SPIRITUALITET – SYNKRETISME?

Af Salvador Palomino Flores, peruviansk antropolog.

På deres egne sprog har alle folkeslag ord eller navne, der indikerer deres adfærd/indstilling til de hellige eller ophøjede kræfter. På de sprog, der udspringer fra Latin, hedder det religion, hvorimod vi oprindelige folk kalder vores hellige praksis spiritualitet.

Ordet ’religion’ kommer fra det latinske ”Re-ligare” som betyder ”at tjene den næste/ at samle”. Ifølge den kristne tro findes der en himmel, hvor gud befinder sig, og dermed er mennesket placeret fjernt fra Gud, langt væk. Via ceremonier eller ritualer mødes man med eller kommer tæt på det ophøjede. Ifølge de oprindelige folks tankegang er vi mikrokosmos i makrokosmos.

Makrokosmos er kosmos, universet og naturen. Det er helligt og evigt, og alle mennesker, alle folkeslag og alle levende væsener er integrerede i det og en del af det og deltager således i det ophøjede og hellige stadium. Denne store kosmiske familie forbinder og samler vores energi og vores styrker. Vi kalder det spiritualitet, og det findes i alt levende og i alle ting.

Vores kulturelle praksis tager udgangspunkt i gensidighedsprincippet. Det betyder, at vores folk taksiger og anerkender de energiske og ophøjede væsener i kosmos i afholdelse af ceremonier og ritualer. F.eks. takker vi ”Wiraqucha”, som er solen, månen, lynet, regnbuen, moder jord, havet, det hellige bjerg, den hellige flod, den hellige sten, den hellige forfader, det hellige tempel eller sted osv. Man foretager også ofringer til de væsener, der repræsenterer den kraft: Det er kondoren, pumaen, ørnen, slangen osv. Det er disse kræfter og den energi, der sørger for, at der er velfærd, harmoni og fred i naturen.

Vores lærde mænd (Amanta / Yatari), som er specialiserede indenfor ritualer og ceremonier, ofrer udvalgte ting (blomster, korn, frugter, såsæd, dyrefostre, mineraler osv.) til vores hellige væsner. Efter at de har modtaget ofringen, velsigner de os til gengæld med gode kosmiske energier, for at alle levende væsner skal få et godt liv, og for at alle eksistenser skal leve i harmoni. Ifølge vores tankeform, åndelige og sociale praksis kan man ikke modtage noget uden at give noget tilbage. Dette fantastiske princip gør, at der i vores samfund altid er en harmonisk ligestilling, uden at nogen akkumulerer eller bliver udnyttet. Det er alt dette hellige, vi kalder for spiritualitet.

Synkretisme mellem andinsk kosmologi og kristendom?
Til trods for at vi blev påtvunget en anden kultur, et andet system, en anden religion for 515 år siden, da Spanien invaderede Andesbjergene, har vi alligevel som folk kunnet forsvare vores kultur via forskellige mekanismer. Indenfor den sfære og udsat for fornedrelse er vi blevet kristne eller katolikker. Vi er blevet to-kulturelle på det åndelige og religiøse plan, men vi har aldrig forladt vores egen tro. Vi lever ud fra princippet om at udføre hver ting på rette sted og til rette tid. For at bevare vores egen praksis har vi udviklet strategier: Som del af den kultur, der er blevet domineret, har vi tilpasset eller forandret visse rituelle elementer, “indianiseret” dem og inkorporeret dem i vores egne former for åndelighed. Således er jomfruer og helgener blevet til repræsentanter for vores steder og hellige væsner.

Denne tilsyneladende sammenblanding og udveksling af elementer mellem de vestlige og de andinske hellige væsner er af nogle intellektuelle blevet kaldet synkretisme. De mener, at de oprindelige folks spiritualitet og den kristne religion ikke længere er det samme som før, og at begge har fusioneret for at danne en ny og tredje tro. For os oprindelige folk, der ønsker at bevare vores kosmovision af verden, er denne påstand både falsk og udgør en fælde. Hvis vi accepterer den, er vi kun med til at bidrage til at den oprindelige spiritualitets forsvinden. Der findes ikke nogen form for supplement, ej heller harmoniske relationer, men kun en fortsat konflikt mellem den dominerende religion og den spiritualitet, der bliver domineret. Derudover er det også umuligt at samle disse to systemer, fordi de er diamentralt modsatte i deres form og mål. Den kristne tro er meget udbredt i Latinamerika, i Peru hævder man, at 92 % af befolkningen er katolikker. Dette tal tager dog ikke højde for de oprindelige folks dobbelthed omkring begreberne spiritualitet og religion.

I de senere årtier har protestantiske sekter invaderet specielt de oprindelige folks territorier og disse sekter truer de oprindelige folks kulturelle identitet. Der er endvidere en gruppe af (katolske) præster, der har valgt at stille sig på de fattiges og udsattes side, og de påstår at søge ”at udbrede følelsen af solidaritet og fællesskab, som er en del af den oprindelige kristne tro”. Denne tendens kaldes ”befrielsesteologien”. Vi oprindelige folk tilhører ikke kun den kategori, vi er forskellige folk og nationaliteter, der søger at generhverve og genvinde vores jord, territorium, opnå selvbestemmelse, ret til egen kultur, egne sprog og åndelighed indenfor vores eget territorium.

Valget, når man vil bevare det autentiske, består ikke i afvisningen af det der adskiller, men i at kunne sameksistere. Et af vores filosofiske principper siger: ”ligheden i forskelligheden”. Det angiver en tolerant holdning overfor det fremmede eller anderledes. Man kan leve forskellige mennesker sammen indenfor samme territorium, men der er behov for tolerance og gensidig respekt, uden at ville påtvinge andre noget. Men så er vi nødt til først at rense vores hoveder og vores sociale adfærd for racisme, herredømmeforhold, diskrimination, ensidighed – og acceptere en mangfoldig verden.