Omskæring af piger i Somalia

Omskæring af piger er en meget omdiskuteret tradition i Somalia. I begyndelsen af 1980’erne blev der arbejdet på lovgivning, som kriminaliserede omskæring af piger, men denne proces blev bremset af borgerkrigen i slutningen af 80erne, og der findes stadig ingen lovgivning mod omskæring af piger.

98 procent af alle kvinder i Somalia er omskåret. Langt de fleste kvinder - 80 procent - har fået foretaget infibulation, mens de var mellem 5 og 8 år. Undersøgelser viser, at flere piger i dag udsættes for en sunnaomskæring (se Hvad er omskæring), som dog forstås vidt forskelligt. Indgrebene spænder fra, at lidt af forhuden på klitoris fjernes, til at de små kønslæber og klitoris fjernes, og vagina sys lidt sammen fortil.

Omskæringen foretages af uddannet sundhedspersonale eller af en ”Traditional Birth Attendant” (TBA) - en barfodsjordemoder - som servicerer lokalsamfundene i landområderne og de fattige byområder. Fødselshjælperne tilbyder deres hjælp til omskæring, fødsler og kvindelige underlivssygdomme, og deres kundskaber går i arv fra mor til datter.

Hvem udfører omskæringen i dag?
Traditionelt har det været TBA’s som har stået for omskæring af piger, mens få familier har haft råd til at få det gjort på hospitaler. Det ændrer sig, så omskæring af piger i dag i højere grad udføres af uddannet sundhedspersonale. Det er i Somalia ikke lovligt at omskære piger på hospitaler, men sundhedspersonalet supplerer deres løn med indtægter fra omskæringer i deres fritid. Det er en udvikling som WHO og Den Afrikanske Union er meget skeptisk overfor, da undersøgelser viser, at flere kvinder fra eliten vælger at fortsætte traditionen, hvis de har mulighed for at få det gjort af sundhedspersonale. WHO og Den Afrikanske Union (se Maputo Protokollen) anbefaler derfor landene at forbyde sundhedspersonale at udføre omskæringen.

Samtidig kommer der hele tiden nye omskærersker til. Som noget nyt kommer flere af dem fra familier eller klaner uden tradition for at udføre omskæring, men kvinderne drives til det på grund af økonomisk nød. Traditionelt har en mindre velanset klan påtaget sig ”det beskidte arbejde”, og det har ikke været tillagt status at udføre omskæringen for andre.

Argumenter for omskæring
Infibulation har været den traditionelle form for omskæring i Somalia, og den tillægges stor betydning for en kvindes jomfruelighed. Pigen skabes som jomfru med infibulationen, som først åbnes den dag, hun indtræder i et ægteskab. Omskæring af piger har også stor social betydning for pigens mulighed for at blive gift og forsørget, og mange mødre får deres døtre omskåret, fordi de tror, at mænd ønsker en omskåret kvinde som hustru (se Mandens rolle ). De mindre former for omskæring legitimeres ofte med, at de har et religiøst påbud over sig, samt at de er med til at ”mindske” kvindernes seksuallyst, som anses som en trussel mod ægteskabet.

Når der i dag er mange, som vender ryggen til infibulation, skyldes det især, at mange imamer er enige om, at det er en forbudt praksis ifølge islam. En anden central kilde til forandring er de mange tusinde somaliere, der som følge af borgerkrigen lever spredt over hele verden. De tilegner sig ny viden og påvirker deres familier i hjemlandet. Desuden er der aktivister i Somalia, gennem radio og andre medier formidler ny viden om konsekvenserne af omskæring – ofte støttet af nationale og internationale organisationer. (se Tradition i forandring).

LÆS MERE

Somalia
Artiklen er skrevet af
Tine Kristensen
Tidl. koordinator for Foreningen mod Pigeomskæring

UNHCR om FGM i Somalia