FORSKNING

Kenyas grønne lunge skal reddes
Af STRAPA-koordinator Carl Erik Schou Larsen, Ulandssekretariatet, LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

"Hvis Mau-skoven bliver udryddet, dør Kenya". Så simpelt er det ifølge forsker og modtager af Nobels Fredspris Wangari Maathai fra University of Nairobi.

Fattigdom og klimaforandringer truer et af Østafrikas mest værdifulde skovområder, der forsyner store naturområder, millionbyer og landbrugsjord med vand. Derfor er LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet – med i et storstilet forskningsinitiativ sammen med Wangari Maathai og hendes kolleger i Kenya.

Mau-skoven i Kenya forsyner et landareal, der er ti gange større end Danmark, med vand. Skoven er det absolut vigtigste vandreservoir i et land, hvor kun en tiendedel af landet egner sig til dyrkning. Desværre er op mod en tredjedel af skoven på bare ti år ryddet på grund af ukontrolleret skovhugst. Årsagerne hertil findes bl.a. i den underliggende fattigdom, dårlig lokal planlægning og forvaltning, manglende lov og orden, korruption og nu også tiltagende klimaforandringer.

Dansk-kenyansk forskningssamarbejde
Forskere fra Københavns Universitet, heriblandt fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Juridiske Fakultet, er derfor gået sammen med Wangari Maathai Institute of Peace and Environmental Studies på University of Nairobi samt græsrodsbevægelsen Green Belt Movement om et tværfaglig forskningssamarbejde.

Ambitionen er at foreslå konkrete løsninger på de konflikter, der truer lokalbefolkningens eksistens uden at nedbryde naturgrundlaget for de kommende generationer. Universitetssamarbejdet sigter mod at finde en bæredygtig balance mellem lokalbefolkningens og skovens behov. Disse er i princippet de samme, men kenyanerne har ifølge Wangari Maathai i kampen for overlevelse, glemt hvor vigtigt det er at passe på deres natur.

Peter Furu, Seniorrådgiver ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, forventer, at forskningssamarbejdet, der har Wangari Maathai Institute som motor, kommer til at gøre en stor forskel for lokalbefolkningen. "Gennem en anvendelsesorienteret, tværfaglig forskningstilgang til de svære problemkomplekser omkring mennesker, miljø og fattigdom vil vi arbejde på løsninger, der er helhedsorienterede og bidrager til bedre sundhed både for lokalbefolkningen og skovens økosystemer. Samtidig vil projektet aktivt fokusere på konflikthåndtering, miljøforvaltning og klimaspørgsmål", siger Peter Furu.

STRAPA
Initiativet sker i regi af universiteternes samarbejde, kaldet STRAPA, og håbet er, at det vil fungere som en rollemodel for tværfaglig, løsningsorienteret forskning mellem partneruniversiteter i syd og nord. STRAPA står for strategisk partnerskab og er indgået med tre universiteter i Østafrika, Sokoine University of Agriculture i Tanzania, Makerere University i Uganda og University of Nairobi i Kenya.

Mange af LIFEs forskere har bygget hele eller dele af deres karrierer på samarbejde med ulandene, og mange af de ledende forskere i den tredje verden har fået hele eller dele af deres akademiske uddannelse i Danmark eller andre europæiske lande.

Ligeværdighed og udveksling
Omdrejningspunktet i STRAPA er ligeværdighed og gensidig udvikling. Ideer udveksles og testes af forskere og medarbejdere ved de fire universiteter. Nogle ideer bliver til projektforslag, og der søges penge til deres gennemførelse, andre fiser ud i bushen, fordi de ikke er holdbare.

Noget af det, LIFE bringer med ind i dette samarbejde, er traditionen for tætte relationer mellem trekløveret landbrug, erhverv og forskning, men også en undervisningsform, hvor den studerende er i centrum, og hvor evnen til kritisk analyse er vigtigere end evnen til at huske udenad.

STRAPA er en vision, mere end det er et projekt. En vision om et ligeværdigt nord/syd-samarbejde og om, at fællesskabet gør alle parter bedre til at servicere det samfund, de er en del af.

LÆS MERE

• Samarbejde mellem LIFE og de Østafrikanske Universiteter - 2010