KOKAENS BETYDNING
Uddrag af interview med Sociolog Sdenka Silva v/ Martha Gutiérrez Flores (2004)
Koka før og under kolonitiden
Kokabladet har en historie på 5000 år. Der er arkæologiske beviser på, at kokabladet allerede anvendtes af nomadefolk umiddelbart efter seneste istid.
Kulturer har anvendt koka fra Centralamerika til den sydligste del af Sydamerika.
Alle oprindelige folk i Latinamerika har altså tygget koka. Og koka’en er i samtlige kulturer blevet anset for hellig. Aymara – og quechuaindianerne kaldte den Mamakuka.
I mange århundreder er der blevet dyrket koka i de varme dale i Bolivia og Peru.
Samtlige spanske kronikører fra disse områder omtaler brugen af koka. En kronikør skrev: ”Alle disse indianere tygger en plante i munden, der får dem til at se dumme ud som æsler.”
Kokabladet spillede en stor rolle som religiøst symbol i det religiøse liv i Andesegnene, og derfor forbød inkvisitionen koka’en under sin kamp mod afgudsdyrkelse.
På Det Kongelige Bibliotek i Danmark findes der en tegning af Guamán Poma de Ayala, hvor man kan se, hvordan inkvisitionen efterstræbte og dræbte oprindelige folk, der brugte koka.
Da spanierne opdagede de rige bjergegne ved Potosí (der blev det vigtigste sted for sølvudvinding under det spanske koloniherredømme), havde de brug for at udnytte indianernes arbejdskraft maksimalt.
De opdagede, at en indianer kan arbejde hårdt i op til 48 timer ved at tygge koka.
Den spanske konge Filip II erklærede herefter, at kokabladet er sundt for indianerne og helt uundværligt.
Kirken begyndte at afkræve tiende af kokaafgrøderne, og spanierne overtog handlen med planten. I kolonitiden udviklede handlen med koka sig til at blive den mest lukrative efter handlen med sølv.
Kokabladets egenskaber
De mest grundige studier af tygningen af kokablade er blevet forestået af Howard Universitetet. (Universiteter i Bolivia havde ganske vist tidligere ytret sig om kokaplantens egenskaber, men der skulle studier på Howard til, før folk ville tage dem alvorligt).
Kokaplanten er en af de mest næringsrige planter i verden. Der findes ingen andre planter, der indeholder så mange proteiner, vitaminer og mineraler som kokaplanten.
Koka indeholder mere kalk end mælk og æg, det indeholder flere proteiner end kød, og indeholder A-vitamin og andre vitaminer. Mange nyere forskere forstår udmærket, hvorfor indianerne er så glade for koka.
Ingen andre stimulanser giver energi på samme måde; de tærer på vores energi, så vi bliver trætte og energiløse bagefter. Men sådan er det ikke med koka.
Kokabladet indeholder 13 alkaloider og kun en af dem er kokain. Mængden af kokain i et enkelt blad er godt og vel 0,001 %, hvilket faktisk er meget lidt.
Selv om et kokablad altså er et stærkt stimulerende middel, er det dog endnu vigtigere at fremhæve, at det er et meget potent næringsmiddel, der giver både energi og næring. Når man tygger koka, forbedres ilttilførslen til hjernen, hvorfor det er ideelt til højder; koka regulerer blodsukkeret og forebygger blodpropper.
Koka i det sociale liv
For aymara – og quechuaindianerne i Peru, Bolivia, Ecuador og den nordlige del af Argentina og Chile har det at tygge koka helt frem til i dag også været et udtryk for kulturel modstand.
Lige siden kolonitiden har man set ned på det at tygge koka, men for indianerne er det udtryk for identitet, fordi det kun er os oprindelige folk, der tygger koka. Det er fælles for alle lag i det indianske samfund.
Der findes ikke den højtidelighed eller fest, hvor koka’en ikke er til stede.
Koka’en er ensbetydende med at være del af det oprindelige folk, have gode vaner og gode intentioner.
Når en ny leder af det oprindelige folks samfund er blevet valgt, skal han have en gave i form af koka. Hvis man ikke forærer ham koka, betyder det, at man ikke bryder sig om ham, hvis man forærer ham lidt, betyder det, at han er tålt, men hvis man giver ham meget, betyder det, at man sætter stor pris på ham.
Hvis man er del af det oprindelige folk og betragter en anden som en ven, skal man invitere vedkommende på koka. Det bruges altså i forbindelse med alle slags sociale relationer og ved festligheder.
Da man talte om at sætte noget andet i stedet for koka’en og iværksatte programmer, hvor man spurgte oprindelige folk om, hvad det kunne være, vidste de ikke, hvad de skulle svare.
Koka er et komplement til ernæringen, men det er ikke bare et traditionelt næringsmiddel, det er også en luksusartikel, der indeholder menneskelige intentioner, intentioner om venskab og kærlighed.
Koka i det religiøse liv
Kokabladet kaldes også ”mama koka”, og vi bruger det, som vores forfædre har lært os at bruge det.
Det er knyttet til de tre niveauer: Det øvre, det i midten og det nedre. Koka’en kender til fortiden, fremtiden og til døden.
I 1980’erne foretog antropologerne Carter og Mamani en registrering af, hvor mange i Bolivia, der bruger koka, og det viste sig, at 92% af de bolivianske oprindelige folk tygger koka.
Til dato har koka’en været relateret primært til dets anvendelse under udførelse af hårdt arbejde. Sådan blev det i kolonitiden.
Under kolonitiden blev det hellige gjort profant.
Hvor koka’en havde været hellig og brugt i det sociale liv, det rituelle og spirituelle liv, blev den i kolonitiden brugt som middel til at udholde slaveri og udnyttelse. Og sådan er det i et vist omfang stadigvæk.
Stort forbrug af koka er forbundet med hårdt arbejde i Bolivia. Men også de gamle tygger koka. Hvorfor mon? Den opfattelse af døden, som oprideligefolk har kan minde lidt om tibetanernes. Efter døden er der en lang vej at gå. Da koka’en ved om døden, er koka’en en vejviser på vejen. Og fordi koka’en har kendskab til fremtiden og til døden er den hellig.
Gensidighed
Coca fungerer som bindeled i det, vi kalder gensidighedsforhold. Dette findes ikke kun i Latinamerika, men også andre steder i forhistorien. Det er et livssyn, som har at gøre med at give og modtage i mange forskellige betydninger.
I forhold til naturen, til ånderne og det at give og modtage blandt mennesker.
Gensidighedsforhold spiller en stor rolle i Andesregionen, og det er noget meget komplekst og meget stærkt.
Koka’er fungere som bindeled. Ved hjælp af den viser jeg, hvor meget jeg giver og får. Hvor meget jeg giver, viser min intention i alle aspekter inklusiv det åndelige. Hvis jeg gerne vil have hjælp fra guderne, må jeg give en offergave i form af koka. Som det er i dag, er et ritual utænkeligt uden koka.
Brug af koka i minerne
Gennem generationer er minearbejdere ophørt med at være “oprindelige folk”. De er “minearbejdere”, de er politiserede og har indbyrdes politiske stridigheder.
Der er “trotskister”, “kommunister”, “maoister”, “anarkister” osv. Ikke desto mindre er det utænkeligt for en minearbejder at begive sig ind i minen uden at give en offergave af koka til Tío.
Tío er ånden derinde, det er ikke nogen dæmon. Blandt de oprindelige folk findes der ikke denne dualitet mellem himmel og helvede. Tío repræsenterer ånderne i det nedre. De er tætte, drilske og tungere i det, og hvis man ofrer til dem, optræder de som beskyttere.
Det er derfor, at minearbejderen (uanset om han er marxist eller hvad han nu er), før han træder ind i minen, giver koka som offergave til Tío, for på denne måde bliver Tío hans beskytter.
Kokadyrkningen i Las Yungas
Koka’en, der sås i de varme egne, tåler tørke; den kan leve i fra 30 til 50 år, og man kan høste den 4 gange om året.
Den giver et stort udbytte og har altid haft et marked. I de varme egne omkring tre timer fra La Paz dyrkes der koka på terrasser. At den dyrkes på terrasser skyldes, at planten vokser på bjergsiderne, og at de voldsomme regnskyl i området ellers ville ødelægge de tilplantede områder. Terrasserne yder planterne beskyttelse og holder på det næringsrige vand på bjergskråningerne.
Det er kompliceret at bygge disse terrasser, der skal holde i 30 år, dvs. i plantens levetid.
Høsten
Høsten er en skøn tid. Det er kvinderne, der står for den. De tager deres fineste tøj på, de ugifte mænd sværmer omkring dem, mens de synger og driller pigerne.
Det er en ren fest.
Men resten af fællesskabet hjælper selvfølgelig også med høsten.
Man plukker bladene et for et; hvis planten behandles for hårdhændet, kan den visne bort og dø. Når bladene er plukket, lægges de til tørre i særlige gårde. Tørring af næringsmidler er endnu en andinsk specialitet. Tørringen af kokabladet foregår på en sådan måde, at det ikke går i stykker, når det foldes.
Det første, et nygift par gør, at bygge deres hus og plante deres koka.
I begyndelsen er deres kokamarker unge som de selv, de giver ikke noget stort udbytte. Så kommer børnene. Børnene vokser til, og når de gifter sig, bor de et par år hos deres forældre. Ligesom familien vokser, vokser udbyttet af koka’en, så der er nok til alle.
Når så alle børnene er voksne og er flyttet for sig selv, bliver forældreparret alene og gamle, ligesom deres kokamarker. Koka’en trives, vokser og dør med dem. Når man færdes i de varme egne, hvor koka’en dyrkes, kan man se på planterne, hvem det er, der bor i husene.
Koka og kokain på de europæiske markeder
Man opdagede kokainen i 1860. Den tyske kemiker Albert Niemann udtrak kokain af kokabladet, og det vandt stor udbredelse i Europa, fordi det blev det første bedøvelsesmiddel.
Indianerne har kendt til koka’en som bedøvelsesmiddel siden inkaernes tid.
Mens de oprindelige folk lavede et koncentrat af kokablade til bedøvelse af patienten, hældte man spiritus på patienten i Europa før opdagelsen af kokabladenes evner til at bedøve. Når patienten var fuld, kunne man under skrig og skrål for eksempel fjerne en kugle eller en kindtand.
Opdagelsen af kokain betød en revolution i Europa inden for operationer; hvor man tidligere havde måttet operere i en fart, kunne man med den nye opdagelse foretage langsommere og grundigere operationer. Og derfor fik kokainen et vældigt ry.
Merk og Park Davis er nogle af de første virksomheder, der fremstiller kokain industrielt. De købte tonsvis af kokablade i Peru og Bolivia, og det blev en meget lukrativ forretning.
En anden videnskabsmand, der opdagede koka’en, er Freud, der blev opmærksom på den nogenlunde samtidig med Niemann. Men Freud interesserede sig for koka’en som stimulans, og han har skrevet en bog, der hedder Über Coca, der fortæller om og priser koka’ens kvaliteter.
Det var dog begge dele, både kokabladene og kokainen, der vandt udbredelse. I 1863 fremstillede man Mariani-vinen, en vin fremstillet af kokablade, en meget virkningsfuld drik.
En stakkels pave, der var blevet meget gammel, drak denne vin og kom til at føle sig helt kvik igen, og han tildelte vinen en medalje.
I USA var der dengang forbud mod alkoholiske drikke.
Med inspiration fra Mariani-vinen besluttede John Pemberton i 1886 at fremstille en drik, der skulle erstatte alkohol som stimulerende drik.
Han fremstillede en drik med kokain, koffein og cola (cola er en afrikansk nød, der indeholder mere koffein end kaffe). Og resultatet var den stærkt stimulerende drik, vi kalder Coca-cola.
Hos os siger vi, at den kan vække døde til live.
Tre år senere var Coca-cola udbredt i USA og fem år senere også andre steder i verden.
Men så blev der sat en kampagne ind mod Coca-cola’en på grund af de kraftige virkninger, som kokainen havde på dem, der indtog for meget af drikken.
Samtidig blev der på et laboratorium i USA skabt kunstig kokain, Prokain, der udløste en krig mellem multinationale selskaber om markedet.
I 1949 kom den amerikanske bankmand Howard Fonda (præsident for den amerikanske farmaceutindustri) til Peru og Bolivia ledsaget en ungarer.
Der var ingen af de to, der talte spansk, og de talte da slet ikke hverken aymara eller quechua. Denne her ”kommission” kom for at lave ”en undersøgelse”.
Den stod på i 3 måneder. (Men man kan jo altså ikke lave nogen seriøse undersøgelser på bare 3 måneder). Undersøgelsen fastslog, at kokabladet udløser mental tilbageståenhed, og at det var indtagelsen af koka, der var skyld i fattigdommen i Latinamerika.
Som følge af denne undersøgelse anbefalede man FN, at kokadyrkning skulle bekæmpes og afskaffes.
Ti år senere blev der underskrevet en international lov, der stadigvæk er gældende, hvori kokaplanten er opført side om side med kokain som et fordummende narkotika.
Kokaplanten bliver ulovlig, og på den måde kommer den ud af fokus i den medicinske verden.
Selv om kokainen blev skubbet til side i den medicinske verden på grund af den omtalte lov, forsvandt den dog ikke helt.
Naturlig kokain udvundet af kokablade bruges stadigvæk i medicinen på grund af sin fine kvalitet, og den bruges især i forbindelse med vanskelige operationer af øjne, nerver etc.
Endnu i dag (da interviewet blev lavet i 2004)* har USA lov til at købe tonsvis af koka til fremstilling af Coca-cola og kokain til medicinske formål, men Bolivia har ikke lov til at eksportere hverken sin koka-te eller andre produkter med koka, fordi det betegnes som ulovligt.
* Læs mere her om den nuværende status på området (år 2024) :