Amina
Amina er en ung somalisk kvinde, som vi i filmen ser blive gift med Yasin. Aminas familie kender sygeplejersken, Fardhosa Al Mohamed, der er med til bryllups- forberedelserne og brylluppet. Fardhosa overtaler Amina til efter brylluppet at komme hen til hende på klinikken, så de kan tale om, hvordan Amina bedst kan blive genåbnet, så det nygifte par kan have sex.
Amina kan dog ikke klare at få stingene fjernet udelukkende med lokalbedøvelse, og hun foretrækker, at hendes mand bliver inddraget i beslutningen om fuld narkose. Men Yasin er bange for skammen – en af de væsentligste årsager til, at omskæring af piger fortsat er så udbredt i Kenya. Det er skammen, der afholder ham fra at lade sin unge hustru få stingene fjernet på klinikken. ”Det vil bringe skam over min familie” siger han med et let trodsigt udtryk til Fardhosa. ”Ifølge vores religion, er det manden, der tager beslutningerne, ikke konen,” fortsætter han høfligt. Da Fardhosa oplyser ham om, at omskæring af kvinder ikke er en del af islam men et ritual, der er nedarvet fra faraoerne, trækker han på skuldrene og fralægger sig ansvaret: Han var der jo ikke, da Aminas forældre fik operationen foretaget.
Yasin er et af mange eksempler på, at vil man gøre noget radikalt ved omskæringen, er det ikke nok udelukkende at arbejde med piger og kvinder. Det er kvinder, der lider af konsekvenserne af omskæring, og som oftest er det kvinder, der står for at udføre omskæringerne, men det er generelt mænd, der sidder på magten.
Tillader manden ikke som i Yasins tilfælde, at hans hustru bliver genåbnet under narkose, sker det ikke – heller ikke selvom det kan påvirke Amines liv og helbred. Mange specielt unge mænd er dog åbne for, at tingene kan være på en anden måde, og de mænd, der nægter at føle skam og aktivt forsøger at forhindre FGM, er afgørende for, at tingene kan ændre sig. (se Mandens rolle )
Amina optræder i kapitel 1:
Fardhosa og Amina (0.00 – 16.14)
”Jeg lod ham ikke gøre det (trænge ind i hende (red.)). Jeg har set så mange piger lide den første gang. Jeg ønsker, at du skal åbne mig først”.
(Amina til sygeplejersken Fardhosa).
”Jeg var otte, da de gjorde det….. Jeg respekterede mine forældres ønske…. De lagde mig på et bord. De gav mig en indsprøjtning, og så syede de mig sammen.”
(Amina om sin omskæring)