GUSII-FOLKET I KENYA – OMSKÆRING BETYDER SOCIAL ACCEPT
Dansk antropolog har undersøgt betydningen af kvindelig omskæring i det vestlige Kenya. Her kan det være svært at være kvinde, hvis man ikke har gennemgået ritualet.
I det vestlige Kenya – nærmere betegnet i Kisii – var den danske antropolog Margrethe Silberschmidt på feltarbejde blandt Gusii-folket fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne. Hun beskriver Kisii som et samfund, hvor en ikke-omskåret person – og det gælder både piger og drenge – anses for et ikke-fuldgyldigt medlem af samfundet. Omskæring opfattes som en fundamental nødvendighed for, at et medlem opnår social accept.
Rent økonomisk er det i Kisii katastrofalt ikke at omskære sin datter, for hvilken mand vil acceptere en ikke-omskåret kvinde som sin kone? En brudepris til forældrene vil slet ikke komme på tale. Tværtimod risikerer forældrene, at deres datter ikke bliver gift, og at hun dermed ikke får adgang til jord, som er hendes produktionsmiddel og mulighed for at overleve. Datteren vil desuden aldrig blive betragtet som rigtig voksen, for ritualet markerer overgangen til voksenstadiet, hvor piger bliver til (giftemodne) kvinder, og drenge til (giftemodne og ansvarlige) mænd. Som sådan er omskæring altså fundamental for kønsidentiteten, den seksuelle identitet, den sociale værdi og den enkeltes selvværd.
Omskæring anses desuden som afgørende for kvinders fertilitet. Ifølge Gusii-folket vil en ikke-omskåret kvinde, ikke kunne føde børn – og hvis det alligevel lykkes, vil barnet dø tidligt. Der er forestillinger om, at en ikke-omskåret kvinde vil besudle sit barn under fødslen, hvis barnets hoved berører klitoris. Man mener, at omskæring er nødvendig for at nedsætte kvindernes seksuelle lyst og udfoldelse og for at reducere faren for promiskuitet. Omskæring er desuden afgørende for, at kvinder kan kontrollere deres ægtemænd. Da mænd ifølge denne opfattelse er ude af stand til at kontrollere sig selv seksuelt, må kvinderne kunne bevare det kølige overblik. (se Hvorfor omskæring)
Et ritual udspiller sig
Under sit feltarbejde blev Margrethe Silberschmidt af landsbymedlemmer opfordret til at overvære den årlige omskæring (klitoridektomi/exision)(se Hvad er omskæring). 51 piger i alderen 8-11 år blev i bushen placeret én for én, nøgne og med spredte ben på en sten. To kraftige landsbykvinder holdt dem i en skruestik, mens ’operationen’ fandt sted. Der blev drysset majsmel på deres kønsdele, så omskæreren – en ældre kvinde – kunne få godt fat og med et snuptag fjerne klitoris med et barberblad.
Ikke en lyd hørte man fra pigerne. Det hørte man til gengæld fra de ellers blufærdige mødre. Efter at klitoris var blevet fjernet på deres døtre, brød de ud i en vild jubel og hujen. Dansede med deres pangaer (store skarpe knive) svingende i luften, løftede ekstatisk op i skørterne, sang triumferende og vulgære sange om, at nu måtte deres respektive ægtemænd så sandelig holde sig i skindet i de næste tre uger. For så ville kvinderne have travlt med at holde ilden i gang inde i døtrenes hytter. Gik ilden ud, risikerede pigerne ifølge Gusii-folkets overbevisning at blive infertile.
Da omskæringen var udført, gik alle i procession (pigerne ranke og stadig uden at beklage sig) tilbage til landsbyen. Her blev pigerne lagt ind i en hytte – dekoreret med smukke grene og med et ildsted i midten, mens forældrene til de initierede piger stod for beværtningen af hele landsbyen samt familie og venner i de næste tre dage.
I dag – 20 år senere – har ritualet stadig samme betydning for socialiseringsprocessen, og ifølge de sidste meldinger er Kisii stadig det distrikt i Kenya, hvor flest piger omskæres. Mens omskæringsritualet af piger andre steder i Afrika forsøges erstattet med andre overgangsritualer, fortsætter ritualet i Kisii for begge køns vedkommende. Ritualet har dog ændret sig under pres fra udenlandske bistandsorganisationer. Det udføres kun sjældent med et barberblad ude i bushen, og flere omskæringer foretages i hospitalsregi.
Margrethe Silberschmidt er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Hun forsker i seksuel og reproduktiv sundhed og adfærd og med fokus på HIV/AIDS, kønsrelationer, maskulinitet og seksualitet i Afrika. Som antropolog fik hun sin Ph.D. i 1996 på basis af sin forskning omkring køn og seksuel og reproduktiv sundhed i Kenya.