HØNSEPROJEKT I SENEGAL

Projet de Réduction de la Pauvreté en Milieu Rural (PRPMR)

Senegal er det traditionelt kvinderne, der har ansvaret for familiens høns og andet fjerkræ. Men når produktionen er så stor, at de kan begynde at tjene på den, viser også mændene interesse. Uddannelse og en lille kapital er ofte nok til at sætte gang i en produktion, der kan skaffe en familie en indtægt.

I et dansk-støttet projekt i Senegal blev kvinderne uddannet til 'eksperter' i hønsehold. Med penge fra Danida har den danske organisation Cykler til Senegal støttet en lokal bondeorganisations (COLUFIFA) arbejde i 122 landsbyer i det sydlige Senegal og i Gambia. Projektet støttede først og fremmest kvindernes hønsehold, der giver mad på bordet og penge fra salg. 2.500 kvinder byggede små, enkle hønsehuse af lokale materialer, fodrede, vaccinerede og behandlede hønsene for parasitter og andre almindeligt forekommende sygdomme.

Som startkapital kunne en kvinde, når hun havde sparet lidt op, låne op til 225 kroner i den lokale sparekasse. Kvinderne organiserede sig i grupper med fem i hver, og inden for hver gruppe hæftede deltagerne solidarisk for lånene og støttede hinanden med råd og praktisk hjælp. Hver uge mødtes de og udvekslede erfaringer. Samtidig deltog de i et kursus for at lære at læse, skrive og regne. Det var nødvendigt for at styre produktion og økonomi. Kurserne ændrede kvindernes hverdag, for kan man først læse og regne, åbner der sig en verden af muligheder.

LÆS MERE

• Cykler til Senegal
• landefakta Senegal

Se Filmen: En høne i hånden er bedre end ti på taget