BOLIVIAS POLITISKE LANDSKAB


”Compañeros indígenas*, for første gang er vi præsidenter! Næste år begynder en ny historie for Bolivia”

Sådan lød ordene fra den nyligt kårede præsident Evo Morales tilbage i 2005, efter at han - som den første præsident med rødder i den oprindelige befolkning - havde vundet en jordskredssejr med 54% af stemmerne. I år (2015) kan han fejre 10 år ved magten, efter han i oktober 2014 vandt parlamentsvalget for tredje gang, denne gang med 61% af stemmerne. ’Evo’, som han omtales i daglig tale, har på mange måder i løbet af det sidste årti skabt et nyt politisk landskab i Bolivia.

Den store forandringsproces fik for alvor vind i sejlene med vedtagelsen af landets nye grundlov i 2009. I 2005 stillede Evo Morales radikale ændringer i udsigt med store ambitioner om forandringer for landets fattigste og tidligere marginaliserede befolkningsgrupper. Ikke alle valgløfter er indfriede, og der er stadig stor fattigdom og ulighed i Bolivia, men det er dog alligevel lykkes Evo og partiet bag ham, MAS (Movimiento Al Socialismo - Bevægelsen Frem mod Socialisme), at vise resultater – og ikke mindst at vinde parlamentsvalget tre gange i træk.

Der er blevet gennemført nationaliseringer af landets naturgas og olie, og etableret et statsejet telefonselskab og elværk. I samme ombæring takkede Evo nej til store udenlandske investorer, der efter hans mening ikke skal blande sig i Bolivias politiske og økonomiske forhold. I det han kalder afkoloniseringens ånd, skal Bolivia og de latinamerikanske lande løsrive sig vestens og især USAs magt. Derfor er USAs ambassadør blevet bedt om at forlade landet. Evo Morales vil indføre det ”21. århundredes socialisme” med særligt fokus på oprindelige folk og beskyttelse af miljøet. Moder jord har i Bolivias nye forfatning fået rettigheder på lige fod med mennesker, og landets oprindelige befolkningsflertal, der siden kolonitiden er blevet holdt uden for adgang til velstand og politisk indflydelse, er nu repræsenteret i offentlige institutioner og i alle dele af det politiske system.

Men på trods af Evo Morales’ programmer for udryddelse af fattigdom og indsats for at reducere den økonomiske elites magt i landet, er ulighederne i Bolivia dog stadig store, og det er fortsat et af de fattigste lande på kontinentet. Mange kritiserer ligeledes Evo for at komme med tomme ord og løfter, ikke mindst i forhold til beskyttelsen af miljøet. Samtidig er den politiske opposition nærmest blevet elimineret, hvilket betyder at mange stiller spørgsmålstegn ved demokratiets tilstand i Bolivia.

På trods af kritik og svækkelse af oppositionen må det siges at Evo Morales og MAS har sikret en stabilitet, der i høj grad manglede før 2005, hvor landet oplevede fem forskellige præsidenter og adskillige blodige folkelige protester.

se Vandkrigen og Gaskrigen

*’Indfødte kammerater’