|
Bolivia ligger i Sydamerikas hjerte – uden adgang til havet. Det er 25 gange større end Danmark. De oprindelige folk udgør ca. 60% af befolkningen i Bolivia, hvoraf de fleste stadig bor i Andesbjergene. Men Bolivia er meget andet end barskt højland med lamaer og fattige bønder. Det er et land fuldt af modsætninger – naturmæssigt, kulturelt og socialt.
I. GEOGRAFI
Klima
Bolivia ligger lidt syd for ækvator og rummer næsten alle klimazoner: Tempereret på Andes-højsletten (el Altiplano) hvor bjergene når op over 6000 m; Subtropisk i dalene på Andesbjergenes østside (los Yungas); Tropisk i lavlandet mod øst (los Llanos), som grænser op til Amazonasjunglen. Over hele landet varer regntiden fra november til marts. I regnskoven betyder det, at det styrtregner en gang hver dag i denne periode, mens man i tørtiden kan opleve uger uden nedbør. I den store og tørre Cochabamba-dal og i højlandet falder der kun få dråber regn fra april til september.
Kulturgeografi
Bolivia har meget forskelligartede klimatiske og geografiske forhold. Det kan groft inddeles i tre regioner, med hver sin betydning for landets produktion:
1) Højlandet (28% af det samlede areal),
2) Dalområdet (13% do.)
3) Lavlandet (59% do.)
1 ) Højlandet
Altiplano er en højslette i 3-4.500 meters højde mellem Andesbjergenes vestlige og østlige bjergkæder. Den vestlige del er et af verdens højeste beboede områder.
Højsletten er ca. 800 km lang og 130 km bred og har været den tættest befolkede del af landet. Udvindingen af sølv, tin, zink, guld, antimon mm. har historisk udgjort kernen i Bolivias økonomi og placering i den internationale arbejdsdeling. Specielt byerne Potosi og Oruro er vokset frem på baggrund af udvindingen af tin og sølv. Potosi var i midten af det 17. århundrede den største by på den vestlige halvkugle. Begge byer har været præget af kontrasterne mellem ufattelig rigdom og dyb fattigdom.
Hovedstaden La Paz, der ligger i en kløft på kanten af Altiplano, er et vigtigt politisk og økonomisk center. Lige ovenfor La Paz på højsletten ligger El Alto – en af de hurtigst voksende byer på den vestlige halvkugle. Den befolkes først og fremmest af oprindelige folk (Aymaraer), der er immigreret fra resten af Altiplano for at arbejde i La Paz og den voksende industri omkring El Alto.
Højlandet er et tørt, barskt og vindblæst bjerglandskab, som får meget lidt nedbør, og den naturlige vegetation er en blanding af steppegræs og dværgbuske. Midt på sletten ligger Titicaca-søen, som udgør grænsen imellem Bolivia og Peru. Den er 171 km lang og op til 64 km bred og indtager en markant plads i landskabet. Jordene på Altiplano består af ler, sand og grus – erosionsmateriale fra Andesbjergkæden. De er flere steder udsat for stærk erosion og mod syd er de meget salte. De frugtbareste jorde i højlandet befinder sig i områderne tæt på Titicacasøen. Her har de oprindelige folk (aymara, inkaerne o.a.) i århundreder brødfødt 100.000’er af mennesker via vandregulering og terrassedyrkning.
Størstedelen af landbrugene på Altiplano er meget små subsistensbrug. Indtil 1952 var størstedelen af jorden ejet af nogle få store godser – på spansk kaldet latifundier. Jordreformen i 1952 delte latifundierne op i små jordlodder. Den efterfølgende intensive udnyttelse af jorden har fået alvorlige konsekvenser for miljøet. Jorden er stærkt eroderet, og nogle områder er delvist blevet omdannet til ørken. Ca. 75 pct. af landets fødevareforbrug dækkes dog stadig af produktionen i højlandet, til trods for at landbruget har begrænsede muligheder som følge af den intensive udnyttelse. Skråningerne mod de højestliggende sneklædte tinder bruges som græsningsområder til husdyrene.
Livet i højlandet er imidlertid alvorlig truet af klimaændringerne, som har medført, at gletcherne i andesbjergene smelter, hvilket om få år vil skabe voldsomme problemer for vandforsyningen i hele højlandet.
2) Dalområdet
Dalområdet – Los Valles: ligger på de østlige og nordlige skråningerne af den østlige bjergkæde, i cirka 1000-3000 m. højde. Klimaet går fra tempereret til subtropisk ned mod lavlandet. Det meste af landbrugsproduktionen sker i småbrug, størstedelen subsistensbrug. En stor del af den legale og illegale dyrkning af koka foregår i Yungas – de nordøstlige dalområder. Yungas betyder på Aymara ’de varme dale’. I dalene dyrkes desuden en lang række afgrøder som kaffe, te citrusfrugter m.m
To af Bolivias vigtigste byer, Cochabamba og Sucre, ligger i dalområderne. Bønderne i Cochabamba-dalen har i århundreder leveret fødevarer til minerne i højlandet, men dalen er gradvist ved at tørre ud. Overdreven træfældning og globale klimaændringer får skiftevis hovedansvaret for problemet.
Området omkring Cochabamba har siden midten af 1980erne været centrum for den illegale kokaproduktion. Området har derfor også været centrum for USA’s og den Bolivianske stats hårde bekæmpelse af kokaen og kokabønderne. Det har udløst en stærk organisering af kokabønderne med den nuværende præsident Evo Morales i spidsen.
3) Lavlandet
Lavlandet – Los Llanos. Ca. 2/3 af Bolivias areal er lavland, som strækker sig over hele Amazonbækkenet og La Plata-bækkenet. Med en gennemsnitlig højde over havet på mellem 100 og 700 meter har lavlandet tropisk og subtropisk klima. I den nordøstlige del er en stor del tropisk regnskov, men også savanne og steppe findes her. I regntiden er der kraftige oversvømmelser og ufremkommelige veje. Mod sydøst ligger den tørre og ugæstfrie Chaco, som er en enorm, sparsomt beboet slette, hvor temperaturen i visse perioder når over 40 grader. Længere mod nord, i Amazonas, renser en daglig skylle luften i den hede regntid, mens store landområder bliver oversvømmet i månedsvis, og både er eneste transportmiddel. De store vandmængder samles i hundreder af floder, der mod nord løber ind i Brasilien og bliver en del af verdens vandrigeste flod, Amazonas. Floderne i den sydlige del af landet løber sammen i Río Paraguay, der ender i Atlanten tusinder af kilometer sydpå i Argentina.
Mod slutningen af det 20 århundrede begyndte et demografisk og økonomisk skift i Bolivia, så den økonomiske vækst siden har været størst i lavlandet omkring Santa Cruz. Privatisering og lukning af den statslige minesektor fik arbejdsløse og jordløse til at vandre ned i dalene og lavlandet. Området omkring Santa Cruz er præget af de store industrilandbrug, som bl.a. producerer Bolivias vigtigste eksportafgrøde, soja. Der dyrkes også sukker, majs, bomuld, ris m. m. Men de store industrilandbrug udnytter kun 5 pct. af deres jord. Samtidig er mindst 100.000 familier helt uden jord i lavlandet. Ekstensiv kvægdrift er en væsentlig årsag til mange af konflikterne omkring jord i Bolivia. (se filmen Kampen om Jorden).
Store dele af lavlandet er dækket af tropisk regnskov med en meget høj biodiversitet. Mange grupper af oprindelige folk lever i de tyndt befolkede dele af lavlandet, men deres rettigheder til at udnytte naturen har igennem lang tid været presset af ekstensiv kvægdrift og jagt på resurser som gummi, paranødder, metaller, olie og naturgas. I lavlandet findes således Sydamerikas næststørste reserver af naturgas. Udnyttelsen af naturgassen er central i den nuværende regerings planer for Bolivias fremtidige udviklingsvej, men den giver også anledning til regionale konflikter, som truer med at splitte landet i to dele.
2. BEFOLKNING
Der bor idag (2014) ca.10 mill. mennesker i Bolivia
Befolkningstilvæksten er på 1,7 % pr. år.
Oprindelige folk, mestitzer,‘europæere’ m.m.
Man opdeler almindeligvis Bolivias befolkning i tre etniske grupper.
Oprindelige folk (‘indianere’), mestizer (blanding af oprindelige folk og europæere) og criollos (‘europæere’) er nogle af de mest brugte begreber. Men det er problematisk at klæbe klare etniske etiketter på folk.
Begrebet ‘indianere’, indio, er for mange oprindelige folk en nedladende betegnelse fra kolonitiden. Dengang var ‘los indios’ den billige arbejdskraft på godserne og i minerne. Sammen med byernes middelklasse var de imidlertid den drivende kraft i revolutionen i 1952, som medførte, at mange fik deres egen jord. De betragter sig derfor nu med stolthed som frie bønder.
Men stadig har de såkaldte mestizer og hvide de bedste job, tjener flest penge og ser i øvrigt ofte ned på ‘los indios’. Mestizer er folk, der mener at have hvidt, europæisk blod i årerne. Racismen smitter af på de oprindelige folk, der flytter ind til byen, så man kan høre en, der er hushjælp hos en “europæisk” familie i byen, omtale sin egen familie på landet som ‘indios’.
Ligesom de oprindelige folk er et kludetæppe af forskellige sprog og traditioner, er mestizerne en meget blandet gruppe. Nogle nedstammer direkte fra spanske familier, der er blevet blandet med landets oprindelige beboere.
Portugisisktalende brasilianere af blandet oprindelse er kommet ind over de østlige grænser. Der er desuden alt fra menonitsamfund, en hollandsk gendøberbevægelse, til små japanske og tyske grupper. Udvandringen fra Tyskland omkring anden verdenskrig har også sat sine spor. Dels flygtede en del venstreorienterede før 1940, dels satte nazister kursen mod Bolivia i og efter 1945. Den højeste koncentration af mestizer og europæere findes i lavlandet omkring byen Santa Cruz.
Endelig findes der i Yungas-dalene øst for La Paz en lille gruppe sorte. Det er efterkommere af flygtede slaver fra minerne i Potosí.
|
