FARDHOSA ALI MOHAMED

Sygeplejersken Fardhosa introducerer i filmen tilskueren for piger, der står overfor omskæring, for voksne kvinder, der for længst er omskåret og for de ældre kvinder, omskærersker, der mod betaling gennemfører indgrebene.

Fardhosa har viet sit liv til at hjælpe kvinder og piger, der udsættes for omskæring, og hun gør det med stor omsorg og uden at fordømme de mennesker, der stadig tror på, at en pige skal være omskåret for at få et ordentligt liv. Fardhosa Ali Mohamed har sin egen klinik, og hendes klienter er ofte kvinder, der ligesom hende selv har en somalisk baggrund. Fardhosa forsøger at hjælpe kvinderne til at forstå den sundhedsrisiko, der er forbundet med omskæringen, og hun tilbyder sin assistance, når kvinderne skal igennem endnu et indgreb, inden de kan have sex med deres ægtemænd eller føde børn. Selv hendes største anstrengelser er dog ikke altid nok til at komme igennem den stolthed og respekt for traditionen, der er blandt både mænd og kvinder.

”Jeg hader dem ikke for det, de er. Jeg hader det, de gør”, sige hun med reference til omskærersker og forældre, der lader deres børn omskære. ”Jeg mener ikke, det er en god ide at indblande politiet eller gå til retten. Hvad vil der så ske med pigerne derhjemme? Hvordan vil de blive behandlet?”

Fardhosa kan altid smile til sine klienter, også selvom de ikke umiddelbart tager imod hendes tilbud om hjælp. I filmen forsøger Fardhosa forgæves at overbevise den nygifte Yasin om, at han skal lade Fardhosa genåbne hans unge hustru Amina under bedøvelse, så parret kan have normalt samleje. Men Yasin insisterer på at følge traditionen og selv genåbne Amina. Selvom Fardhosa bliver afvist, har hun overskud til at smile og bede den unge mand komme tilbage, hvis han skifter mening.

Filmens instruktør, Longinotto, mødte Fardhosa ved en tilfældighed, efter at filmoptagelserne i Kenya var begyndt. “Jeg har lært så meget af hende,” fortæller Longinotto. “Hun er en slags Nelson Mandela – en meget engageret og vred kvinde, men på samme tid i stand til at være blid og fastholde sin humoristiske sans og vilje til at gøre det bedste i enhver situation, så hun gradvist vinder tillid i lokalsamfundet.”

Fardhosa sørgede for, at instruktøren fik mulighed for at overvære den omskæring, vi ser i filmen, men først bad hun Longinotto om ikke at blande sig, uanset hvor frygteligt det blev. Blot ved at være der, forklarede Fardhosa, ville de sikre, at snittet blev det mindst ekstreme, der kunne accepteres, og at der ville blive brugt bedøvelse. Hvis de forsøgte at standse det, ville pigerne ganske sikkert komme ud for noget, der var langt værre bagefter.

“Følelsesmæssigt var det som et stort forræderi,” fortæller Longinotto. “Jeg følte mig som et monster. Men hvis jeg havde grebet ind, måtte jeg samtidig sørge for, at pigerne kom væk, og det var de ikke klar til. Piger, der nægter at blive omskåret, bliver udstødt og kan imødese et ganske ensomt liv uden deres familier og lokalsamfund. Longinotto fortæller videre, at da filmholdet næste dag besøgte pigerne, kunne de allerede fortælle, hvor glade de var. Ifølge pigerne selv, var de nu rigtige kvinder.