Godsejerne

DET BOLIVIANSKE TEXAS – STORE MARKER, STORE BEKYMRINGER

Af Steffen Leidel

I Santa Cruz departementet er kvægbrugene enorme, sojamarker og sukkerplantager strækker sig langt. Nogle familier er helt utrolige rige – de føler sig truede af Morales. For Mariano Aguilera er det at klare mange ting på samme tid ikke noget problem. Han kører i fuld fart på landevejen i sin BMW, taler i telefon, indstiller radioen eller justerer air-conditioneringen. Om formiddagen leder han arbejdet på sin hacienda ”El Naranjal” 70 km fra Santa Cruz, og ved middagstid arbejder han som politiker. I dag skal han deltage i den grundlovgivende forsamling i Sucre, provinshovedstaden.

Aguilera er bedre kendt som Kiko, han lever et liv med fart på og han kender godt risikoen. ”Alt hvad jeg i dag ejer, har jeg arbejdet hårdt for” fortæller Kiko. Hans far døde tidligt, da han var 13 år gammel, og Kiko har arvet haciendaen. I dag er Kiko en af Bolivias rigeste personer, han har værdier der overstiger 180 millioner dollars. Han og hans syv søskende ejer otte haciendaer med i alt 13.000 hektarer jord til. Derudover ejer han et utælleligt antal kvæg, heste og enorme arealer med soja og sukker plantager. Der er 100 familier der arbejder for ham.

Angst for landbrugsreformen
Kiko’s maskinpark er værdisat til 340.000 dollars, den bruger 41 liter benzin og høster 1200 tons rørsukker i timen. Omsat til mandetimer svarer det til 600 mænd. Rørsukkeret bliver bagefter til sukker, foder, ethanol, rom og alkohol uden parfume, alt sammen på hans egne fabrikker. Kiko har spanske aner, han tilhører det sociale lag som Evo Morales’ tilhængere nedsættende kalder ’oligarkiet’, den hvide overklasse.

Den første indianske præsident i Bolivia, Morales, afgav et løfte om at genindføre retfærdigheden. Staten skal generhverve ejendomsretten til de primære ressourcer og derudover vil Morales lave en omfordeling af en femtedel af Bolivias landbrugsjord. Ifølge en analyse lavet af den katolske kirke ejer en lille gruppe familier 90 % af haciendaerne, resten af jorden er fordelt mellem ca. 3 millioner småbønder, størstedelen tilhørende den oprindelige befolkning.

Kamp om selvbestemmelsen
Indtil dags dato har Morales kun omfordelt statsejet jord, men han truede også med at uddele den private og uudnyttede, men dyrkningsegnede jord. De godsejerne, som ikke opfylder deres sociale og økonomiske pligt, skal stille jord til rådighed til indianske landsbysamfund og andre personer uden jord.

Den tidligere regerings planer føles som et direkte angreb på de bekvemmelige godsejere i Santa Cruz, og derfor truer Kiko og resten af de rige i Santa Cruz med at forsvare sig. De ser og opfatter tingene på en helt anden måde end Morales, og de har i årevis kæmpet for Santa Cruz’ selvstændighed i alliance med andre indflydelsesrige departementer i lavlandet, så som Beni, Pando og Tarija.

Ved en folkeafstemning afholdt i juli 2006 vandt tilhængerne af øget autonomi stort i de såkaldte ”avancerede departementer”, men på nationalt plan blev de stemt ned: 56 % af valgdeltagerne stemte imod en større egen beslutningsfrihed i disse provinser og støttede dermed præsidenten.

”Det østlige Bolivia har sin egen identitet. Vi ønsker ikke en uafhængig stat i staten, men vi er for en decentralisering. En decentralisering, der er blevet afvist af alle regeringer i La Paz, ikke kun af Morales”, siger Germán Antelo, formand for den borgerkomité i Santa Cruz, der i 56 år har kæmpet for selvstændighed.

Det rigeste departement
”Det østlige Bolivia producerer 40 % af landets bruttonationalprodukt”, tilføjer Antelo. Halvdelen af Bolivias landbrugseksport (soja, ris, oksekød) kommer fra Santa Cruz. Alligevel er folkene fra Santa Cruz, de såkaldte ”cambas”, irriterede. Selvom regionen er den, der bidrager med mest af samtlige Bolivias ni departementer, så er det den region, der modtager mindst.

”Takket være de generationer af familier der kom hertil og bearbejdede jorden, er Santa Cruz blevet udviklet” siger Mauricio Roca, formand for Landsbrugs- og fiskeri-organisationen i Østbolivia. ”Santa Cruz skylder ikke staten noget”, understreger Roca. ”Nación Camba”, Den Nationale Camba Bevægelse for Frihed er talerør for de mest radikale holdninger: ”Bolivia er en form for sydamerikansk Tibet, grundlagt af et flertal af etniske tilbagestående og elendige aymara og quechua indianere”. Det kan man læse på deres webside. Deres slogan er: ”Vi vil være, som vi selv vil, og ikke som andre vil ha’ vi skal være”.

Antelo og Roca tager offentligt afstand fra denne tendens, ”men hele overklassen sympatiserer med dem, det er ligesom en hemmelig sekt” fortæller en fremstående rådgiver fra regeringen. ”Santa Cruz får mig til at tænke på Texas. Få familier der har magten og indflydelsen, de kender alle hinanden og gør hinanden tjenester”.

Potentiel konflikt
På trods af at den hvide overklasse er økonomisk indflydelsesrig, er den en minoritet i antal. I Santa Cruz er der flest såkaldte ”Collas”, d.v.s. folk fra de to store grupper af oprindelige folk: aymara og quechua. De er immigreret ned fra højlandet. Santa Cruz har 1,2 millioner indbyggere, men tallet er stigende.

I 1950’erne var regionen stadig affolket, som en lille landsby, uden elektricitet, eller vandforsyninger, men da landevejen til Cochabamba blev færdig og departementet kunne kommunikere med resten af landet, ville udviklingen ingen ende tage. Mange ”Collas” arbejder i dag for ”Cambas” som høstarbejdere eller bygningsarbejdere og for det er meste, er sameksistensen fredelig. Men risikoen for en konflikt er stadig mulig, fordi flertallet de fattige ”Collas” støtter Evo Morales’ kurs. Ifølge en opinionsundersøgelse mener en ud af fem adspurgte, at en borgerkrig mellem tilhængere og modstandere af Morales kunne finde sted i dette område. Nación Camba kunne være i gang med at bevæbne paramilitære grupper.

Kiko ønsker ikke nogen krig, ”Vi er ikke racister, vi lever i fred med ”Collas”, men hvis det bliver nødvendigt, vil han også kæmpe. ”Vi har ikke taget noget fra nogen, vores jord har vi bearbejdet i vores ansigts sved. Vi afleverer ikke noget til nogen – så hellere dø”.

Kilde: Deutche Welle