Omskæring af piger i Kenya

Ser man filmen 'Den dag jeg aldrig glemmer', kan det virke som om, alle piger i Kenya bliver omskåret. Sådan er det ikke. Kenyas regering vurderer, at knap en tredjedel eller 32 procent af alle kvinder mellem 15 og 49 er blevet omskåret. Og fortsat bliver piger omskåret, selvom det er forbudt ved lov.
Som andre steder i verden opfatter mange kenyanere ikke omskæring af piger som undertrykkende. Langt de fleste gusii'er ser eksempelvis omskæring som et naturligt ritual, der markerer overgangen fra barn til voksen og som en fundamental nødvendighed for, at et medlem opnår social accept. Det samme forklarer Kenyas første præsident Jomo Kenyatta, der har skrevet om omskæringens betydning for den afgørende initiering. En del af de familier, der praktiserer omskæring, er ikke oprindeligt kenyanere men er kommet til landet som flygtninge fra Afrikas Horn. Også de har medbragt deres traditioner og overleverede skikke.

Kenya har markeret sig som et af få lande, hvor omskæring af piger er en ulovlig handling, og hvor loven håndhæves. I 2001 kriminaliserede en kenyansk lov omskæring af piger med en strafferamme på op til et års fængsel, og siden har mange piger ført deres forældre i retten. Hundredvis af piger er flygtet hjemmefra for at undgå at blive omskåret, og de har søgt hjælp i særlige centre for piger, hos menneskerettigheds-organisationer og i kirker (som pigerne i filmens kap. 8). Alligevel er omskæring af piger stadig en meget udbredt praksis i Kenya.

Lovgivningen er blot et af midlerne til at beskytte piger mod omskæring og kan ikke stå alene. Holdningerne til omskæring skal også bearbejdes da man ellers blot risikerer, at omskæring fortsætter som hidtil i områder, hvor lovens lange arm ikke når ud, eller at mødre lader deres døtre omskære, når de er helt små og ikke kan gøre modstand. Derfor arbejder internationale og nationale organisationer i lokalsamfundene for at få dem til at ændre holdning til omskæring. (se Agnes Pereiyo)

LÆS MERE

Somalia

FGM blandt etniske grupper i Kenya
En demografisk undersøgelse fra 1998 viser, at der er store forskelle i udbredelsen af FGM blandt etniske grupper i Kenya. Andelen af piger der er omskåret er: gusii 97 %, masai 89 %, kalenjin 62 %, taita/taveta 58 %, meru/embu 54 %, kikuyu 43 %, kamba 33 %, miji kenda/swahili 12 %.
Selvom undersøgelsen ikke inkluderede det nordøstlige Kenya, regner man med, at mindst 98 % af pigerne her udsættes for infibulation . De to store etniske grupper Luo og Luhya praktiserer ikke FGM.

Læs mere om FGM i Kenya

STOP FGMs hjemmeside kan man læse mere om, hvilke aldersgrupper, der er omskåret i Kenya, samt kvindernes argumenter for og imod omskæring.