GENSIDIGHEDS-PRINCIPPET

Af Salvador Palomino Flores, peruviansk antropolog.

I de andinske kulturer er gensidighedsprincippet det fundamentalt princip for de oprindelige folks forståelse af kollektivitet og fællesskab. Det styrer de menneskelige kontakter, det letter omfordelingen af ressourcer og forhindrer en værdiakkumulation på få hænder. Det giver ressourcer til den, der har behov og skaber retfærdighed ved at fremme den holdning og adfærd, som udsiger, at man skal ”give tilbage på samme måde, som man har modtaget”, eller ”at man skal give det tilbage, som måtte være en givet”.

Gensidigshedsprincippet gælder også i forhold til det hellige miljø, når der udføres ritualer og taknemmelighedsceremonier overfor de store magter og de guddommelige væsner. Således sikrer de hellige bjerge (Apus) overflødighed og vækst for vores dyrehold, når vi foretager ofringer og afleverer tilbage. Ifølge vores tankegang er bjergene de egentlige ejere af såvel de vilde dyr som husdyrene. På samme måde spørger vi om lov, når vi dyrker jorden, idet vi anmoder Moder Jord om at give os nok korn og grøntsager. Bjerge og jord giver os det med glæde og fornøjelse, hvis vore ofringer har været tilfredsstillende.

I fortiden som i nutiden er der tre fundamentale institutioner for gensidigheden:

Ayni
Ayni er den primære institution for gensidig hjælp indenfor fællesskabet. Den udfolder sig indenfor ”Ayllu” som er en social gruppe, hvor medlemmerne er knyttet til hinanden af spirituelle, territorielle, økonomiske og slægtslige forbindelser. (Ayllu er den udvidede kernefamilie, det er den sociale gruppe, der danner grundlag for de større organisationer såsom landsbyfællesskabet eller staten (i ”Tawantinsuyo” tiden dvs. før spanierne ankom). Ayni realiseres som en familieaktivitet.

Alle betydningsfulde aktiviteter indenfor en familie, såsom at bygge et hus, mærke kvæget, så eller høste, bryllupper, begravelser osv. er alle aktiviteter, hvor venner og familiemedlemmer, af moralsk forpligtelse og af sædvane, skal deltage. Ved daggry dagen før at en aktivitet skal finde sted, besøger den familie, der har noget at fejre, alle andre familiemedlemmer og venner – de går fra hus til hus – idet de ”minder de andre om” og inviterer. Det gør de ved at tilbyde likør og cocablade. På selve dagen for aktiviteten ankommer familien og vennerne med deres værktøj, kvinderne medbringer mad, musikerne deres instrumenter, der kommer dansegrupper eller kor, og shamanerne kommer med deres remedier for at kunne ære og taksige moder jord for alt, hvad hun har givet.

Værterne modtager gæsterne med mad og drikke og under fest og ballade påbegyndes det aftalte arbejde. Nogen steder synger dem der arbejder, mens der andre steder arbejdes mens andre synger til. Værterne observerer minutiøst hvem der er kommet, hvad de har taget med og hvordan de arbejder i løbet af dagen, fordi de selv på et givent tidspunkt skal levere det samme tilbage som de har fået. Ayni er en familiær og kollektiv sammenkomst, hvor man takker vores højere spirituelle kræfter, men det er også fest og glæde, som styrker og bekræfter fællesskabet indenfor de oprindelige folks organisation.

Minka
I de oprindelige folks nuværende landsbyfællesskaber findes den private ejendomsret, men der eksisterer også kollektiv og fælles ejendom: Jord, græsgange, floder med fisk, bjerge, søer med fisk og vilde fugle, træer, buske, stier, veje og pladser, templer eller hellige steder – alt sammen til fælles brug. Det karakteristiske ved Minka er, at man arbejder for at bevare de fælles ejendomme og for at dyrke fælles jord eller opdrætte fælles kvæg. Tankegangen bag Minka er: Hvis jeg kan få glæde af de fælles goder, bør jeg også give min arbejdskraft til gengæld for at passe på det fælles og reproducere det”. Organisatorerne er fælles autoriteter, der ved en fælles forsamling på den offentlige plads indbyder fællesskabet og beslutter tid og sted, samt opgaven der skal udføres. De samme autoriteter har ansvaret for, med fælles midler, at sørge for mad, cocablade, cigaretter og likør til arbejdets pauser. Og ligesom til Ayni er ritualerne og ceremonierne en del: Musikken, sangen og dansen.

For at deltage i minka skal du bære titlen ’comunero’ (fællesskabsmedlem). En fra hver familie, enkerne deltager selv eller ved deres repræsentanter af mangel på ægtemand. Hvert landby-fællesskab har deres egen måde, hvorpå de tildeler de unge, der er ved at blive vokne, en titel som ’comunero’. I nogen landbyfællesskaber skal den unge mand først ”tjene” et år som en form for politisk autoritet, inden han bliver ”Taytalla” dvs. fuldgyldig ’comunero’. Her tæller ikke ens kronologiske alder, idet folk, der f.eks. på grund af rejser ikke har kunnet tjene et år som politisk autoritet forbliver ”ung” (Wayna), selvom de er 50 år gamle, og de kan ikke deltage i fællesarbejdet før de har opfyldt kriterierne, hvis de altså ønsker at blive indlemmet med pligter og rettigheder i fællesskabet.

Mita
Det var storfamiliens forpligtelse (som social gruppe) at bidrage med arbejdskraft til byggeri, kvægdrift eller dyrkning og høst af de nationale goder som staten administrerede. Under Tawantinsuyo-staten arbejdede man på den måde med vejbyggeri, broer, minedrift, pasning af dyr, der skulle ofres til solen og kongen (inka’en), dyrkning af jord, bygning af templer osv. Alt sammen i form af Ayllu-medlemmers fællesarbejde. Under sådanne arbejdsaktiviteter blev der afholdt hellige ceremonier, højtidelige fester med mad og drikke leveret af den statslige administration.

Nogle af disse ”nationale goder” skulle tjene til at forsyne regenterne og de rituelle og spirituelle ledere, men hovedparten blev brugt til folkets fælles forbrug. F.eks. ved man, at for hver 33. kilometer på alle veje – og der var et ’landsdækkende’ vejnet – fandtes der et depot med madvarer (såkaldt Tampu). Der kunne enhver rejsende hvile sig og spise. Men frem for alt var disse depoter opbygget til mulige naturkatastrofer. Da spanierne ankom, udnyttede de dette system til at få gratis arbejdskraft fra indianerne. De misbrugte maddepoterne og omformede Mita til en udnyttelsesform. Der var så meget mad i depoterne, at spanierne ikke behøvede at dyrke noget i 12 år, og derfor kunne koncentrere sig om at udnytte minerne. Det betød at jorden blev ufrugtbar, man mistede såsæd og frø, og så kom sulten.

Mita’en praktiseres ikke mere i dag, fordi vi oprindelige folk ikke længere er staten, men folk og nationaliteter uden stat. Vi er opslugt af de ny nationale stater i den vestlige statsrets forstand. Men Ayni og Minka bliver i dag udført i vores landbyfællesskaber og indenfor de sociale familiegrupper, selvom vi i dag kæmper en fortsat kamp mod individualiseringen og de påtvungne pengeøkonomier.