BOLIVIAS HISTORIE EFTER 2005

Af Anne Sofie Scherrebeck

Anerkendelse af oprindelige folk
I 2009 blev en ny grundlov godkendt i Bolivia. Den gruppe mennesker, der blev valgt til at skrive grundloven, var bemærkelsesværdig på grund af sammensætningen. Halvdelen af var under 40 år. 34 % var kvinder og 56 % var oprindelige folk. Den nye grundloven garanterer alle traditionelle rettigheder for oprindelige folk og anerkender Bolivia som en plurinational stat. Det betyder, at specifikke grupper af oprindelige folk har ret til at være selvstyrende med deres egne love på de territorier de forvalter, uden indblanding fra eksempelvis byråd eller kommuner. 38 forskellige sprog – spansk og 37 oprindelige sprog – anerkendes som landets officielle sprog. Endvidere er mange repræsentanter for de oprindelige folk og mestizerne blevet indsat på ledende poster i regeringen.

Nationalisering af Bolivias naturressourcer
Under urolighederne, der førte op til folkeafstemningen i 2005, var det folkelige krav om, at olie og gas skulle nationaliseres, meget vigtigt. Derfor var det af stor betydning, at det blev indskrevet i den nye grundlov, at olie og gas tilhører den bolivianske regering. I løbet af Evo Morales’ første år som præsident nationaliserede han ikke blot olie og gas, men også telefonselskaber og elværker. Desuden blev der etableret en statsejet pensionskasse og et statsejet flyselskab. Disse ændringer har betydet, at den bolivianske stat er blevet dominerende i Bolivias økonomi, i modsætning til tidligere, hvor det var private – og i høj grad udenlandsk ejede firmaer – der dominerede. Det har givet bolivianerne en følelse af, at de selv er herrer over landet ressourcer, men det har samtidig skræmt en del udenlandske investorer væk. Det betyder, at Bolivia må klare sig uden de penge, de kunne have tjent på udenlandske investeringer. De store indtægter i landet lige nu stammer fra naturressourcer og udenlandsk bistandshjælp. Kun fremtiden kan vise, om det er nok til at holde Bolivias økonomi kørende fremover.

De to Bolivia’er
Den hvide elite i Bolivia er ikke begejstret for Evo Morales’ politik. Det er især i de østlige egne af landet - kendt som ”halvmåneprovinserne” (på kortet aftegner de en halvmåne i den østlige del af Bolivia) - at der sidder rige godsejere, virksomhedsejere og politikere, der er imod Evo Morales. Landet er så at sige blevet delt i to - geografisk, racemæssigt og klassemæssigt. I vest, i højlandet, dominerer fattige højlandsfolk der stemmer på MAS, og i øst sidder den 'hvide', rige overklasse der stemmer på oppositionspartiet PODEMOS. I 2007 var FNs særlige udsending inden for menneskerettigheder og indfødte folks rettigheder, Rodolfo Stavenhagen, i Bolivia. Han mente, at det der foregår i den østlige del af Bolivia er udtryk for en racisme, der ville passe bedre til et kolonialt samfund end til en moderne, demokratisk stat.
(se filmen De to Bolivia'er)

Den hvide overklasse har truet med at gribe til våben, hvis Morales fratager dem deres jord eller andre rigdomme. At styre Bolivia så man tilgodeser indianernes jordkrav og udligner forskellene imellem rig og fattig, samtidig med at man undgår voldelige opstande i provinserne i øst, er en svær balancegang. Indtil videre er det lykkedes at holde de østlige provinser nogenlunde i ro, samtidig med at enorme landarealer er blevet overdraget til de oprindelige folk i regnskoven. Der er dog lang vej endnu, før fordelingen af jorden i det bolivianske lavland er endeligt afsluttet.

Protesterne mod en motorvej: TIPNIS-konfliken
At styre et land så der er økonomisk udvikling og en voksende infrastruktur, og samtidig tilgodese så mange forskellige grupper som der er i Bolivia, er ikke nogen let sag. Det blev tydeligt i 2011 og 2012, hvor den såkaldte TIPNIS-konflikt brød ud. Konflikten bundede i, at regeringen ønskede at anlægge en motorvej tværs igennem Bolivia og tværs igennem TIPNIS, som er en nationalpark, der foruden at have et rigt og bevaringsværdigt plante- og dyreliv, er hjemsted for flere grupper af oprindelige folk i regnskoven. De har fået skøde på deres jord, og ifølge boliviansk lov skal de høres, hvis regeringen ønsker eksempelvis at bygge en vej igennem området. De frygter, at en vej i området vil betyde, at illegale kokadyrkere har lettere adgang til at trænge ind på deres territorium og dyrke jorden dér. Og samtidig vil en motorvej med den medfølgende forurening og støj skade biodiversiteten i området. Regeringen havde imidlertid ikke spurgt dem, inden de begyndte at anlægge vejen, hvilket førte til store protester. To gange har store grupper af oprindelige folk fra regnskoven tilbagelagt mere end 600 km til fods i protestmarcher med La Paz som endemål. Stik imod boliviansk lovgivning har politiet angrebet de marcherende, hvilket har vakt afsky i store dele af befolkningen. Konflikten er endt med, at regeringen har lovet at anlægge vejen uden om nationalparken, men sagen er et eksempel på, at Evo Morales’ regering ikke altid følger de demokratiske spilleregler, der er beskrevet i landets love.

Vil Bolivia fortsat være et demokrati?
Evo Morales og hans regering er meget følsomme overfor kritik. I december 2013 blev det besluttet at den danske organisation Ibis, der arbejder for oprindelige folks velfærd og rettigheder, skulle forlade landet. Ifølge regeringen har Ibis arbejdet for at vende oprindelige folks bevægelser mod regeringen. Ibis afviser anklagerne, men har afsluttet deres arbejde i landet. På lignende vis er den amerikanske hjælpeorganisation USAID blevet smidt ud af Bolivia. Beslutningerne er tegn på, at Evo Morales meget konsekvent skaffer sig af med de organisationer, der kan finde på at kritisere regeringen.

Samtidig er Evo Morales i efteråret 2014 blevet valgt til at sidde en 3. valgperiode. Ifølge grundloven kan en præsident kun sidde i to valgperioder. Eftersom Evo Morales er blevet valgt til præsident to gange (i 2005 og i 2009), kunne han reelt ikke genopstille til næste valg, men man lavede en forfatningsmæssig ændring, så han alligevel fik lov til at sidde en periode til. At give for meget magt til én person er et åbenlyst demokratisk problem, men på den anden side har Evo Morales formået det, som mange af hans forgængere ikke har kunnet: At overtage kontrollen med naturressourcerne og bruge indtægterne til at sætte ind overfor fattigdommen; at føre en sammenhængende politik i en årrække og dæmpe de folkelige protester i landet. Før han blev valgt, havde landet oplevet fem politiske ledere og adskillige blodige folkelige protester på blot fem år.