FATTIGDOM

Hver dag dør 29.000 børn som følge af fattigdom, der i dag ses som den alvorligste hindring for udvikling. Fattigdommens grimme ansigt ses især i udviklingslandene i form af sult, mangel på rent drikkevand, sygdom, miserable boligforhold osv. Bekæmpelse af fattigdom er derfor blevet den altoverskyggende målsætning for de rige landes støtte til udvikling i Syd og for verdenssamfundets formulering i 2000 af FNs 2015 mål også kaldet 'the Millennium Development Goals'. Disse mål blev i 2015 afløst af Verdensmålene, hvor fattigdomsbekæmpelse stadig står højt på dagsordenen.

Forståelsen af, hvad fattigdom betyder, har imidlertid ikke altid været den samme. Siden midten af 1990’erne har fattigdomsbegrebet udvidet sig fra udelukkende at handle om økonomi (opgjort i bruttonationalprodukt (BNP) og individuel indkomst) til en langt bredere multidimensional forståelse, der også inddrager sociologiske og politologiske aspekter. Endvidere er individets muligheder for at praktisere sine rettigheder blevet koblet til fattigdomsproblematikken. Det betyder, at den gængse forståelse af fattigdom nu dækker individets manglende muligheder for at handle ud fra et bredt perspektiv. Udryddelse af fattigdom består derfor grundlæggende i, at de fattige bliver i stand til at agere socialt, politisk og økonomisk.

Mange interne strukturelle forhold såsom ulige fordeling af ressourcer, arbejdsløshed, mangel på socialhjælp, korruption og lignende er afgørende faktorer, der forårsager fattigdom i mange dele af verden. I det lange løb er stabile markeder, regulære lønindkomster, basal infrastruktur, et velfungerende uddannelses- og sundhedssystem og ikke mindst en politisk og økonomisk investerings-kultur alle faktorer, der skal være til stede før det kan lykkes at udrydde fattigdom.

Ulighed mellem mænd og kvinder er en anden væsentlig problematik, der er kommet i fokus i relation til fattigdom. Der er en udbredt forståelse for, at denne ulighed hæmmer økonomisk vækst og begrænser kvindernes muligheder for at udnytte deres sociale, økonomiske og politiske rettigheder.

Globale strukturelle betingelser som liberalisering af handel, strukturtilpasning, udlandsgæld og stigende økonomisk globalisering, har ligeledes bragt større fattigdom og ulighed i mange udviklingslande, fordi de har ført til en indsnævring af udviklingsstaternes råderum hvad angår offentlige investeringer. I stedet er landene blevet tvunget til at koncentrere sig om at tiltrække udenlandsk kapital.

Et af de fattigdomsreducerende instrumenter, der har opnået stor tilslutning i 1990’erne er mikrofinans. Populariteten kan forklares med, at mikrofinans opfattes som et tiltag, der kan gøre noget ved flere af de faktorer, der indgår i den brede forståelse af fattigdom. Mikrofinans bliver ligeledes anvendt som en metode til at skabe mere lighed mellem mænd og kvinder. Ydelserne gives primært til kvinder, fordi det forventes, at de derved vil få en styrket position i samfundet, og at det vil gøre dem i stand til i højere grad at praktisere deres rettigheder.