Markeds-modellen

– For og imod

Er vand så basalt et gode, at det skal udvindes og fordeles lokalt, eller skal markedet eller staten bestemme?

Fordelingsspørgsmålet er et af de mest grundlæggende i politiske konflikter. Skal det være en stærk stat, der fordeler goderne? Eller skal det være forskellige firmaer, som fordeler værdierne via et marked vha. reglerne om udbud og efterspørgsel?

Hvilken tankegang ligger der bag de multinationale firmaers, Verdensbankens og forskellige regeringers måde at anskue fordelingsprocesserne på? Hvilke alternativer er der til den økonomiske liberalisme?

Filmene Tørst og Vandets Pris  beskæftiger sig alle med en grundlæggende konflikt om fordeling af vand. Skal det være offentlige vandværker eller private firmaer de leverer vandet? Skal dæmningsprojekter laves under hensyntagen til de oprindelige indiske folks, Adivasiernes, eller skal der udelukkende tænkes i økonomisk udvikling af den indiske stat? 

Marked kontra økologi
De økonomiske liberalister er fortalere for den tankegang, at det frie marked er bedst til at fordele varer, og hertil regner de vand. Markedet iflg. de økonomiske liberalister kun underlagt to love; udbud og efterspørgsel. Et fuldstændigt frit marked kræver, at de enkelte firmaer ikke er underlagt andre regler og love end udbud og efterspørgsel. Når disse forhold er gældende vil markedet altid regulere sig selv. Den økonomiske liberalismes fader Adam Smith kalder dette for den usynlige hånd: Hvis efterspørgslen på et marked efter vand stiger, vil der med det samme være firmaer, der vil udbyde vand for at mætte den øgede efterspørgsel.

Markedsmodellen kritiseres fra flere sider. Filmene viser således eksempler, hvor de private firmaer først og fremmest tænker i profit og ikke på at levere godt og billigt vand. De private firmaer skal have et overskud, som de offentlige firmaer ikke i samme grad skal have. Derfor opstår der en fare for prisstigninger på vandet ved leverance fra private firmaer. Desuden er den usynlige hånd ikke en god nok mekanisme til at sikre en retfærdig fordeling af vandet. I Vandets Pris ses det. at de store dæmningsbyggerier tværtimod kun kommer de store industribyer ved kysten til gode, mens de fattige mennesker i de tørkeramte områder ikke tilgodeses.

Den indiske forfatter og miljøforkæmper Vandana Shiva har i sin bog Krig om Vand også kritiseret markedsmodellen. Hun mener markedsmodellen glemmer at tage højde for de økologiske grænser for vandet som sættes af vandets kredsløb. Den glemmer også de økonomiske grænser som fattigdommen sætter. Fattige mennesker, der mangler vand, repræsenterer ikke nogen efterspørgsel i og med at de ikke har penge til at købe for.

Hun opfatter vand som en del af naturens kredsløb. Det kan ikke gøres til genstand for produktion, uden at det har alvorlige konsekvenser for miljøet. Ifølge Vandana Shiva rummer markedsmodellen yderligere den fejlagtige antagelse, at man altid kan substituere mellem to varer. Det vil sige, at man kan skifte en vare ud med en anden. Men vand har alle mennesker har brug for, for at overleve. Derfor kan vand ikke blot skiftes ud med en anden vare. Markedsmodellen har derfor to grundlæggende problemer: den ødelægger jorden og skaber ulighed. Vandana Shiva mener, at den eneste måde uligheden kan mindskes på er gennem økologisk demokrati.

Ifølge Vandana Shiva er løsningen investeringer i økologiske foranstaltninger, der skal sikre den bedste fordeling af vandet. Disse økologiske foranstaltninger kan være små bæredygtige landbrug hvor vandet udnyttes bedst muligt. Ikke til kommercielt brug, men fordelt bedst muligt i bøndernes interesse. I Thirst ses et eksempel på lokalstyret vandforvaltning i Rajasthan (Rainwater harvesting). Ved at indføre den økologiske model mener Vandana Shiva at markedsmodellen kan bremses. Den økologiske model er ikke ny. Den er derimod en fortsættelse af årtusindlange traditioner for udvinding og fordeling af vandet. I det økologiske demokrati har man den antagelse, at en lokal folkestyret drift af vandressourcerne er bedre end private firmaers ulige fordeling af vandet. I Indien blev de lokale vandsystemer ledet af landsbykomiteer. Den fælles styring af vandet sørgede for at de økonomiske konsekvenser for de berørte familier blev minimeret under oversvømmelser og andre katastrofer. Ved at have kollektiv medbestemmelse på vandets fordeling sikrede de økologiske fællesskaber bønderne en lighed. Ligheden i fordeling sikrede at de økonomisk stærke i lokalsamfundet ikke fik en større del af fordelingen, end de havde ret til. 

De lokale fællesskaber omkring vandet blev ødelagt, da regeringen under det britiske overherredømme overtog kontrollen med vandressourcerne. De kollektive rettigheder til vandet blev undermineret og kontrollen med ressourcerne overgivet til eksterne instanser. Overskuddet ved driften og fordelingen af vandet kom ikke længere indbyggerne til gode. I stedet blev overskuddet kanaliseret ind i statens departementer. Før havde indbyggerne en tilskyndelse til at passe på deres vandsystemer. Men tilskyndelsen til at værne om vandressourcerne gik tabt, da de kommercielle og bureaukratiske interesser tog over.

Økonomi og politik
Et andet argument fra de økonomiske liberalister for en privatisering af vandressourcerne er de politiske konsekvenser. Argumentet går på, at en øget frihandel kan være en fordel for de politiske forhold i et land. Ved at åbne et marked for udenlandske firmaer og deres investeringer sikres en større gennemsigtighed og enkelhed i det politiske system og den offentlige administration. Når udenlandske firmaer kommer ind på et ellers lukket nationalt marked sikres en større kontrol med magthaverne i det pågældende land. Liberalisterne mener det modvirker korruption og magtmisbrug i det pågældende land.
Dette er dog blevet stærkt kritiseret. I Pengekilden ses hvordan de udenlandske investeringer i Manilas vandforsyning var med til at gøre magthaverne rigere. Samtidig med at der ikke blev foretaget de nødvendige forbedringer af vandrørene i byen.
Vandana Shiva anfører desuden, at den økologiske model er bedre til at sikre gennemsigtighed og en ordentlig fordeling af vandet. Det skyldes, at man der har kollektive rettigheder til vandet. Hvis der er kollektive rettigheder til et gode som vand sikres det, at stater og kommercielle interesser bliver stillet til ansvar for deres handlinger. Demokratisk fællesejede goder sikrer desuden et politisk styringsinstrument. Et styringsinstrument der kan være med til at mindske den store ulighed som en uhæmmet privatisering har skabt.

Monopol?
Ifølge de økonomiske liberalister kan private firmaer også afskaffe lokal monopoldannelse. Dette er tilfældet i Stockton, hvor det inden privatiseringen kun var det offentlige vandværk, der kunne sætte priserne. De havde dermed opnået en monopolsituation.
Ved monopol forstås en tilstand, hvor der kun er en udbyder af en vare på et marked. Denne udbyder kan selv fastsætte varens pris. Desuden fjerner monopolsituationen firmaets tilskyndelse til at være effektive. Det skyldes at firmaet ikke skal konkurrere med andre firmaer om at være mest effektive i produktionen. Ved en privatisering sker der derimod en større konkurrence mellem flere forskellige firmaer. Firmaerne kan hver især kan byde på licitationen og de sørger for at holde priserne nede og konkurrencen oppe pga. privatiseringen.

I filmene leveres der dog flere steder eksempler på at det omvendte er også sker, at private firmaer får monopol på vandleverancen. Den økonomiske globalisering har som sagt skabt nogle store multinationale selskaber. De multinationale selskaber har lokalt delvist monopolstatus. Det betyder, at de kan sætte prisen (op) og levere et dårligere produkt. Dermed bliver privatiseringen kun til gavn for de politiske eliter.
Nogle steder er det, som i Stockton, et bystyre der ønsker at privatisere for at få spare på de offentlige udgifter. Andre steder, som i Manila, er det en korrupt politisk elite der selv drager de økonomiske fordele af privatiseringen. Det resulterer i, at den fattige befolkning sidder tilbage med dårligt og nogle gange helt udrikkeligt vand.

Vækst eller bæredygtig udvikling
Ideen om at skabe velstand gennem vækst ligger bag dæmningsbyggerierne i Indien. Her skal dæmningerne (bl.a. skabt ved hjælp af udenlandske investeringer) gøre Indien rigere ved at levere vand og el til overrisling af marker og til brug i Industrien. Det skal gøre Indien selvforsynende på fødevare- og energiområdet.
Denne tankegang hænger sammen med en anden af 1960-ernes storefremstød: den grønne revolution. Også den var baseret på ønsket om at øge Indiens generelle velstand. Velstanden skulle opnås ved at gøre landet mere effektivt i eksempelvist fødevareproduktion. Dermed ville landet opnå en større grad af selvforsyning.

Tankegangen kan overføres til de store dæmningsbyggerier. Dæmningsbyggerierne skal få flere i arbejde og samtidig sørge for en større kontrol og bedre fordeling af vandressourcerne. Derved vil Inderne kunne gøre landbruget mere effektivt, fordi de kunne bruge vandet efter behov på markerne.
Projekterne skulle finansieres med støtte fra Verdensbanken i kombination med flere udenlandske investeringer fra eksempelvis store udenlandske vandfirmaer. Dermed håbede de skiftende indiske regeringer på at skabe en større velstand generelt for den Indiske befolkning.

Iflg. Vandana Shiva var der imidlertid store problemer ved den grønne revolution. Ved at omorganisere vandtransporten til fordel for kortsigtede effektiviseringer ødelagdes den naturlige vandbalance.

I dag har de enorme overrislingsprojekter og vandintensive landbrug, i bl.a. Indien, medført tilførsel af en større mængder vand end økosystemet kan opsuge med sin normale dræningsevne. Dette har ført til forsumpning, tilsaltning og ørkendannelse. (link; geografidelen)
I stedet for den grønne revolution må der iflg. Vandana Shiva tages udgangspunkt i langsigtede økologiske og bæredygtige projekter.

Verdensbanken
Verdensbanken (WB) har fra start af arbejdet ud fra principperne i markedsmodellen.
Verdensbanken er en international finansinstitution oprettet i 1944. Den har 130 medlemslande og har til formål at støtte genopbygning og udvikling af medlemslandene gennem finansiel støtte til aktiviteter. Aktiviteterne skal øge produktiviteten i de enkelte lande.
Verdensbanken ser det som en vigtig opgave at arbejde for fri bevægelse af varer og kapital. Verdensbanken bliver tit forvekslet med den Internationale Monetære Fond (IMF), og WB arbejder da også tæt sammen med IMF. F.eks. kræves det medlemskab af IMF, før et land kan være med i WB.

IMF fungerer som international lånegiver til især udviklingslandene. I den funktion har IMF tit fungeret som ”politimand” overfor udviklingslandene. Dette er især sket i kraft af dens krav om at låntagerne gennemfører en økonomisk liberalisering som betingelse for at modtage lån. Problemet er, at dette tit har ledt til social armod i udviklingslandene.

 IMFs hovedsæde

Det har været et problem at Verdensbanken og IMF har været domineret af rige vestlige lande. De rige vestlige lande har af og til fokuseret mere på egne investeringers afkast end reel udvikling af de støttede lande.
Verdensbanken leverer som sagt en milliardstøtte til udviklingsprojekter til f.eks. vand. Det benytter nogen af de private selskaber sig af. De kan se et uudnyttet marked, hvor de kan øge deres profit.
Vandana Shiva anfører, at de private firmaer ved at søge støtte hos Verdensbanken kan nedbringe deres investeringer i projekterne. Dermed bliver profitten endnu større. Det er iflg. hende kun til gavn for firmaerne selv og ikke for de mennesker der er truet af mangel på vand.

Fortalere for markedsmodellen vil omvendt argumentere for at Verdensbanken faktisk trak sig ud af Narmada projektet. Men i Drowned Out påpeges det at i stedet for en mindre international styring med projektet kom et ukontrolleret projekt. Staten arbejdede fortrøstningsfuldt videre med projektet efter en tvivlsom dommerkendelse og landsbyboernes rettigheder blev tilsidesat.

Vandana Shiva mener at Verdensbanken kom til at virke som en nyttig idiot i hænderne på den indiske politiske elite og de store multinationale selskaber.

Samarbejdet mellem staten og de private selskaber sker tit gennem de offentlige-private partnerskaber. På papiret virker sådanne partnerskaber som gennemsigtige og demokratiske. Men der kan argumenteres for, at det offentlige blot stiller midler til rådighed for privatiseringen af offentlige goder.

De private firmaers strategi er at indføre en såkaldt kommerciel orientering. Hos de offentlige firmaer var det målet at levere en gratis tjenesteydelse til alle. Vandana Shiva anfører at ved en omdannelse til private firmaer er det snarere mentaliteten, at man kun kan få adgang til tjenesteydelsen ved at købe den. Endvidere er fokus ikke på service, men på profit og effektivitet. Ved privatiseringen af vandværket i Stockton bliver selve arbejdspladsen også ændret i en sådan retning. Fokus vil fremover kun være at levere produkter så billigt og omkostningsfrit som muligt i stedet for at levere en god og billig service.

Diskussionen om hvorvidt den økonomiske liberalisme eller den økologiske model har ret i sit syn på globalisering og retfærdighed handler derfor i høj grad om politiske forhold. Hvordan fordeles ressourcer bedst muligt og kan man i det hele taget tale om vand som en vare?