REJSEN

Vestafrikanere har migreret i århundreder. Langt de fleste rejser og bosætter sig i nabolandene eller andre afrikanske lande – og ikke i vestlige lande. I de seneste årtier har Europa (og Nordamerika) dog været eftertragtede mål i forhold til arbejds- og uddannelsesmigration og for at søge asyl. I dag er der vestafrikanere over hele kloden, idet Kina, andre dele af Asien, Mellemøsten og lande i Sydamerika er kommet til som nye rejsemål. Langt størstedelen af vestafrikanske migranter lever dog stadig i andre vestafrikanske lande.
Migranter uden papirer forsøger at komme uset frem, og det er derfor meget vanskeligt at danne sig et overblik over ruterne, antallet af migranter ’på vej’, og antallet der kommer frem. Detaljeret viden om selve rejsen har man kun fra beretninger fra migranter, der har ladet sig interviewe, eller som selv har villet fortælle deres historie.

Rejsemåder
Den letteste vej fra Vestafrika til Europa og andre langdistancedestinationer er med fly. Langt størstedelen af de irregulære migranter, der i dag befinder sig i EU, er kommet ind med fly på gyldigt visum, og er så blevet efter at deres papirer løb ud – de såkaldte over-stayers. Andre har benyttet sig af andres personers pas eller fabrikerede papirer. I de senere år er vejen gennem lufthavnene imidlertid blevet stort set umulig – eller meget dyr – for folk uden visum.

Europas migrationspolitikker er blevet skærpet de senere år med strengere krav til visum, øget kontrol og overvågning, og nye biometriske teknologier til at tjekke identitet gennem fingeraftryk og irisscanninger. Det er en udvikling, der tog fart, da EU landene etablerede Schengensamarbejdet i marts 2001, og som blev yderligere skærpet efter terroraktionen i New York den 11. september samme år og de efterfølgende terrorhandlinger i Madrid (2004) og London (2005).

Skærpet migrationskontrol stopper imidlertid ikke migrationen men har ændret dens karakter. At flere migranter begiver sig ud på livsfarlige rejser gennem ørkenen og over havet for at nå Europa er en af konsekvenserne. Mange migranter strander undervejs på rejsen og ender med længerevarende ufrivillige ophold i transitzoner, fordi de ikke har penge eller papirer til den videre rejse. Andre migranter omlægger deres ruter undervejs eller ender et andet sted end planlagt, fordi mulighederne er bedre der. Flere tusinde må betale med livet undervejs. og mange af dem, der klarer rejsen, bliver udvist.

Livet i modtagerlandene
De migranter, for hvem det lykkes at komme til EU eller andre destinationer, går ofte et hårdt liv i møde. Som irregulære migranter uden papirer lever mange i evig frygt for at blive opdaget af politiet. De udfører hårdt og underbetalt arbejde, hvor de er lette ofre for udnyttelse. Ligesom i transitlandene henvender de sig ofte ikke til myndighederne (politi, læger, skoler etc.) af frygt for at blive udvist, og mange må se deres drøm om rigdom, uddannelse og frihed briste.

Den stigende mangel på arbejdskraft i nogle EU lande, har i en periode gjort det lettere for migranterne at finde arbejde, og for nogle lykkes det at finde et godt arbejde, således at de kan sende penge hjem til deres familier og arbejde sig op i samfundet. Men hvis arbejdsløsheden vokser (som det er sket på grund af finanskrisen) og de europæiske lande fortsætter jagten på de irregulære indvandrere, vil dette dog næppe være muligt i fremtiden.



• Interaktivt kort over migrationsruter

Migrantfortællinger:

Ghana:
Kwame
Kwesi
John

Senegal:
Constance
Abdou

Côte d’Ivoire:
Jerome

SE FILM
UNDER DEN SAMME HIMMEL
Filmen går helt tæt på mennesker, som brændende længes efter en ny tilværelse væk fra det afrikanske kontinent - en tilværelse i Europa. Den handler om værdighed, længsel og søgen.

BAB SEPTA
Filmen beskriver livet på Mauretaniens kyst. Her er mange forskellige skæbner samlet. Nogle prøver at tjene penge ved at fiske eller sælge skrot fra de strandede skibe, andre drømmer om at komme til Europa. Men man kan også møde ’vismænd’, som godt ved, hvordan det hele hænger sammen.

EL EJIDO
Filmen beskriver immigranternes liv i det sydlige Spanien. De arbejder i 40-50 graders varme i de drivhuse, som forsyner hele Europa med grøntsager. De bor i 'skure' lavet af plastic, uden vand og sanitet, og den lokale befolkning betragter dem med foragt og mistro.