KOKA – GUDS GAVE?

For de oprindelige folk i Andesbjergene er kokaplanten hellig. Den bliver brugt i alle religiøse sammenhænge. Men kokabladene er også en del af hverdagen: folk tygger og laver te på bladene, de bruger dem som naturmedicin – og det har de gjort de sidste 5.000 år.

Men kokaplanten har også været midtpunkt i en hård strid mellem Bolivias regering og narkotikapoliti på den ene side og bønder, som dyrker planten, på den anden. Det skyldes den kokain, som kan udvindes af bladene. Dyrkningen af kokablade steg voldsomt med ’åbningen’ af kokainmarkedet i 1980, og siden har kokaen været meget omstridt.

Regeringen indførte i 2009 kvoter for legal dyrkning af kokablade til ‘almindeligt forbrug’ (dvs. tygning, te o.l.), og anførte i hvilke områder af landet, kokadyrkning er tilladt. Der blev anvist et areal for den maksimale dyrkning af kokablade per bonde, og bolivianske myndigheder holder i stigende grad stram kontrol med at dette overholdes. Det kan føre til store bøder, og endda fængselsstraf, hvis man bryder denne lov. I perioden 1987-2003 (før Evo Morales), var mange kokabønder udsat for en stærkt kriminalisering og grov vold fra narkopolitiets side. Mange blev sat i fængsel pga. deres produktion af kokablade, der i disse perioder blev anset for at være narkotika.

Kokabladet skal igennem en kompliceret og dyr proces, før det kan blive til narkotika, og de fleste bolivianske kokabønder har ingen interesse i, at deres kokablade skal bruges til det. Men nogle kan ikke sige nej til den økonomiske gevinst, der er ved at dyrke koka til illegal kokainproduktion. Især i Chapare regionen er der stadig eksempler på udbredt illegal dyrkning af koka, hvilket til dels kan holdes kørende pga. korruption blandt de bolivianske myndigheder, mest af alt politiet.

På nationalt plan er der sket et fald i kokadyrkningen siden 2003, samtidig med at ’nej til kokain – ja til koka’ er blevet mottoet for regeringens politik for kokadyrkningen. Evo Morales har selv en fortid som kokabonde og leder for kokabøndernes fagbevægelse, og det har derfor været svært for ham, at skulle lave kampagne mod kokadyrkning. Ikke mindst fordi kokaen stadig er meget betydningsfuld for den oprindelige befolknings identitet og kultur. Kokabladet bruges således i ceremonielle sammenhænge, befolkningen har tygget bladet i århundrede og bladene indeholder vitaminer og mineraler som det kan være vanskeligt for mange af Bolivias fattige at få på anden vis. Alligevel har regeringen skulle nedbringe produktionen af koka, delvis pga. pres fra omverdenen,
I 2008 bad Evo Morales USA's Drug Enforcement Administration (DEA) om at forlade landet. I samarbejde med den tidligere regering havde DEA brugt meget store resourcer på at bekæmpe kokadyrkningen og narkohandelen, men Evo Morales mente at USA fremfærd opildnede til produktion af kokain i stedet for at bekæmpe den. Siden 2008 har Bolivia selv overtaget kontrollen med at kokabladene kun bliver brugt til traditionelle formål, men narkotikahandelens sorte ryttere har dog ikke forladt landet, og den illegale dyrkning, pengestrømmene og den dertil knyttede kriminalitet trækker fortsat sine spor igennem samfundet.

LÆS MERE

• Koka (Engelsk)

• Koka-udryddelse (Engelsk)

• Felipe Quispe: Indigenous Autonomy & Coca (Engelsk)

• Cocalero (Engelsk)

• Andean Information network (Engelsk)