Vandets pris

I landsbyen Jalsindhi, i den indiske delstat Madhya Pradesh, nærmer vandet sig husene på grund af den gigantiske Sardar-Sarovar dæmning på Narmada floden. Projektet blev startet af Nehru i 50’erne, hvor industrialisering og opbygning af egne resurser var højeste prioritet. Men druknede landsbyer er prisen, som millioner af fattige bønder har måttet betale. De fleste er endt i byernes slum. Den kendte forfatter Arundhati Roy har engageret sig på de protesterende bønders side. Hvem får gavn af vandet? spørger hun, andre fattige bønder eller den nyrige middelklasse i byerne? Guvernøren og ingeniøren er begejstrede for projektet. Bønderne er fortvivlede, men vil ikke give op. De tilhører et af Indiens oprindelige folk, Adivasierne, og for dem er jorden og floden hellig.

Vandets Pris følger en families – og en folkebevægelses – kamp mod dæmningen: ikke-volds aktioner, sultestrejker, møder, politivold og en langtrukken retssag i højesteret. En kamp som har givet genlyd verden over, og fået verdensbanken til at trække sig ud af projektet

FILMENS KAPITLER

KAPITEL 1: ADIVASIERNE OG DÆMNINGEN

Adivasierne, som bor på Narmada flodens bredder, vil snart få deres landsbyer og marker oversvømmet på grund af Sardor Sarovar dæmningsprojektet.
Adivasierne tilhører Indiens oprindelige befolkning. For dem er floden et kulturelt og religiøst samlingspunkt. De vil ikke flytte fra deres landsby. De kæmper med ikke-vold mod beslutningen – stående i det stigende vand.

Ingeniøren beskriver stolt projektet, som er gigantisk. Det blev startet i Jawaharlal Nehrus regeringstid i 50’erne, med det formål at skaffe vand til tusindvis af tørkeramte landsbyer, til kunstvandning, til industrien og til de store byer. Delstatens minister for energi og vand mener, at alle er blevet informeret og behandlet godt. Billederne fortæller noget andet.

KAPITEL 2: TILBUDET OM GENBOSÆTNING

Luhariya modtager tilbud om genhusning – men han kan ikke læse.
Han tager afsted for at besøge nogle genbosætninger, hvor der bor folk som er blevet flyttet fra andre dele af projektet. En informationsvideo giver den officielle version af genbosætningsprocessen, og Guvernøren forsikrer, at man overholder alle aftaler og tager sig godt af de genbosatte.

Men genbosætning er for mange en tvungen overgang til pengeøkonomi. Der mangler tilstrækkelig med god jord, så nu skal foderet til køerne købes. Derfor må bønderne tage arbejde i byerne.
På grund af jordmanglen vil Adivasiernes landsby blive splittet på fem forskellige lokaliteter, når de genbosættes.

KAPITEL 3: MODSTAND OG OPBAKNING

Adivasierne starter en satyagraha på Luhariyas gård – en fredelig protest i Gandhis ånd. De er en del af en stor folkelig bevægelse – NBA (Narmada Bachao Andovan = Red Narmada). Lederen er en antropolog, Mehda Paktar, som for 15 år siden kom til adivasiernes landsbyer – og blev. I 1999 gennemførte landsbybeboerne også en Satyagraha – men blev arresteret. Luhariya beskriver konflikten som en kamp mellem rige og fattige. Han opsøger myndighederne for at få mere at vide, om hvad der skal ske – uden resultat.

Forfatteren Arundhati Roy fortæller, hvorfor hun blev draget ind af problematiken. Hun ser dæmningssagen som en national sag. Arundhati har indirekte lært Narmada bevægelsen (NBA) at bruge medierne i deres kamp. Især når hun bliver arresteret, vækker det opmærksomhed.

KAPITEL 4: NARMADA BACHAO ANDOVAN (NBA) – FOLKEBEVÆGELSEN MOD DÆMNINGEN

Tidligere i processen resulterede en sultestrejke blandt NBA’s ledere i, at Verdensbanken sendte en kommission ledet af Hugh Brody. Deres undersøgelse viste, at der var begået store fejl fra regeringens side. Brody rådede Verdensbanken til at genoverveje sin støtte. Verdensbanken valgte at trække sig ud – men den indiske regering fortsatte projektet. Det fik NBA til at lægge sag an mod regeringen ved højesteret. Byggeriet er stoppet, mens retsagen står på.
Dæmningsprojektet gør Adivasierne til politiske aktivister, og NBA bliver den største folkebevægelse siden Gandhi. De opsøger ministeren, og det kommer til sammenstød med politiet. Ministeren indrømmer, at der ikke er jord nok, og at folk vil få penge i stedet.

KAPITEL 5: ET NYT LIV – I SLUM

Landsbyboerne kan se frem til et nyt liv i fattigdom, fordi regeringen ikke kan give dem jord men kun penge. Sådan er det gået for de første, som blev flyttet for dæmningsbyggeriet, da det startede i 1990. De må klare sig ved løsarbejde, småhandel, cykeltaxakørsel etc. Folk bliver syge på grund af de dårlige levevilkår.

KAPITEL 6: FÆLLES GODE ELLER FORBANDELSE?

Sardar-Sarovar projektets start beskrives i en Newsreel fra 50’erne. Nehru kaldte dæmningerne for ’det moderne Indiens templer’. Men de har ødelagt livet for mindst 16 mill. mennesker, som er blevet forflyttet.
Ministeren mener, at man skal ofre noget for det fælles bedste – han ville selv gøre det. Men Luharya er aldrig blevet spurgt. Han vil ikke opgive deres jord mod betaling.

Verdensbank-konsulenten Hugh Brody sætter spørgsmålstegn ved, om projektet overhovedet vil virke. Beregninger viser, at der ikke er vand nok, og at det først og fremmest vil nå industrien (den gyldne korridor) og byerne ved kysten i Gujarat, hvor specielt kemiindustrien og storlandbruget har brug for det. Men det vil ikke nå de tørkeramte områder mod nord – det, der var den oprindelige begrundelse.

Regeringen har fremført, at projektet skal skaffe vand til de fattige, men Arundhati Roy hævder, at projektet handler om at tage resurser fra de fattige og give dem til de rige; at det handler om at centralisere magten.

KAPITEL 7: AFGØRELSEN

’World Commission on Dams’ holder møde, hvor bl.a. Nelson Mandela er tilstede. Kommissionen konkluderer, at lokale løsninger er bedre end store dæmninger.
Arundhati Roy følger op på mødet: man skal tilpasse projekterne til de lokale forhold.

I det tørkeramte Gujarat har befolkningen selv skabt et alternativ til megaprojektet, og de har vand nok.
Højesterets afsiger dom med to stemmer mod en: dæmningen kan bygges færdig. Guvernøren og byggefirmaerne triumferer, men NBA, Arundhati, Luhariya og adivasierne vil kæmpe videre.