejdede 85 procent af befolkningen i den såkaldte ’uformelle økonomi’ – altså uden kontrakt, beskyttelse og rettigheder til for eksempel løn under sygdom, barselsorlov etc.
Minearbejdernes organisering har tidligere haft afgørende betydning for Bolivias politiske udvikling. I 1952 blev minerne nationaliseret, men konflikten mellem minearbejdere og mineejerne – som nu var staten – stoppede ikke med det. Minearbejdere var gang på gang i front mod undertrykkende militærdiktaturer og mange betalte dyrt med deres liv. (Se Sølvbjergets børn)
Det nuværende arbejdsmarked er en arv fra de internationale institutioners krav om privatiseringer i 80’ernes Bolivia. Arbejdstagerrettigheder blev afskaffet og faglige organisationer forsøgt splittet, og først efter 15 år lykkedes det at samle kræfterne i en kamp mod privatisering af vandet – kendt som ’vandkrigen’.
Mange af de uformelle arbejdere er børn. De hjælper deres forældre på landet eller i små private virksomheder i byen, eller de forsøger sig som skopudsere. De mest sårbare risikerer at blive udsat for seksuel udnyttelse og menneskehandel.
Se film om Yhonny, der arbejder som skopudser i La Paz Bolivia for at tjene penge til familien.