VANDKRIGEN

Anne Sofie Scherrebeck

I 2000 og 2003 opstod der voldsomme konflikter imellem den bolivianske regering og den bolivianske befolkning. Begge gange skyldtes konflikterne en uenighed om, hvordan Bolivias naturressourcer skulle administreres – først vandet og bagefter naturgassen. Store del af befolkningen var utilfreds med regeringens belutninger om at sælge ud af Bolivias naturressourcer og viste deres utilfredshed med demonstrationer og blokader. Regeringen svarede igen på den måde som den bolivianske regering plejede: Ved at sætte politi og militær ind mod befolkningen. I sidste ende skulle befolkningen dog vise sig at være stærkest.

VANDKRIGEN
Er det moralsk i orden at tjene penge på fattige menneskers drikkevand, eller er vand en basal ressource, der tilhører os alle? Det blev den bolivianske regering og befolkningen i Cochabamba - en af Bolivias større byer - uenige om i begyndelsen af 2000. Konflikten er kendt som Vandkrigen (La Guerra del Agua). Den blev udløst af en aftale om at privatisere drikkevandet i Cochabamba, som den bolivianske regering, med præsident Hugo Banzer i spidsen, havde underskrevet med et internationalt firma.

Optakt til problemer
I september 1999 underskrev den bolivianske regering en aftale med det transnationale konsortium Aguas del Tunari om, at de skulle overtage handelen med og administrationen af drikkevand i Cochabamba. Aguas del Tunari regnede med at kunne tjene millioner af dollars på aftalen. Allerede på dette tidspunkt demonstrerede Cochabambas befolkning, som frygtede, at vandpriserne ville stige, når privatiseringen trådte i kraft. Da champagneglassene var blevet fyldt for at fejre underskrivelsen af kontrakten, kunne man høre støjen fra den demonstrerende befolkning ude fra gaderne. Bolivias præsident (og tidligere diktator) Hugo Banzer beroligede Aguas del Tunaris repræsentant Geoffrey Thorpe: ”Jeg er vandt til den slags baggrundsmusik”, sagde han ubekymret. Det skulle dog vise sig, at lige netop denne ”baggrundsmusik” ville være kraftig nok til at jage Aguas del Tunari ud af Bolivia for altid og tvinge regeringen til at annullere den aftale, den havde indgået!

Priserne stiger
I januar 2000 overtog Aguas del Tunari kontrollen med drikkevand i Cochabamba. Som befolkningen havde frygtet, steg priserne på drikkevand drastisk – nogle steder med op til 200 %. En gennemsnitsfamilie måtte nu hver måned betale mellem 15 og 20 $ for vand. Det lyder måske ikke af meget, men hvis man ved, at minimumslønnen i Cochabamba på det tidspunkt var på 60 $ pr. måned, var det en uoverkommeligt stor del af en families budget, der pludselig skulle bruges på vand. For mange familier betød det, at de måtte skære på andre vigtige udgifter, ved for eksempel at tage deres børn ud af skolen eller at undlade at gå til lægen. Andre havde ganske enkelt ikke råd til at betale de forhøjede priser.

Protesterne vokser
Cochabambas indbyggere var vrede over de høje priser og syntes, at det var uretfærdigt, at et stort internationalt firma skulle tjene penge på vand, som er en basal ressource for overlevelse. De var også vrede over, at den bolivianske regering gav Aguas del Tunari retten til at bruge de brønde, som folk selv havde gravet, og som staten aldrig havde haft del i. Pludselig skulle folk betale mange penge for vand, der kom fra deres egen private brønd.

Befolkningen syntes også, at der var et demokratisk problem i, at regeringen havde truffet så vigtig en beslutning uden at spørge befolkningen først. De syntes, det var udemokratisk, og krævede at beslutningen blev lavet om. Mens det i slutningen af 1999 primært var bønderne – der havde hårdt brug for vand til at vande deres marker – der protesterede, sluttede byboerne fra Cochabamba sig nu til konflikten. Det var denne blanding af bønder, arbejdere, middelklassen og studerende der gjorde, at protesterne blev så stærke, som de gjorde.

Nelida Zuares, en kvinde der kommer fra middelklassen i Cochabamba, beskriver deres følelse af, at regeringen havde handlet udemokratisk og uretfærdigt, således:
”Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne de sælge vores vand til et udenlandsk selskab? Vand er liv! Det skal ikke sælges, og slet ikke til et fremmed multinationalt firma. Og hvad gjorde de så med det? Ingenting! De satte bare priserne op… mere end dobbelt… så selv for os i middelklassen var det for dyrt.
Vi havde accepteret så meget, så mange privatiseringer, fordi vi troede, at det ville skabe flere arbejdspladser. Men vandet, det var for meget! Hvad ville det næste blive? Luften?
Derfor sluttede mange folk fra middelklassen sig spontant til protesterne. Vi kunne ikke acceptere, at politikerne ikke tog vores krav seriøst. Der var så stor en kløft imellem hvad de sagde og hvordan vi så tingene, det var næsten som om vi talte to forskellige sprog.
Og så al volden! Hvordan kunne de gøre det? Hæren er jo til for at beskytte os mod fjender udefra, ikke for at slå os bolivianere ihjel. Jeg troede, at vi levede i et demokrati, men dette her føltes som krig.”

(Citatet findes på engelsk i Harten 2011 side 111).

Befolkningen organiserer sig
Den bolivianske befolkning har ofte vist, at den er god til at organisere sig. Det beviste den også i denne konflikt: Allerede i november 1999 dannede man organisationen Koordinatoren for vand og liv (Coordinadora del Agua y Vida), som var en sammenslutning af mange forskellige sociale bevægelser, og som skulle koordinere protesterne mod privatiseringen. Organisationen kom til at spille en vigtig rolle for protesterne og forhandlingerne med regeringen. Det var Koordinatoren der i januar 2000 organiserede de folkelige protester. Lufthavnen, byen og større indfaldsveje blev blokeret med sten og træstammer, og tusindvis af demonstranter var samlet i Cochabambas centrum. Slagord som ”El agua es vida” (”Vandet er liv”) og ”El agua es nuestra, carajo!” (“Vandet er fandme vores!”) stod skrevet overalt.

Lederen for Koordinatoren hed Omar Fernández. I citatet nedenfor beskriver han, hvordan Koordinatoren opstod, og hvordan forskellige folk kunne bidrage til den stærke organisering:
”Først var protesterne spredte og uorganiserede, men så mødtes jeg med nogle af de andre ledere. Nogle af dem kom fra sammenslutninger af nabolag, andre kom fra bondeorganisationer eller organisationer for indfødte folk. (…) Så vi inviterede dem og så, at vi alle var imod at vores vand skulle sælges til et transnationalt firma. Der var selvfølgelig også mange forskelle i vores holdninger, men vi diskuterede det hele og blev enige om at stå sammen imod tyveriet af vores vand.
Der var også tidligere minearbejdere iblandt os, og de sagde: ”Ikke igen! Vi kan ikke lade dem sælge alle vores ressourcer til udlandet.” Så vi besluttede at danne gruppen Koordinatoren for at koordinere vores protester. Ved at arbejde sammen lærte vi fra hinanden: Vi havde minearbejderne, som vidste hvordan man organiserer demonstrationer, middelklassefolk der var gode til fundraising, og fra kokadyrkerne lærte vi at privatiseringen af vandet blot var et symptom på problemet og ikke problemets egentlige kerne. Det egentlige problem var at politikerne ikke ville tale med os, de ville ikke engang lytte til os. Så kokadyrkerne sagde: ”Der er ikke noget demokrati, hvis regeringen ignorerer så mange mennesker. De har altid ignoreret os kokadyrkere, men nu ignorerer de også jer. Så hvor er demokratiet henne?” Jeg tror at det var meget vigtigt for os at indse dette. Det betød, at vi ikke gav op, heller ikke når konflikten var rigtig voldelig.”

(Citatet findes på engelsk i Harten 2011 side 115).

I første omgang ignorerede den bolivianske regering protesterne, men den 13. januar kom ministrene for handel og økonomi endelig til Cochabamba for at diskutere ændringer af kontrakten med Koordinatoren. Det blev besluttet, at der skulle ændres i aftalen inden for tre måneder, men befolkningen havde hverken penge eller tålmodighed til at vente så længe. Mange begyndte at lave offentlige afbrændinger af deres vandregninger på byens torv.

Den næste optrapning af konflikten kom i februar, da Koordinatoren arrangerede en fredelig protestmarch for hele regionen. Selvom marchen skulle være fredelig, forbød regeringen den og sendte politiets specialstyrker ind for at bremse demonstranterne. Det kom til voldsomme sammenstød, og byen lignede en krigszone med over 1.000 politifolk, der prøvede at holde demonstranterne væk fra centrum.

I marts indkalde Koordinatoren til valg, så befolkningen kunne stemme om privatiseringen af vandet. Her stemte 96 % af de 50.000 deltagende vælgere imod privatiseringen, men den bolivianske regering ignorerede resultaterne af afstemningen. Kort efter, i begyndelsen af april, iværksatte Cochabambas indbyggere og bønderne fra de omkringliggende områder store protester. De blokerede vejene, og titusinder demonstrerede for at få regeringens aftale med Aguas del Tunari anulleret. Sloganet ” El agua es vida” (”Vandet er liv”) gjaldede gennem gaderne. Præsident Hugo Banzer svarede igen med at erklære Cochabamba i undtagelsestilstand og sætte militæret ind. Én blev dræbt og utallige såret i konfrontationerne mellem militæret og demonstranterne. Til sidst måtte regeringen dog give op: Den 10. april annoncerede den, at kontrakten med Aguas del Tunari var ophævet, og at byens vandforsyning igen skulle være en offentlig opgave.

Hvorfor skulle vandet privatiseres?
Umiddelbart kan det virke underligt, at den bolivianske regering traf beslutningen om at privatisere vandforsyningen i Cochabamba, når det tydeligvis ikke kom befolkningen til gode. Men hvis man ser nærmere på Bolivias historie fra 1982 til 1999, samt på den konkrete situation i 1999, kan man alligevel finde en række grunde til, at regeringen valgte at underskrive kontrakten med Aguas del Tunari.

For at starte med det sidste, så var vandforsyningen i Cochabamba så dårlig, at det var bydende nødvendigt at gøre noget. Der var ikke vand nok, mange familier havde ikke adgang til rent drikkevand, og mange andre havde set sig nødsaget til at grave deres egne brønde for at få vand. Det var ikke til at overse, at der skulle laves kraftige forbedringer af infrastrukturen i området. Problemet var bare, at regeringen ikke havde midlerne til at gennemføre disse forbedringer. Derfor var en overdragelse af ansvaret for byens vandforsyning en let måde for regeringen at slippe af med et åbenlyst problem.

Derudover kan Bolivias historie og økonomiske politik give en forklaring på, hvorfor regeringen gjorde som den gjorde. I 1982 var der en meget alvorlig økonomisk krise i Bolivia. Økonomien var så dårlig, at militæret, som på det tidspunkt havde taget magten i Bolivia, måtte gå af, og den demokratisk valgte præsident Hernán Siles Zuazo blev indsat i stedet. Den økonomiske krise nåede sit højdepunkt i 1985, hvor inflationen nåede op på 8.170 % per år. Præsident Víctor Paz Estenssoro, der blev valgt i 1985, var derfor nødt til at foretage drastiske økonomiske og politiske ændringer. Han skar statens udgifter ned til et absolut minimum og indførte neoliberalisme.

Neoliberalismen rummer – i lighed med liberalismen – en tankegang, der sætter individet og det frie marked i centrum. Staten opfattes som korrupt og ineffektiv, og derfor skal statens rolle i samfundet være så lille som muligt. I stedet anser man det frie marked som værende den neutrale, retfærdige instans, der skal sikre sociale goder. Set i lyset af den tankegang giver det god mening at privatisere et lands vandforsyning, og man gjorde da også det samme i mange andre udviklingslande på det tidspunkt.

I 1999, da aftalen med Aguas del Tunari blev underskrevet, kom 30% af den bolivianske regerings indtægter desuden fra udenlandsk udviklingsstøtte. På det tidspunkt mente førende økonomer i den vestlige verden, at neoliberalisme var vejen frem for fattige lande, der skulle have styr på deres økonomi. Derfor kan den bolivianske regering måske have følt sig presset til at privatisere vandforsyningen i Cochabamba. Det er dog også sandsynligt, at regeringen anså vand for at være en ressource, som man kunne tjene penge på, uden at tage hensyn til den pris, landets befolkning måtte betale for det. Neoliberalismen medførte imidlertid ikke de økonomiske og sociale forbedringer, man havde forventet. Tværtimod blev skellet mellem rig og fattig større, og de fattigste dårligere stillet på grund af nedskæringen af statens sociale ydelser. Vandkrigen i Cochabamba kan netop ses som et eksempel på, at neoliberalismen ikke kom de fattigste til gode, og at den bolivianske befolkning ikke var enig i regeringens beslutninger.

Vandkrigen var det første store symptom på, at den brede befolkning var utilfreds med regeringens privatiseringspolitik, der favoriserede store internationale selskaber på bekostning af den fattigste del af den bolivianske befolkning. Efter Vandkrigen var befolkningens tillid til regeringen og de politiske partier alvorligt svækket. Samtidig var konflikten et bevis på, at den bolivianske befolkning var så stærk og velorganiseret, at den kunne omstøde regeringens beslutninger. To år senere, i 2003, skulle en lignende konflikt, Gaskrigen, vise dette med endnu større tydelighed.

LÆS MERE

Dangl, Benjamin (2007):
The price of fire, resource wars and social movements in Bolivia.
AK Press, Edinburgh.

Perreault, Thomas (2006):
“From the Guerra Del Agua to the Guerra Del Gas:
Resource Governance, Neoliberalism and Popular Protest in Bolivia”
side 150-172 i: Antipode, volume 38, januar 2006.
Blackwell Publishing, Oxford.